HOME
Tanganyika selskabsakvarier


Tanganyika selskabsakvarium.
Definition.
Ved Tanganyika akvarier, forstås i denne artikel, akvarier der primært indeholder flere forskellige cichlider fra Tanganyika søen. Der kan være fisk fra andre steder, men de spiller kun en underordnet rolle, som regel i form af nyttedyr i forbindelse med snegle- og algebekæmpelse.

At det netop er cichlider der er nævnt, i forhold til andre fiskefamilier, skyldes tradition og det faktum, at de udgør ca. 99% af de tilgængelige arter på markedet.

Også rent akvaristisk/interessemæssigt er der vægtige grunde til at koncentrere sig om cichliderne, p.g.a. deres mangfoldighed af former, farver og adfærd. De operative ord her, er
flere forskellige.

Denne artikel omhandler selskabsakvarier, med de fordele og ulemper det giver, at skulle prøve at tage hensyn til forskellige arter ved indretning og fodring. Alternativet er artsakvarier, som man godt kan finde tips til indretning og drift af her, men som giver øgede muligheder for at tilpasse forholdende specielt til den aktuelle art, som ikke vil være nævnt her.

Grunden til at overskriften hedder Tanganyika akvari
er i stedet for Tanganyika akvariet, er at  der findes så mange forskelligartede fisk, at mulighederne for kombinationer med varierende temaer, næsten er uendelige.

Hvis man ser overordnet på det, kan man dog godt lave nogle grove opdelinger, som tager sigte på at sammensætte nogle fisk der kan gå sammen, uden at komme i vejen for hinanden, og som vil kunne opvise forskellige former for adfærd inden for de snævre rammer som akvariet giver.

Inden for en enkelt artikels rammer, er det naturligvis umuligt at dække alle mulighederne, men jeg vil forsøge at vise nogle generelle principper, med et par forslag, som man selv kan arbejde videre fra.
 
Hvor stort skal akvariet være?
Det traditionelle (og ret ubrugelige) svar, er så stort som muligt! Tanganyika cichlider er generelt ikke så krævende med pladsen som f.eks. Malawi cichlider, og mange arter kan trives i akvarier, der er væsentligt under 100L.
Til et selskabsakvarium er det dog en god ide med et akvarium der er noget større, fordi der er nødt til at være noget afstand mellem fiskene, så de ikke kommer til hele tiden at være i vejen for hinanden. Ideelt set, er akvariet ikke mindre end et standard 325L (130x50x50cm), selvom det sagtens kan lade sig gøre at lave fine akvarier der er mindre.
Man skal bare være opmærksom på, at antallet af muligheder falder drastisk, når man går under den nævnte størrelse.
 
Det alsidige akvarium.
Det er en god ide, når man starter indretningen af akvariet, at dele dekorationen op i en permanent del, som er integreret med, og dækker teknikken, og en let flytbar del, der giver de nødvendige skjulesteder/fri svømmeplads/gravearealer der måtte være ønskværdige for de fisk man har valgt.
Det sker jo ofte at sammensætningen af fisk, af  forskellige grunde ikke bliver helt som man havde tænkt sig, eller at den aktuelle fiskesamling ikke lever op til det man havde forestillet sig, og at man derfor skifter nogle ud, med et deraf følgende behov for rokeringer i dekorationen. I sådanne tilfælde er det praktisk at "grunddekorationen", især hvis den er limet fast i akvariet!, tager højde for at det skal være muligt at ændre akvarietype, uden at denne flyttes. Det gøres ved at man begrænser "grunddelen" til et absolut minimum.
Ved anvendelse af de forskellige modul typer, er det f.eks. en god ide kun at bruge dem som baggrund, og lade selve dekorationen, med skjulesteder og lignende, bestå af materialer der let kan flyttes eller tages op, uden at man behøver at splitte akvariet ad og ærgre sig over spildte penge.
Herunder vises 3 eksempler, hvor den samme grunddekoration, er anvendt ved 3 forskellige akvarietyper.


Den basale dekoration. Velegnet til sandsild på bunden, med fritsvømmere som f.eks. Cyprichromis i det store åbne område
og de viste P. nigripinnis mellem modulerne. Til gengæld er det helt uegnet til Substratlegere.
 


Her er der placeret nogle skjulesteder, som selvfølgelig begrænser det tilgængelige areal til sandsild en smule
men som til gengæld gør akvariet egnet til en række andre arter, som f.eks. Julidochromis-, Neolamprologus- og Altolamprologus-arter.
Også her passer Cyprichromis ind.
 


Her fylder stenene på bunden så meget, at der ikke er plads til sandsild, men til gengæld er der rigeligt med skjulesteder
til at de store og livlige Tropheus kan finde et sted med fred og ro, når det bliver nødvendigt.
Alternativt kunne akvariet indeholde forskellige af de større Neolamprologus, Lepidolamprlogus, og Altolamprologus arter
med feks. en stor Cyprichromis art i det fri vand.
 
Lidt om teknik.
Tanganyika akvarier kan, når det gælder teknik, behandles under et, da alle søens arter basalt set, lever under de samme forhold. Der kan være forskelle i vandbevægelse og lys, men man kan trygt gå ud fra, at de arter der kan være aktuelle i denne forbindelse, er ret ligeglade med belysningen, trives fint ved samme temperatur (23-27 grader) og med en gennemstrømning i akvariet, der svarer til 4-8 gange akvariets volumen/time.
 
Filtrering.
Tanganyika akvarier er ofte ret tæt besat, så det er vigtigt at have en effektiv filtrering.

Dette kan arrangeres på forskellige måder, og ikke mindst til forskellige priser, og en komplet gennemgang af mulighederne, vil være stof nok til en speciel artikel, blot om dette emne, så jeg vil nøjes med at foreslå at man enten anvender et passende stort udvendig filter, i form af en cirkulationspumpe med tilhørende filterbeholder, som tilsluttes akvariet efter de anvisninger der er i manualen til det pågældende filter, eller benytter sig af et såkaldt HMF filter.  Der er et billede af en godt tilgroet HMF måtte længere nede på denne side.

Grunden til at jeg peger på det udvendige filter, på trods af at det nok er den dyreste filter type, er at det er et af de mest effektive, ikke kræver den store viden om filterteknik og, i modsætning til f.eks. det nævnte HMF filter, er ret uafhængig af, hvordan resten af akvariet bliver sat op.

Desuden er det meget let at holde øje med, og eventuelt rense, uden at vende op og ned på hele akvariet, og man kan let få rådgivning om det hos den lokale forhandler, som ikke behøver at have et indgående kendskab til det pågældende akvarium, for at anvise en god størrelse og det bedste filtermateriale.

Det bedste filtermateriale er som regel det der bliver fremstillet specielt til den pågældende pumpe, altid deprimerende dyrt, men erfaringsmæssigt reelt bedre, med længere standtid (tid mellem rensninger), end f.eks. filtervat eller almindeligt grus. Bioballs giver ikke en effektiv udnyttelse af den relativt lille volumen, og bør undgås.Alle Filtre skal indkøres, som det er omtalt i kapitlet "Opsætning og indkøring".

Det viste Eheim 2080 Professional III filter er meget stort, og vil kunne trække et akvarium på op til 1000L, men der findes filtre til enhver størrelse akvarium.
Det vil typisk være nødvendigt at rense et korrekt dimensioneret filter af denne type 2-4 gange om året, og det gøres bedst i akvarievand, og under ingen omstændigheder i meget varmt eller koldt vand, som vil dræbe de gavnlige bakterier der befinder sig i det!
 

Den algebegroede "væg" til ventre i billedet er måtten til et HMF filter. Bag måtten er monteret et Powerhead, som pumper vand ud af det kammer der er dannet bag filtermåtten, og derved tvinges vandet gennem måtten, ind i kammeret. Rigtigt dimensioneret, er denne filtertype formentlig det mest effektive aerobe filter der findes, og det kan faktisk stå urenset til filtermåtten skal skiftes (typisk efter 5-8 år). Ulempen er selvfølgelig at det er meget synligt, og det er langtfra altid det lykkes at få måtten dækket af alger som her.
Vandbevægelse.
Tanganyika cichlider er vant til kraftig vandbevægelse, så det skal man helst forsøge at efterligne i akvariet, både af hensyn til den nødvendige iltoptagelse, og fiskenes velbefindende.
Som tommelfingerregel kan man sige at vandbevægelsen er god nok, hvis den samlede pumpekapacitet ligger på ca. 5 gange akvariets rummål i timen (eks.: et 250L akvarium, skal have en samlet pumpekapacitet på ca. 1250 l/t)
Dette er som regel mere end filteret yder, og den ekstra gennemstrømning opnås ved hjælp af en indvendig pumpe, uden filter, også kaldet et Powerhead, eller bare PH.
Pumpen anbringes ideelt skjult i dekorationen, og helst så den sender vandet i en stråle op i nærheden af overfladen, så den er med til at give bevægelse der, til fordel for iltoptagelsen, samtidig med at det hjælper til at bryde en eventuel overfladehinde.
 

Tunze
Turbelle® powerhead 3000/2  og Aquabee UP3000.
De to powerheads er identiske i ydelse, idet de hver har en gennemstrømning på  3000 L/T, men Tunze pumpen klarer dette med et el forbrug på 25W, hvorimod Aquabee pumpen bruger 48W!
Læg også mærke til indsugningsristen på den ene pumpe. Uden en sådan rist, er powerheads af denne kaliber livsfarlige for selv ret store fisk!!
 
Opvarmning.
Vandtemperaturen, som bør ligge på 23-26 ºC,  reguleres hvis det er nødvendigt med et termostatstyret varmelegeme.
Det er faktisk ret ofte slet ikke nødvendigt at opvarme akvariet, hvis det står i en normalt opvarmet stue, med temperaturer omkring 20-21 ºC, fordi vandet automatisk opvarmes af den varme der afgives fra pumperne og lampen, men vil  man være helt sikker, må man bruge det nævnte varmelegeme. Det bør have en styrke der i Watt, ligger på det halve af akvariets rummål i liter (eks.: Et 250L akvarium, skal have et varmelegeme på 125W). Husk at den temperatur der står på varmelegemets skala, ikke nødvendigvis viser korrekt. Det er nødvendigt med et akvarietermometer som kontrol!
 
Belysning.
Så mangler der bare noget lys, og det skaffes lettest med en akvarielampe, monteret med et eller flere lysstofrør.

Har man købt et komplet akvariesæt, inkl. lampe, er der ikke nogen grund til at tænke mere over dette, udover at vælge de rette rør, men står man og skal ud og skaffe lys til akvariet, får man nogle valgmuligheder der måske kan lokke/forvirre;
For at starte med det mest eksotiske, så kan man  bruge de HQI lamper som er så populære hos saltvandsakvaristerne, og man må sige at de giver et meget naturtro og smukt lys, især fordi at lyset kommer fra et enkelt punkt, og dermed giver en fin "sol effekt" henover dekorationen, hvis man har lidt bølger på overfladen. Der er imidlertid nogle ulemper, som nok er forklaringen på at det ikke er særligt udbredt blandt cichlidefolkene; Det er meget dyrt, hvis man skal have en nogenlunde pæn lampe, og denne lampe skal anbringes så den ikke er tættere end 20 cm. fra vandoverfladen.
Det kræver som regel, enten at lampen ophænges i loftet, eller indbygges i et temmelig omfangsrigt kabinet. Den første løsning har den ulempe, at der slipper en del lys ud i det rum akvariet står i, og den anden får akvariet til at se urimeligt omfangsrigt ud. Sammenholdt med, at der ikke er ret meget at vælge mellem m.h.t. farve, er det en løsning der ikke tiltrækker ret mange.

Langt det mest almindelige, er lysstofrør, og med god grund, da de giver mulighed for en stor variation af farver og intensitet, samtidig med at de fylder meget lidt. Her er der to grundsystemer at vælge mellem, nemlig T8 og T5.

Den primære forskel på de to systemer, er at T5, som er det nyeste, afgiver noget mere lys pr. watt, end T8, og at det desuden kan bruge flere watt på en given længde af røret, hvilket i praksis betyder at en akvarielampe monteret med T5 rør, alt andet lige, vil bruge lidt mere strøm, men til gengæld afgive betydeligt mere lys. Det har ikke den store betydning i et Tanganyika akvarium, hvor plantevækst sjældent har nogen høj prioritet.
Tilsvarende har det kun æstetisk betydning, hvilke farver man vælger til rørene, hvor valget mest står mellem livlige eller naturlige farver. Er man til det første, vil jeg foreslå en kombination af
Gro-lux og Aquastar, alle fra Sylvania, og hvis man foretrækker det mere naturlige, Biolux fra Osram, som nok er det nærmeste man kommer til almindeligt sollys.
 
Indretning af akvariet.

En rimelig efterligning af fiskenes naturlige biotop bør naturligvis tilstræbes, for at  man skal få den størst mulige chance for at opleve deres naturlige adfærd.

I praksis vil det ofte være nødvendigt at foretage nogle valg, da det jo drejer sig om et selskabsakvarium, hvor der næsten uundgåeligt vil være nogle modstridende interesser. Kunsten er, at få sammensat fiskebesætningen således, at det bliver muligt at nå frem til et kompromis alle kan leve med.

Lad os starte med at få lavet den ovennævnte grunddekoration; En flot og samtidig pladsbesparende løsning, er at anvende moduler, eller mindre fleksibelt, hele baggrunde i kunstmateriale fra f.eks. Back-to-Nature eller Pangaea, som limes fast til bag- og sideruder. De er sublimt egnede til at skjule teknikken, og trækker næsten ikke noget fra akvariets vandindhold. Ulempen er først og fremmest prisen, og så det faktum at de nærmest er umulige at flytte når akvariet er startet op.

Alternativt kan store sten, der anbringes så de dækker teknik og limninger, også bruges, men det er vanskeligt at undgå, at disse også kommer til at tjene som skjulesteder der gør det umuligt at fange alle fisk op, uden at fjerne dem.

Resten af akvariets indretning, kommer an på hvilke fisk man vil holde, men forskellende begrænser sig groft sagt, til hvor mange skjulesteder/frit sandareal/fri svømmeplads man forventer at have brug for. Det vigtigste, rent æstetisk, er at de dekorationsgenstande man anvender, ikke er for forskellige. I naturen, vil det jo typisk være den samme stentype der dominerer på en given lokalitet, især i en sø der har været rimelig uforandret i millioner af år.

Rent praktisk, er det smart, fra starten at forholde sig til det uundgåelige

problem, at fiskene sandsynligvis skal fanges op igen på et eller andet tidspunkt. Mange skjulesteder gør det meget vanskeligt at fange fisk op, hvis det bliver nødvendigt, så det er værd at se lidt på, hvor mange skjulesteder der skal bruges, og nøjes med det, i stedet for at lave flere end nødvendigt. Desuden er det en god ide, at sørge for at de skjulesteder der er, evt. kan åbnes uden alt for meget besvær.

Dette kan gøres ved at undgå at stable alt for mange sten oven på hinanden, så man ikke kan komme til at afdække skjulestederne, uden at skulle nedbryde det meste af dekorationen. Er man ikke interesseret i at f.eks. at tage hunner med unger op, og nøjes man med at sætte fisk ned som man er sikker på at ville beholde!, er man naturligvis ikke så afhængig af dette.

Det er en god ide at starte med at lægge en tynd polystyren-plade på bunden, før man begynder at stable sten op i akvariet, for at undgå at evt. småsten kommer til at trykke på glasset, med en sprængning til følge!

Det er blevet meget populært at lave sin egen dekoration i polystyren, med beklædning af fliseklæber, og hvis man har mod på det, giver det uendelige muligheder for at få lavet et virkeligt spændende akvarium, men det skal nævnes, at det er noget vanskeligere at få til at se naturligt ud, end man skulle tro. De tekniske detaljer vedrørende dette, vil være for omfattende at beskrive her, men man kan finde masser af oplysninger på f.eks. http://cichlids.akvariefisk.dk/ hvor man også kan se eksempler på hvad andre er nået frem til.

Bundlaget er vigtigt. De fleste vælger fint sand, som er skånsomt for fiskene at grave i, hvilket mange arter sætter pris på. Man skal være forberedt på at dette sand, afhængig af de valgte fisketyper naturligvis, kan blive flyttet en del rundt! En dybde på 5-7 cm er passende.

Planter.

Planter er ikke nødvendige, og i mange tilfælde heller ikke biotopisk korrekte, hvis man bekymrer sig om den slags, men mange synes, at det giver et ekstra pift til akvariet med lidt grønt, og der er faktisk nogle planter som egner sig fint.

Til dem hører først og fremmest Microsorium pteropus og Anubias arterne, som udmærker sig ved at kunne vokse uden at være plantet i bundlaget, men også mange Cryptocoryne arter passer fint, især fordi de alle er i stand til at klare sig med en middelmådig belysning, og uden tilsætning af diverse gødningstyper. Alger er både naturlige og ønskværdige, både som dekoration, og evt. fodertilskud. De er med til at motivere algeædende fisk til at vise deres naturlige fødesøgningsadfærd, og giver et godt tilskud af vegetabilske fødeemner.

Både alger og planter, har gavn af meget lys, så hvis man ikke har tilstrækkelig vækst i dem, er mere lys en af måderne hvorpå man kan få dem i gang, og omvendt kan en begrænsning tage brodden af den værste algevækst, hvis man ikke ønsker den.



Akvarium, indrettet med fint sand i bunden, granit fundet ved havet og to varianter af Cryptocoryne willisii.
Bemærk de forskellige farver på stenene. Ideelt set, burde de have været mere omhyggeligt udvalgt, så de var af samme slags allesammen.
 
Materialevalg og klargøring.
Næsten alle sten kan anvendes, blot man sikrer sig at de ikke indeholder noget der er giftigt (nogle sten indeholder f.eks. metaller, der kan afgives til vandet), eller er for skarpkantede, så fiskene kan komme til skade ved sammenstød med dem. Nogle af de mest almindeligt anvendte sten er: Granit, faxekalk, Kenyarocks og lava.

Lava er efter min mening lidt problematisk, idet blokkene ofte er meget skarpe, og i alle tilfælde meget ru, hvorimod de andre typer er fine, men for faxekalk og Kenyarocks vedkommende, ikke specielt naturlige. Granit findes i mange farver, og det er en god ide, at sørge for at de matcher hinanden nogenlunde. De fleste sten kan anvendes efter en grundig afskylning, men hvis man selv har været ude og finde dem, f.eks. på en byggeplads eller en mark, kan det være en god ide at overhælde dem med kogende vand. Sten som er fundet ved stranden, plejer at være lige til at bruge.

Trærødder kan, modsat almindelig udbredt overtro, sagtens anvendes i Tanganyika akvarier, blot skal man være opmærksom på, at de skal være vandtrukne, så de ikke rådner i akvariet (Læs: Trærødder købes hos akvariehandleren, hvis man ikke selv er helt klar over, hvordan man ser om de er egnede!)

Man kan flere steder læse om at trærødder skal undgås i Malawi/Tanganyika akvarier, fordi de ikke hører til i biotopen, og desuden sænker PH-værdien, men lad os bare her slå fast, at begge dele er noget sludder! Der falder naturligvis træer ned i Tanganyika søen, ligesom alle andre søer, og m.h.t. sænkning af PH-værdien, er det nærmest umuligt, med den enorme buffer, der er i det kalkholdige vand, der hører til i denne akvarietype. Derimod skal man være klar over, at de fleste rødder vil afgive noget farve til vandet, som ikke er særlig klædeligt, men det vil blive holdt nede, hvis man ellers passer sine vandskift. Trærødder fra akvariehandleren er klar til brug, efter en hurtig tur under bruseren.

Bundlaget er ofte genstand for kraftig diskussion, og dogmatikerne hævder hårdnakket at alt andet end sand er helt forkert, og unaturligt! Sandheden er mere nuanceret, for man kan hævde at mange af fiskene lever i biotoper hvor der ikke er noget løst bundlag overhovedet, men under alle omstændigheder vil det være en god ide at forberede akvariet til fisk som bruger bundlaget.

Personligt foretrækker jeg at bruge sand, som indgår i mange arters fødesøgning og yngleadfærd. Sandet/gruset vaskes bedst i portioner i en spand, ved at fylde spanden medens man rører kraftigt rundt, og hurtigt hælder vandet ud igen, inden snavset bundfælder sig. dette gentages, til vandet ikke længere bliver beskidt.

Opstart.

Vi starter helt fra bunden; Når akvariet er kommet hjem, skal det rengøres med almindeligt postevand, og alle ruder pudses! Dette gøres for at sikre at der ikke er nogle ukendte kemikalier eller andre rester fra fremstillingen/evt. tidligere brug  tilbage, og giver samtidig lejlighed til at undersøge glasset for ridser. Drejer det sig om et brugt akvarium, må man vælge den side der er mindst ridset som forrude, men finder man nogen på et nyt akvarium, bør det returneres omgående!

Når det er i orden, limer man så en evt. baggrund/moduler i akvariet, og bagruden males hvis det er planen. Har man andre ideer om en udvendig baggrund, er det også lettest at ordne det nu! Herefter stilles akvariet på plads, den omtalte polystyrenplade anbringes på bunden, og man sikrer sig at det hele står i vater!

Nu er det tid til at få installeret teknikken, som anbringes efter de forskrifter der er angivet i de manualer der følger med de pågældende apparater. Generelt kan man sige, at de skal anbringes således, at de er bedst muligt  skjulte, uden at det modvirker deres funktion. Powerheads og udløb fra udvendige filtre, kan med fordel sidde løst, indtil man går i gang med at indrette dekorationen, så man kan justere dem ind, så det hele passer sammen.

Så er det tid til at få dekorationen på plads, noget som af de fleste, undertegnede inklusivt, opfattes som et af de absolutte højdepunkter i hobbyen. Mulighederne er uendelige, og det er op til hver ankelt at afgøre hvordan resultatet skal være, blot det dækker de behov fiskene og teknikken stiller.

Nogle akvarister foretrækker at anbringe stenene og evt. trærødder medens akvariet er tomt, men personligt foretrækker jeg at fylde 2/3-3/4 af vandet på, når jeg har anbragt de første tunge sten til at holde polystyrenpladen nede. Grunden til at jeg foretrækker at der er vand i akvariet, er at vandet virker perspektivforkortende, så dekorationen kommer til at se anderledes ud når man har fyldt akvariet, og det vil jeg gerne tage højde for med det samme. Uanset metode, afsluttes med at bundlaget fordeles i akvariet, som fyldes helt, hvorefter der sættes strøm til teknikken.

Nu gælder det om at få aktiveret filteret, og det kan gøres på flere måder, som alle går ud på at få tilført de gavnlige bakterier som står for den biologiske nedbrydning, og som er forudsætningen for at filteret virker.

Den enkleste metode, er ikke at foretage sig andet, end at hælde lidt tørfoder i akvariet, men det kræver en del tålmodighed, da det typisk tager 3-4 uger at få startet filteret på denne måde.

Den næsthurtigste metode, kræver at man har adgang til et indkørt filter, og består i at man tager en god portion af filtermateriale fra dette, og anbringer i det nye filter, hvor bakterierne hurtigt spreder sig.

Den sidste metode går ud på at man køber de gavnlige bakterier i pille/pulverform, og tilsætter dem til filteret ved at lade dem løbe ind gennem indsugningen. Fabrikanterne hævder at man kan få filteret op at køre på 24 timer på den måde, men det er nok en god ide alligevel at vente en uges tid...

Under opstartsfasen, sker der, som nævnt, en masse spændende ting i akvariet, og det fortsætter efter at fiskene er kommet i. en af de ting der giver anledning til en del undren og bekymring, er algevæksten, Typisk vil der i løbet af 1-2 måneder vokse et brunt lag af alger frem på dekorationen og bundlaget. Hvis disse alger ikke er slimalger (kendes ved at de føles fedtede, danner et sejt blågrønt lag, ofte indeholdende luftbobler, med en meget karakteristisk lugt, der minder en del om stank!) er der ingen grund til at gøre noget ved det, for de forsvinder praktisk taget altid igen af sig selv, og bliver erstattet af de grønalger de fleste gerne vil have.

Er man interesseret i det, kan man købe nogle testsæt, som kan påvise indholdet af de forskellige affaldsstoffer i vandet, og på den måde kan man se, hvornår filteret begynder at virke. Det vil være for omfattende at gå nærmere ind på nedbrydningsprocesserne her, men kort sagt sker der det, at fiskenes afføring/uspist foder omdannes til ammoniak (eller ammonium, afhængig af vandets PH-værdi), som er ekstremt giftigt, men meget hurtigt omdannes til nitrit. Nitrit, som også er meget giftigt, omdannes til det relativt uskadelige nitrat af de gavnlige bakterier, hvis/når filteret er aktivt, og derfor er det er nitritniveauet man primært måler, under opstarten.

 Der må under ingen omstændigheder sættes fisk i et akvarium, som har et målbart indhold af nitrit!

Når man har målt nitrit i vandet, og dette er forsvundet igen, er man sikker på at filteret virker, men vil man ikke have ulejligheden med at måle, må man vente til man er rimeligt sikker på at filteret virker, hvilket altså kan tage fra 1 til 4 uger. I denne periode er det vigtigt at man tilsætter lidt foder hver dag (man fodrer bakterierne).

Så er det endelig tid, at sætte nogle fisk i akvariet (men læs lige resten af artiklen her først!), og "nogle fisk" er ikke en hel akvariebesætning! Det bedste er at starte med 3-5 mindre fisk, ideelt de fredeligste af dem man ønsker at holde, og lade dem gå i en måneds tid, for at sikre at filteret er helt på toppen og kan klare belastningen, hvorefter resten af fiskene kan anskaffes.

Tillykke, du har nu grundlaget for et funktionelt akvarium!

 


Neolamprologus leleupi
 
Indkøb og sammensætning af fisk.

Sammensætningen af fisk, er et af de væsentligste punkter, når vi taler om hvad der skaber succes eller fiasko for et akvarium, så derfor vil jeg bruge en del plads på netop dette punkt, men her er først nogle generelle råd, som er værd at have i baghovedet, når man handler fisk:

1: Køb kun sunde fisk! Det lyder som en selvfølge, men både forretninger og private, har fisk gående, som er enten for magre eller for fede, og især det sidste kan være vanskeligt at rette op på, især hvis de fisk den/de skal sættes sammen med, måske har det modsatte problem. Hvis det drejer sig om vildtfangne fisk, vil de dog ofte være noget underernærede, da de har været gennem en hård tid (læs evt. lidt om det HER), med masser af omflytninger og praktisk taget ingen fodring, uden at det skal tages for at være et tegn på decideret afmagring. Her skal man blot være lidt ekstra opmærksom på fodringen i starten.

2: Køb kun fisk du kan få en sikker identifikation på! Der er desværre mange fisk i handelen, især fra private, der er af tvivlsom oprindelse, rangerende fra manglende fangststed, over usikker angivelse af art, til at det faktisk drejer sig om krydsninger af flere varianter/arter! Det er helt uacceptabelt, men

desværre ikke så ualmindeligt at mere eller mindre uvidende akvarister "kommer til" at videresælge de krydsninger der, ved simpelt uheld, eller fordi de ikke har sat sig ordentligt ind i tingene, er opstået i deres akvarier. Sikker identifikation, er mest et spørgsmål om tillid til sælgeren, og den kæde af forhandlere fiskene har været gennem. Generelt må man sige, at hvis man handler i en velrenommeret butik, har man en rimelig sikkerhed for at fiskene er "ægte".

Tanganyika cichlider er generelt ikke specielt ramt af dette, men der forekommer en del fisk i handelen som ikke længere kan føres tilbage til deres oprindelige fangststed/variant, og det er ofte et problem, hvis man ønsker at opdrætte sine fisk, da de i givet fald vil være mindre værd (ikke bare målt i penge, men også efterspørgsel fra seriøse akvarister).

3: Køb gerne lidt for mange af hver art du vil have, så der er lidt at give af, hvis noget går galt! Ofte viser det sig, at ikke alle fiskene lever op til den standard man ønsker, eller kønsfordelingen kan være uheldig. Der kan også optræde dødsfald, selv i akvarier hvor alt kører som det skal, og man kan ikke altid regne med, at eventuelle tab kan erstattes med fisk af passende størrelse.



Callochromis stappersii
 
Sammensætning af fisk i forskellige akvarietyper.

Når man planlægger sin kommende fiskesamling, er der en del forskellige hensyn at tage, hvis man har ambitioner om at akvariet skal være andet og mere end et tilfældigt sammenrend af hvad der nu lå lige for, den dag man var hos fiskepusheren.

1. Det er en stor fordel, hvis fiskene kan trives på det samme foder, eller at det er muligt at specialfodre dem som falder udenfor.

2. Fiskene skal sammensættes, så man undgår at de krydser. Det gøres bedst ved at undlade at holde nærtbeslægtede arter som ligner hinanden sammen, og sørge for, at der er et passende antal af hver art.

3. Fiskene skal helst passe sammen m.h.t. temperament og adfærd, d.v.s. fisk som kræver fred og ro, skal ikke sættes sammen med fisk der tumler rundt hele dagen, og hvis man kan sammensætte arter der foretrækker at opholde sig forskellige steder i akvariet, er det selvfølgelig en fordel.

4. Akvariet skulle gerne ende med at være en æstetisk fornøjelse, såvel som et interessant studieobjekt, så også af den grund er det en god ide at sørge for at fiskene fordeler sig harmonisk over hele akvariet, og kan udfolde deres forskellige former for adfærd uhindret af hinanden.

5. Akvariets størrelse er meget afgørende for hvilken taktik der bør lægges for fiskesammensætningen. De mindste akvarier (i denne sammenhæng ca. 100L) egner sig bedst til 2 arter, som helst skal foretrække forskellige områder, og mulighederne vokser derfra proportionalt med akvariestørrelsen.

 Nedenfor er der opstillet en række forskellige standard akvariestørrelser, med nogle grove anvisninger til indretning og generelle forslag til hvordan man kan besætte dem.



Paracyprichromis nigripinnis

Ville egne sig glimrende i et Tanganyika selskabsakvarium, ikke mindst sammen med de to ovenfor viste arter, i f.eks. et 325L akvarium.
 
For at gøre det lettere at overskue de mange forskellige arter, er de herunder delt op i grupper, hvor arterne har nogle fællestræk, der gør at man med nogen rimelighed kan erstatte dem med hinanden, når man planlægger sin fiskebestand. Hvis man sammenholder denne tabel, med anvisningerne i næste tabel, som viser hvilke grupper der passer sammen, skulle det være muligt at sammensætte en bestand med meget stor chance for succes.
Gruppe 1.

Sneglehus-legere

Her er kun medtaget de små arter. De større arter kan med fordel betragtes som gruppe 2

Gruppe 2.

Små substrat-legere

Neolamprologus brichardi gruppen er bevidst udeladt, da arterne her er ret problematiske i denne akvarietype

Gruppe 3.

Større substratlegere

Lepidolamprologus arterne kunne være med her, men p.g.a. deres ekstraordinære effektivitet som rovfisk, betragter jeg dem ikke som egnede

Gruppe 4.

Små fritsvømmere

Paracyprichromis arterne lever dårligt op til navnet, men er medtaget her, da de ikke passer ind andre steder.

Gruppe 5.

Større fritsvømmere

Cyatopharynx arterne hører til her, og kan i princippet betragtes på linje med Ophtalmotilapia arterne, men flytter så meget rundt på sandet,at det kan være problematisk i et "pynteakvarium"

Neolamprologus brevis

Neolamprologus ocellatus

Neolamprologus ornatipinnis

Neolamprologus sp. "ornatipinnis zambia"

Neolamprologus stappersii

Julidochromis ornatus

Julidochromis transcriptus

Neolamprologus buescheri

Neolamprologus caudopunctatus

Neolamprologus leleupi

Telmatochromis bifrenatus

Telmatochromis temporalis

Altolamprologus calvus

Altolamprologus compressiceps

Julidochromis marlieri

Julidochromis regani

Neolamprologus cylindricus

Neolamprologus sexfasciatus

Neolamprologus tetracanthus

Neolamprologus tretocephalus

Variabilichromis moorii

Cyprichromis leptosoma

Cyprichromis pavo

Cyprichromis zonatus

Paracyprichromis brieni

Paracyprichromis nigripinnis

Cyprichromis coloratus

Cyprichromis microlepidotus

Cyprichromis sp. "leptosoma jumbo"

Ophtalmotilapia boops

Ophtalmotilapia nasuta

Ophtalmotilapia ventralis

 
Gruppe 6.

Fredelige sandsild

Enantiopus arterne bør anvendes med forsigtighed, da de let lader sig skræmme, og derfor kun bør sættes sammen med absolut fredelige medboere

Gruppe 7.

Robuste sandsild

Gruppe 8.

Omnivore hestenæser

Gruppe 9.

Herbivore hestenæser

Gruppe 10.

Algeædere

Egner sig generelt bedst til at gå med hinanden og gruppe 9

Callochromis pleurospilus

Enantiopus melanogenys

Enantiopus sp. "kilesa"

Xenotilapia flavipinnis

Xenotilapia nigrolabiata

Xenotilapia sp. "papilio"

Callochromis macrops

Callochromis stappersii

Xenotilapia boulengeri

Xenotilapia ochrogenys

Xenotilapia sp. "ochrogenys ndole"

Tanganicodus irsacae

 

Eretmodus cyanostictus

Eretmodus sp. "cyanostictus north"

Tropheus brichardi

Tropheus moorii

Tropheus sp. "red"

Tropheus sp. "black"

Simochromis babaulti

 
Akvariestørrelse i Liter/L/B/H Forslag til indhold
Under 128L Uegnet til denne akvarietype.
128L/80/40/40cm
Bedste taktik her, er at indrette akvariet med klippekyst i den ene ende, og fri sandbund i den anden.

Dette vil give plads til 1 par fra Gruppe 2, og en lille flok fra Gruppe 1.

160L/100/40/40 Dette akvarium er 20cm længere end det ovennævnte, hvilket med fordel kan bruges til at lave en stensætning i begge ender, og på den måde få plads til 2 par fra Gruppe 2, af enten samme eller forskellig art, i kombination med en koloni fra Gruppe 1.
250L/100/50/50cm

Den øgede bredde/højde i forhold til 160L akvariet, kan bruges til at lade klippedekorationerne i enderne, mødes på midten, evt. i form af en kunstig baggrund, eller moduler af samme type. Hvis det anrettes med nogle åbne sprækker med overhæng, har man lavet et fint opholdssted for nogle få P. nigripinnis/brieni i tillæg til de førnævnte arter.

Alternativt kan man nøjes med en enkelt stensætning i den ene ende, som ikke fylder mere end 1/4 af akvariets længde, og ellers fri sandbund. Det vil give plads til et par fra Gruppe 2, og en lille flok fra Gruppe 6.

325L/130/50/50cm

Mulighederne åbnes en del her, p.g.a. den øgede længde af akvariet. Taktikken kan være den samme som ved et 250L, men der er plads til større arter af de samme typer, og man kan vælge en lille flok af de små Cyprichromis arter fra Gruppe 4, i stedet for Paracyprichromis. Dette giver noget mere liv i det åbne vand. Der kunne evt. også blive plads til 1 par Tanganicodus irsacae (en hestenæse-art, der udmærker sig ved at kunne trives med almindeligt proteinholdigt foder, i modsætning til Eretmodus arterne)

Alternativt kan man indrette et algeæder-akvarium, med 1-2 arter fra fra Gruppe 10 og 1 fra Gruppe 9. Se billedet for et indretningsforslag.

530L/160/55/60cm

Dette akvarium åbner for nogle helt nye typer fisk, i forhold til de ovenstående! Det har den fornødne længde til at kunne indeholde en gruppe fisk, som man må afstå fra i de mindre akvarier, nemlig Gruppe 5.  Her er også plads til at holde 1-2 arter fra Gruppe 7, hvis man ikke vælger at dække for meget af bunden med stensætninger, der til gengæld vil give plads til 2-3 par fra Gruppe 2.

Man kan naturligvis stadig indrette akvariet Gruppe 9/10, men mulighederne er stort set de samme som i et 325L.

I store akvarier vil der ofte være "niche-pladser", som kan udnyttes til at holde nogle andre fisk, end cichlider.

Det drejer sig i første række om en række maller af slægten Synodontis (eller, for dem som vil have noget anderledes, og ikke har nogle småfisk i akvariet, Phyllonemus typus) og forskellige ål.

 Billedet til venstre, viser en sådan ål, af arten Aethiomastacembelus ellipsifer, som er i gang med at undersøge om nogle legende Callochromis stappersi (den mundrugende hun ses også på billedet) skulle have overset et æg.

720L/200/60/60cm

Her bliver mulighederne næsten for talrige til at det er muligt at trække noget frem, der er væsentligt bedre end så mange andre. Til gengæld vil jeg nævne et eksempel på en sammensætning jeg selv har haft held med, på trods af at den omfatter flere forskellige arter, end jeg selv ville anbefale til andre. Billedet i toppen af artiklen, er fra dette akvarium.

Altolamprologus calvus, Ancistrus sp., Callochromis stappersi, Cyprichromis sp. "leptosoma jumbo", Ophtalmotilapia ventralis, Synodontis petricola, Tanganicodus irsacae og Xenotilapia sp. "ochrogenys ndole". Altså ikke mindre end 8 forskellige arter!

Nøglen til den relative succes med blandingen ligger, udover pladsen, i at antallet af arter fra Gruppe 2/3, som kræver et permanent territorium, er 0, og at arterne fordeler sig ud over forskellige nicher i akvariet. Kun sandsildene kommer ind imellem på tværs af hinanden, men der var plads nok til at begge arter kunne være der.

Det eneste reelle problem jeg havde, var at akvariet rent æstetisk virkede lidt rodet. Den opmærksomme læser har bemærket, at der optræder en art, som ikke er fra Tanganyika søen, nemlig Ancistrus, som simpelthen er med, for at holde algerne under kontrol.

 
Daglig drift.
Fodring.
Generelt kan man opdele de fisk der er aktuelle her, i to grupper, nemlig omnivore og herbivore. Strengt taget, er der flere arter, som egentlig er carnivore, men det går fint at fodre dem som omnivore, hvis man blot sørger for, at den animalske andel i foderet er højt nok. Generelt er det ikke nogen god ide at sætte de to grupper sammen, da det gør det meget vanskeligt at sikre at de får den rette mængde og sammensætning af foderet. Især de herbivore arter, kan lide under dette, og fatale problemer er bestemt ikke ukendte!
 

Forskellige fodertyper:

Her er vist nogle eksempler på mere eller mindre egnet foder, jeg selv har i brug. Jeg har medtaget navn og fabrikat, men der findes masser af andre mærker, der laver lignende fodertyper, som er lige så gode. Opbevaringen giver, for frostfoderet nærmest sig selv, men man skal være opmærksom på, at også tørfoder har bedst af at blive opbevaret køligt, især hvis det skal stå i længere tid. Det vil sige, at den traditionelle plads oven på lampen, er en dårlig vane!

1: To forskellige typer Discs, og piller. Disc`ene er henholdsvis Hikari og Tropical green algae wafers,  og pillerne er JBL Novofect. Især Disc`ene er meget hårde, medens pillerne ret let kan knuses mellem fingrene. Bruges til at fodre i algeæder-akvarier, med fisk fra gruppe 9/10.

2: Flagefoder. Her er vist TetraRubin og TetraMin, med en lille bunke knuste flager, der er en blanding af begge dele i midten. Godt grundfoder, som har et passende indhold af animalske fødeemner til de fleste Omnivore fisk, og samtidig er tilsat gode vitaminer. Kan med fordel gives hver dag, og også bruges i den knuste form til småfisk og fisk der er vant til at æde plankton.

3: Cichlidesticks. Egner sig, i knust form, fint som tilskudsfoder, til fisk som trænger til at få lidt ekstra "krudt" p.g.a. underernæring, f.eks. hunner der lige har mundruget. De kan evt. knuses til mindre stykker, eller endda til pulver, hvorefter det er glimrende foder til yngel. Har man rovfisk som f.eks. Altolamprologus, kan hele sticks være en god måde at fodre disse på, uden at mindre og hurtigere fisk får fat på det først.

4: Cyclop-eeze og Spirulina-pulver. Cyclop-eeze, som er beregnet til at give kraftigere farver, øget vækst og ynglevillighed, kan gives som løst tilskudsfoder, i meget små mængder, men er bedre egnet til at blive blandet i f.eks. rejemix. Spirulina skal blandes i noget andet foder, og er noget man skal passe meget på med! I små mængder, er det et rigtig godt og sundt tilskud, men det er meget let at overdosere (ingen ved tilsyneladende hvor meget der skal til, og det varierer sikkert fra art til art), og kan let få fiskene til at udvikle såkaldte melaninpletter, der fremtræder som små sorte pletter på fiskene. Det er tilsyneladende ikke noget der generer fiskene, men det er grimt! Hvis man oplever det på sine egne fisk, bør man straks stoppe med enhver form for spirulina-holdigt foder. Med lidt held, forsvinder pletterne igen, men det tager adskillige måneder.

5: Frossen rejemix. Man kan lave det selv, eller købe det hos enkelte forhandlere, i form af plader der kan knækkes i passende stykker. Et fantastisk tilskudsfoder, som fiskene elsker, og som kan blandes, som man synes der er behov for (se opskrifsforslag). Kan gives hver dag, som supplement til tørfoderet, men da det, i den foreslåede sammensætning, ikke indeholder tilstrækkeligt energi, SKAL det suppleres med noget andet! Virker kraftigt farveforstærkende (også uden tilsætning af Cyclop-eeze) og er glimrende til at holde fiskenes tarm-system i orden.

6: Frosne cyclops. Man kan købe det hos de fleste forhandlere, i form af plader der kan knækkes i passende stykker, eller i blisterpakker, hvor foderet er pakket i færdige portioner (med lidt held, har fabrikanten lige tænkt på netop den mængde, dine fisk har brug for...). Glimrende foder, som dog er for småt til mange af de større arter. Er rigtig godt til fiskene i gruppe 4/5, da det ligner deres naturlige føde meget.

7: Frosne voksne artemia. Man kan købe det hos de fleste forhandlere, i form af plader der kan knækkes i passende stykker, eller i blisterpakker, hvor foderet er pakket i færdige portioner. Dette er meget velegnet frostfoder til alle omnivore og carnivore fisk, som kunne være aktuelle i denne sammenhæng.

 

1:

2:

3:

4:

5:

6:

7:

 

Opskrift på rejemix:

2 dele frosne rejer inkl. skal, 2 dele løs-frosne ærter og 1 del frossen spinat. Der kan, hvis man ønsker en ekstra farve-forstærkende virkning, tilsættes Cyclop- eeze, som max. må udgøre 5% af den samlede vægt. Man kan også tilsætte Spirulina pulver, men det skal gøres med forsigtighed (max 1%), da for meget af det, kan føre til melaninpletter på fiskene. Det hele køres mindst 2 gange gennem en kødhakker, fordeles i lynlås-poser som trykkes flade inden indfrysning, så det er let at brække passende stykker af.

 
Vedligehold.
 
Vandskifte. 
Et Tanganyika selskabs akvarium, er som regel ret tæt besat, og de livlige fisk udskiller en del affaldsstoffer. Som nævnt under indkøring af akvariet, nedbryder filteret disse affaldsstoffer, til man ender med et slutprodukt der hedder nitrat. Dette nitrat er faktisk også giftigt, selv om fiskene kan tåle det i op til 100 gange højere koncentrationer end nitrit, så man bliver nødt til at gøre noget for at holde mængden i vandet nede.
Der findes specielle nitratfiltre, men de er dyre, og kræver et vist kendskab til teknikken, så det gode gammeldags vandskifte er den sikreste løsning på problemet. Den nødvendige mængde af dette vandskifte, varierer naturligvis med belastningen, men skifter man 1/4-1/3 om ugen, er man på den sikre side.
Det er en fordel, hvis man kan erstatte det gamle vand med tempereret vand fra hanen, men nogle steder indeholder det varme vand opløste metaller fra varmtvandsbeholderen, og/eller bakterier fra samme, hvilket gør det ønskværdigt at undgå at bruge dette.
Generelt kan man sige, at hvis man bor et sted hvor der er et rimeligt stort konstant gennemløb (f.eks. i et stort lejlighedskompleks) er vandet sandsynligvis OK, men bor man i et parcelhus, eller et andet sted hvor vandet kan stå i beholderen i timevis, kan der være problemer.
I disse tilfælde, må man bruge koldt vand, og måske kompensere, ved ikke at skifte så meget vand ad gangen, men til gengæld lidt oftere. 
 

Vandskifte hører sjældent til, blandt selv meget entusiastiske akvaristers yndlingsbeskæftigelse, men det behøver nu ikke at være så slemt endda!

Man kan, et langt stykke hen ad vejen, gøre tingene lettere for sig selv, ved at sørge for at det grej man bruger, er gennemtænkt og funktionelt. De viste remedier, har kostet lidt over 500 kroner, plus slangen. Det lyder måske af meget, men det holder jo, på nær slangen, resten af den tid man har akvarium, og sparer en for meget slæb og mange irritationer. Det er den løsning jeg selv bruger, og som klarer at skifte vand på 7 akvarier, på tilsammen lidt over 3300L, med et tidsforbrug på ca. 3 timer. Denne tid er ikke spildt, men bruges til samtidig at få ordnet forskellige ting i akvarierne, medens vandet løber af sig selv.

FORLAD KUN ET AKVARIUM, MEDENS DU ER VED AT FYLDE VAND PÅ DET, HVIS DET ER FOR AT SLUKKE PÅ HANEN!!!

Disse fittings kan købes i de fleste Gør-det-selv butikker. De er lavet af PVC, som er limet sammen, med PLASTMO tagrende lim. De lige stykker kan skrues af og på, og evt. sættes i forlængelse af hinanden. Bøjningen sikrer at slangen ikke glider ud af akvariet. Risten skal sikre, at der ikke suges små fisk med ud. Den anden ende af slangen er påmonteret den ene halvdel af et stort Eheim koblingsstykke. Man starter tømningen af akvariet med et kraftigt sug her, og sørger for at mundingen ligger lavere placeret end akvariet, så hævert effekten får vandet til at løbe af sig selv. Når der er løbet tilstrækkeligt vand ud af akvariet, sættes slangen til vandhanen, via den anden halvdel af Eheim koblings-stykket, der er forbundet til hanen med en almindelig Gardena kobling, og man fylder vand på igen, ved blot at dreje på håndtagene. Når man alligevel er ved at tømme vand af, kan man jo passende prøve at få noget af det snavs der samler sig på/i bundlaget og mellem stene ud samtidigt. Det gøres let, med den viste anordning, her monteret på de førnævnte PVC fittings. Man stikker simpelthen røret ned i bundlaget/mellem stenene, og lader det ophvirvlede skidt løbe ud sammen med skiftevandet.
 
Rengøring af filter. 
Hvis ellers filteret er korrekt dimensioneret, er der langt imellem at det er nødvendigt at rense det. Man kan ofte se hvornår det er nødvendigt, ved at holde øje med hvor meget vand der kommer ud af udløbet fra pumpen, især hvis denne kommer over vand, f.eks. ved vandskifte. Hvis der kommer kendeligt mindre vand ud end der plejer, er det på tide at rense filteret. Hvordan dette gøres, er forskelligt fra filter til filter, og det er en god ide at konsultere manualen til det aktuelle filter (Jeg går ud fra, at de der har valgt selv at bygge deres filter, og dermed ikke har en manual, også har gjort sig nogle tanker om hvordan de vil gøre, når det skal renses, så de behøver ingen instruktion).  
 
Generel rengøring. 
Udover den allerede nævnte og viste slamsugning, er der egentlig kun rengøring af ruderne, der er direkte akvarie-relaterede.
Det foretages bedst med en algeskraber, der virker nøjagtig som isskraberen til bilen, blot med et barberblad på. Det er en god ide at være lidt varsom i nærheden af akvariets limninger, men ellers er det den sikreste måde at få renset sine ruder på, uden at få ridser. Mange bruger de populære "Algemagneter", eller den ru side af  rengøringssvampe, men de har begge den ulempe, at man risikerer at få sand med op fra bundlaget, som kan give nogle grimme ridser i ruden.
Udvendigt aftørres ruden med en blød klud (f.eks. et gammelt viskestykke). Desuden vil evt. andre familiemedlemmer (og de gæster man stolt fremviser vidunderet for) sikkert sætte pris på, at akvariet og dets umiddelbare omgivelser, holdes nogenlunde fri for kalkrande, spildt foder og lignende! 
 
Yngel/opdræt.

Generelt er et selskabsakvarium af denne type helt uegnet som opdrætsakvarium, da al yngel med næsten 100% sikkerhed, ender som føde for andre fisk. Undtagelserne er enkelte substratlegere og sneglehus cichlider, som er så effektive og langvarige yngelplejere, at de kan sikre en rimelig overlevelsesprocent for deres unger, og akvarier med algeædere, hvor der som regel er en meget høj overlevelsesprocent, hvis akvariet er hensigtsmæssigt indrettet. For resten af arterne, må man gøre en aktiv indsats. De letteste er mundrugerne i grupperne 4, 5, 6 og 7, hvor man blot skal sørge for at isolere yngelplejende hunner, så de kan spytte deres unger ud et sikkert sted (helst et dertil indrettet akvarium, hvortil hunnen er flyttet 18-20 dage efter legen). Substratlegere i gruppe 2/3 er lidt vanskeligere; enten kan man flytte det ønskede par over i et artsakvarium i en periode, eller man kan forsøge at indfange ynglen fra selskabsakvariet så snart man ser at de er fritsvømmende, og flytte dem til et sikkert sted.

 
Problemer.
Det er forholdsvis let at holde et Tanganyika akvarium, men der kan/vil naturligvis opstå forskellige irritationsmomenter og ærgrelser hed ad vejen, ligesom i alle andre akvarietyper. Her er en liste over de mest almindelige.
 
Alger.
Alger kan, selv om nogle af dem er gode at have, være ret irriterende. Generelt kan man sige, at alger er en helt naturlig del af den biokultur der findes i akvariet, men når det tager overhånd, er det som regel fordi at der er et eller andet der er ude af balance.
Det er typisk et tegn på at vandet er for næringsrigt, og/eller at akvariet er overbelyst, f.eks. fordi det står i direkte sollys. Især nystartede akvarier, er tilbøjelige til at blive ramt af pludselige opblomstringer af brun- pensel- eller trådalger, der lettest bekæmpes ved at reducere fodring og belysning.
Man kan også vælge at bekæmpe disse alger ved at sætte
Ancistrus i akvariet, hvis man ikke har noget mod at kompromittere akvariets biotopiske integritet. Desuden findes der en algetype som må siges at være enhver akvarists mareridt, nemlig slimalger, eller blågrønalger som de også kaldes. De optræder som hele måtter, der danner et slimet ildelugtende lag på bundlag, planter og dekorationer, og kvæler alt hvad de dækker.

Bekæmpelse kan være meget vanskelig (de nævnte
Ancistrus vil ikke hjælpe), og det kan blive nødvendigt at omlægge akvariet totalt, men man kan prøve at suge algerne ud af akvariet med en slange, samtidig med at man stopper fodringen så længe fiskene kan holde til det (adskillige uger, hvis det er voksne, sunde fisk), og dæmpe lyset til næsten total mørke.
  
 
Snegle.
Snegle er egentlig ikke et problem, med mindre de formerer sig alt for voldsomt. Faktisk er snegle, især Malajsnegle, ganske nyttige at have, idet de hjælper med til at gennemgrave bundlaget, og på den måde mindsker risikoen for at det pakker til, så der opstår døde områder.

I akvarier, hvor der ikke er nogle naturlige fjender, kan der imidlertid opstå så store opblomstringer i bestanden, at de skæmmer akvariets udseende, og så må man gribe til nogle af de mange metoder der findes til reduktion af en sneglebestand.

Det enkleste er faktisk at indsamle sneglene med håndkraft, men det kræver naturligvis, at man har mod på at bruge et kvarters tid et par gange om ugen, på at indsamle dem, indtil man er nede på et fornuftigt niveau. Der kan også anvendes sneglefælder, som man selv kan fremstille, f,eks, af en ½ L sodavandsflaske, som man lægger i akvariet når lyset er blevet slukket, med en eller anden form for lokkemad, som f.eks. nogle mallepiller, eller andet tørfoder. Hvis man så samler flasken op tidligt næste morgen, skulle der gerne være samlet en masse snegle i flasken. "Behandlingen" skal gentages med jævne mellemrum.

Det er også muligt at sætte fisk ned, som æder sneglene. Har man plads til dem, er Neolamprologus sexfasciatus og Neolamprologus tretocephalus glimrende snegleædere.
Ellers er der muligheden for at anvende forskellige
Botia arter, men de har ikke nogen naturlig tilknytning til et Tanganyika akvarium.
 
Sygdomme.

Tanganyika cichlider er for de flestes vedkommende rimelig hårdføre, og hvis akvariet kører som det skal, er de ikke særlig tilbøjelige til at blive ramt af infektionssygdomme eller parasitter. Det vil være for vidtgående, i en artikel der allerede er blevet meget lang, at komme ind på dette, men jeg vil dog nævne en sygdom, der tilsyneladende rammer Tropheus meget hårdt i forhold til andre akvariefisk; Den er ikke særligt godt defineret, og kan i virkeligheden godt være mere end en enkelt sygdom. Den er kendt under navne som Bugvatersot, Flagellater, Bloat eller bare Sot.

Den viser sig ved at den angrebne fisk først holder op med at spise, og når angrebet forværres, står stille sig tæt ved bunden, med udspilede finner, medens den udfører nogle langsomme vuggende bevægelser. Ofte har den synligt opsvulmet bugparti. Fisk der har nået dette stadie, står ofte ikke til at redde, men det er vigtigt at man starter en behandling med det samme, for at redde resten af besætningen.

Der florerer en del forskellige metoder på internettet, fra nogle ganske gode, til nogle der er decideret tåbelige og dybt uansvarlige, men der findes også godkendte midler der virker rimeligt godt, hvis man giver det i tide, som f.eks. Aquamor 1, der dog til dette formål, skal gives i det dobbelte af anbefalet dosis.

Sygdommen er således ikke helt nem at have med at gøre, da de fisk der viser symptomer, ofte ikke kan reddes, så det er bedre at koncentrere sig om forebyggelse.

En af de ting der er rimeligt sikkert, er at det drejer sig om en flagellat, der altid er til stede i fiskens system, men som i visse tilfælde, f.eks. ved stress, formerer sig voldsomt, og ret hurtigt kan ødelægge fiskens tarmsystem. Stress fremkaldes hos fisk, oftest ved hurtige ændringer i fodersammensætning eller vandkvalitet (flytning for eksempel), men kan også være resultatet af at fisken er blevet jagtet i længere tid, eller ganske enkelt bliver fodret forkert, så det er noget af det man skal minimere eller undgå. 

 
Hermed afslutter jeg artiklen. Jeg håber at den kan virke som en fornuftig guide, og inspiration til et velkørende akvarium. God fornøjelse!
 
Kim Jakobsen, maj 2007. Revideret juni 2010.
HOME