HOME
  Opsætning, indretning og drift af det perfekte Fritsvømmer akvarium.
 
En af de smukke fritsvømmere (egentlig en sandbundscichlide);Lethrinops cf. albus
Indledning. Fritsvømmer akvarier er meget populære, og sandsynligvis, næst efter Mbuna akvarier, som de deler mange fællestræk med, den mest udbredte type blandt cichlide-akvarister. Teknisk set, er disse akvarier meget let overskuelige, fiskene er ret hårdføre, og de har virkelig udseendet med sig!
Derfor tiltrækker denne akvarietype ofte begyndere inden for hobbyen, men desværre er der ikke megen konkret information omkring hvordan man i praksis opsætter og driver disse akvarier, hvilket ofte leder til, at der bliver begået nogle helt basale fejltagelser. Denne artikel er et forsøg på at give nogle retningslinjer for, hvordan man opsætter og driver sådan et akvarium, og forhåbentlig undgår at komme galt af sted, med disse, næsten overdrevent, smukke fisk.

Vi starter lige med at definere hvad et Fritsvømmer-akvarium egentligt er.
Det et akvarium der er sat op til fisk der er kategoriseret i grupper som fritsvømmere, sandbunds-cichlider og
Aulonocare (en slægt der tilsyneladende er mere beslægtet med Mbuna-gruppen, end de egentlige fritsvømmere), som alle kommer fra Malawi søen. Denne opdeling er lidt af et kunstgreb, som er formålstjenlig til at skille fiskene op i mere overskuelige grupper, men i praksis ikke gør den store akvaristiske forskel, hvorfor jeg i resten af denne artikel vil referere til dem alle, som fritsvømmere.
Der findes i hver gruppe mange arter, og mange med adskillige lokalvarianter, men alle kræver, med nogle få justeringer i antallet af skjulesteder og størrelsen af den fri sandbund, baseret på størrelse/type/aggression, de samme grundlæggende forhold, hvilket gør det relativt enkelt at sætte et akvarium op, som passer til medlemmer af alle grupperne.
Man kunne i princippet tage gruppen af rovcichlider med, men de udskiller sig ved større krav til akvariestørrelse, og er desuden tilbøjelige til at udkonkurrere de øvrige ved fodringstid, hvorfor det er bedst at holde dem for sig selv.
 
Aulonocare sp. "lwanda".
Aulonocare arterne er strengt taget ikke fritsvømmere, men da de passer bedre sammen med disse, end de nærtstående Mbuna, er de medtaget her.
Vandet. Vandet i Malawi søen er let alkalisk og middelhårdt, med et forholdsvis højt indhold af opløste salte, hvilket omskrevet til praktisk brug, betyder at det vand der kommer ud af hanen i Danmark, er lige det der er brug for, hvis man ikke er meget uheldig! Fritsvømmere er tilmed meget tolerante overfor forskellige (ikke at forveksle med svingende) vandværdier, så dette giver sjældent anledning til problemer.
 
Lethrinops sp. "yellow collar"
Sandbunds cichliderne er den tredje gruppe, som er trukket med her p.g.a. deres glimrende indpasning i denne akvarietype. Det eneste man behøver at tage højde for i forhold til de to andre grupper, er at der skal være et passende stort område med fint sand.
Akvariet.

Der er naturligvis brug for et passende akvarium, og "passende" er i denne forbindelse først og fremmest et spørgsmål om størrelse, da det jo drejer sig om ret store fisk. Hvis man starter helt fra bunden, vil jeg pege på, at et 325 eller 375L akvarium som de mindste der kan betegnes som egnede, uanset at man kan finde litteratur der angiver mindre, for enkelte arter.

I den anden ende af skalaen, kan man sige, at der ikke er ret mange fritsvømmere der ikke kan være i et 530L, og fra 700L og op, er det største problem, at finde tilstrækkelig med arter der ikke vil krydses. Det "problem" kan dog løses ved at øge antallet af individer fra hver art i stedet.

Filtrering.

Fritsvømmer akvarier er ofte ret tæt besat med temmelig store og foderkrævende fisk, så det er vigtigt at have en effektiv filtrering.

Dette kan arrangeres på forskellige måder, og ikke mindst til forskellige priser, og en komplet gennemgang af mulighederne, vil være stof nok til en speciel artikel, blot om dette emne, så jeg vil nøjes med at foreslå at man enten anvender et passende stort udvendig filter, i form af en cirkulationspumpe med tilhørende filterbeholder, som tilsluttes akvariet efter de anvisninger der er i manualen til det pågældende filter, eller benytter sig af et såkaldt HMF filter.  Der er et billede af en godt tilgroet HMF-måtte længere nede på denne side.

Grunden til at jeg peger på det udvendige filter, på trods af at det nok er den dyreste filter type, er at det er et af de mest effektive, ikke kræver den store viden om filterteknik og, i modsætning til f.eks. det nævnte HMF filter, er ret uafhængig af, hvordan resten af akvariet bliver sat op. Desuden er det meget let at holde øje med, og eventuelt rense, uden at vende op og ned på hele akvariet, og man kan let få rådgivning om det hos den lokale forhandler, som ikke behøver at have et indgående kendskab til det pågældende akvarium, for at anvise en god størrelse og det bedste filtermateriale. Det bedste filtermateriale er som regel det der bliver fremstillet specielt til den pågældende pumpe, altid deprimerende dyrt, men erfaringsmæssigt reelt bedre, med længere standtid (tid mellem rensninger), end f.eks. filtervat eller almindeligt grus. Bioballs giver ikke en effektiv udnyttelse af den relativt lille volumen, og bør undgås.

Alle Filtre skal indkøres, som det er omtalt i kapitlet "Opsætning og indkøring".
 
Eheim 2080 Professional III
Det viste filter til venstre er meget stort, og vil kunne trække et akvarium på op til 1000L, men der findes filtre til enhver størrelse akvarium. det vil typisk være nødvendigt at rense et korrekt dimensioneret filter af denne type 2-4 gange om året, og det gøres bedst i akvarievand, og under ingen omstændigheder i meget varmt eller koldt vand, som vil dræbe de gavnlige bakterier der befinder sig i det!
Vandbevægelse. Fritsvømmere er vant til kraftig vandbevægelse, så det skal man helst forsøge at efterligne i akvariet, både af hensyn til den nødvendige iltoptagelse, og fiskenes velbefindende.
Som tommelfingerregel kan man sige at vandbevægelsen er god nok, hvis den samlede pumpekapacitet ligger på ca. 5 gange akvariets rummål i timen (eksempel: et 250L akvarium, skal have en samlet pumpekapacitet på ca. 1250L/T). Dette er som regel mere end filteret yder, og den ekstra gennemstrømning opnås ved hjælp af en indvendig pumpe, uden filter, også kaldet et Powerhead, eller bare PH. Pumpen anbringes ideelt skjult i dekorationen, og helst så den sender vandet i en stråle op i nærheden af overfladen, så den er med til at give bevægelse der, til fordel for iltoptagelsen, samtidig med at det hjælper til at bryde en eventuel overfladehinde.
 
Tunze Turbelle® powerhead 3000/2  og Aquabee UP3000.
De to powerheads er identiske i ydelse, idet de hver har en gennemstrømning på  3000 L/T, men Tunze pumpen klarer dette med et el forbrug på 25W, hvorimos Aquabee pumpen bruger 48W!
Læg også mærke til indsugningsristen på den ene pumpe. Uden en sådan rist, er powerheads af denne kaliber livsfarlige for selv ret store fisk!!
Opvarmning. Vandtemperaturen, som bør ligge på 23-26 ºC,  reguleres hvis det er nødvendigt med et termostatstyret varmelegeme. Det er faktisk ret ofte slet ikke nødvendigt at opvarme akvariet, hvis det står i en normalt opvarmet stue, med temperaturer omkring 20-21 ºC, fordi vandet automatisk opvarmes af den varme der afgives fra pumperne og lampen, men hvis man vil være helt sikker, må man bruge det nævnte varmelegeme. Det bør have en styrke der i Watt, ligger på det halve af akvariets rummål i liter (eksempel: Et 250L akvarium, skal have et varmelegeme på 125W). Husk at den temperatur der står på varmelegemets skala, ikke nødvendigvis viser korrekt. Det er nødvendigt med et akvarietermometer som kontrol!
Belysning. Så mangler der bare noget lys, og det skaffes lettest med en akvarielampe, monteret med et eller flere lysstofrør.

Har man købt et komplet akvariesæt, inkl. lampe, er der ikke nogen grund til at tænke mere over dette, udover at vælge de rette rør, men står man og skal ud og skaffe lys til akvariet, får man nogle valgmuligheder der måske kan lokke/forvirre;
For at starte med det mest eksotiske, så kan man  bruge de HQI lamper som er så populære hos saltvandsakvaristerne, og man må sige at de giver et meget naturtro og smukt lys, især fordi at lyset kommer fra et enkelt punkt, og dermed giver en fin "sol effekt" henover dekorationen, hvis man har lidt bølger på overfladen. Der er imidlertid nogle ulemper, som nok er forklaringen på at det ikke er særligt udbredt blandt cichlidefolkene; Det er meget dyrt, hvis man skal have en nogenlunde pæn lampe, og denne lampe skal anbringes, så den ikke er tættere end 20 cm. fra vandoverfladen. Det kræver som regel, enten at lampen ophænges i loftet, eller indbygges i et temmelig omfangsrigt kabinet. Den første løsning har den ulempe, at der slipper en del lys ud i det rum akvariet står i, og den anden får akvariet til at se urimeligt omfangsrigt ud. Sammenholdt med, at der ikke er ret meget at vælge mellem m.h.t. farve, er det en løsning der ikke tiltrækker ret mange.
Langt det mest almindelige, er lysstofrør, og med god grund, da de giver mulighed for en stor variation af farver og intensitet, samtidig med at de fylder meget lidt. Her er der to grundsystemer at vælge mellem, nemlig T8 og T5. Den primære forskel på de to systemer, er at T5, som er det nyeste, afgiver noget mere lys pr. watt, end T8, og at det desuden kan bruge flere watt på en given længde af røret, hvilket i praksis betyder at en akvarielampe monteret med T5 rør, alt andet lige, vil bruge lidt mere strøm, men til gengæld afgive betydeligt mere lys. Det har ikke den store betydning i et Mbuna-akvarium, hvor plantevækst sjældent har nogen høj prioritet.
Tilsvarende har det kun æstetisk betydning, hvilke farver man vælger til rørene, hvor valget mest står mellem livlige eller naturlige farver. Er man til det første, vil jeg foreslå en kombination af
Gro-lux og Aquastar, alle fra Sylvania, og hvis man foretrækker det mere naturlige, Biolux fra Osram, som nok er det nærmeste man kommer til almindeligt sollys.
 
720L Fritsvømmer akvarium. Dekorationen er en kombination af BTN moduler, noget granit og en gruppe Cryptocoryne sp. Den frodige trådalgevækst på stenene er ret atypisk, og det er desværre ikke muligt på nuværende tidspunkt at komme med en anvisning til hvordan man opnår præcis dette resultat. Tilstedeværelsen af unger i akvariet, er heller ikke normal, men kan varmt anbefales. Det kræver dog. at man opdrætter ungerne i et separat akvarium, til de er over "slugestørrelse". .
Dette akvarium indeholder en del eksemplarer af arten
Labidochromis caeruleus, som er en Mbuna. Dette er ikke direkte anbefalelsesværdigt, men hvis man absolut SKAL blande de to typer, er denne art, en af de mindst uheldige at forsøge sig med
Indretning.

En rimelig efterligning af fiskenes naturlige biotop bør tilstræbes, hvis man ønsker at opleve deres naturlige adfærd.

Det vil sige, at akvariet skal indrettes med mange skjulesteder i form af sten (eller efterligninger af disse) i forskellige størrelser. En flot og samtidig pladsbesparende løsning, er at anvende moduler, eller mindre opfindsomt, hele baggrunde i kunstmateriale fra f.eks. Back-to-Nature eller Pangaea, som man limer fast til bag- og sideruder, og supplerer med sten, helst i nogenlunde samme farve og struktur. Det er dog temmelig dyrt, og man kan lave nogle meget fine dekorationer ved udelukkende at anvende almindelige sten.

Det vigtigste, er rent æstetisk, at de dekorationsgenstande man anvender, ikke er for forskellige, for at undgå at det hele ser for sammenbragt ud. I naturen, vil det jo typisk være den samme stentype der dominerer på en given lokalitet, især i en sø der har været rimelig uforandret i millioner af år.

Rent praktisk, er der forskellige hensyn at tage, og nogle af dem er desværre modstridende, så det er nødvendigt at gøre sig nogle overvejelser omkring de kompromiser man er nødt til at indgå.

Det første kompromis, er mellem antallet af skjulesteder, og nødvendigheden af fri svømmeplads, hvilket især kan blive et problem i små akvarier.

Det andet, som ligner det første en del, er det praktiske problem, at de mange skjulesteder gør det meget vanskeligt at fange fisk op, hvis det bliver nødvendigt, så det er værd at se lidt på, hvor mange skjulesteder der skal bruges, og nøjes med det, i stedet for at lave flere end nødvendigt. Desuden er det en god ide, at sørge for at de skjulesteder der er, evt. kan åbnes uden alt for meget besvær. Dette kan gøres ved at undgå at stable alt for mange sten oven på hinanden, så man ikke kan komme til at afdække skjulestederne, uden at skulle nedbryde det meste af dekorationen.

Er man ikke interesseret i at tage hunner med unger op, og nøjes man med at sætte fisk ned som man er sikker på at ville beholde!, er man naturligvis ikke så afhængig af dette, og kan koncentrere sig om det, der er optimalt for fiskene.

Ved placeringen af stenene, tilstræbes det at få arrangeret disse, så der dannes en nogenlunde ligelig fordeling mellem områder med skjulesteder og fri sandbund. Har man mange sandbundscichlider, reduceres områder med sten, har man mange Aulonocara, gøres det omvendte.

Det er en god ide at starte med at lægge en tynd polystyren-plade på bunden, før man begynder at stable sten op i akvariet, for at undgå at evt. småsten kommer til at trykke på glasset, med en sprængning til følge!

Det er blevet meget populært at lave sin egen dekoration i polystyren, med beklædning af fliseklæber, og hvis man har mod på det, giver det uendelige muligheder for at få lavet et virkeligt spændende akvarium, men det skal nævnes, at det er noget vanskeligere at få til at se naturligt ud, end man skulle tro. De tekniske detaljer vedrørende dette, vil være for omfattende at beskrive her, men man kan finde masser af oplysninger på f.eks. www.cichlids.dk hvor man også kan se eksempler på hvad andre er nået frem til.

Bundlaget er vigtigt, især hvis man har sandbunds cichlider, men også til de andre typer. Det der kræves, er sand! Det skal være så fint, at det uden besvær kan passere gennem fiskenes gæller og så afrundet at det ikke beskadiger disse eller ridser gravende fisks læber. Når man lægger sandet, kan man lige så godt fra starten regne med at det bliver flyttet en del rundt! Der er brug for et lag på 5-7 cm.

Moduler og baggrunde. Der er grund til at komme lidt mere ind på de nævnte BACK TO NATURE og PANGAEA moduler og baggrunde, som med god grund nyder ret stor popularitet, især blandt cichlide-akvarister, som har valgt at forsøge at efterligne biotoper i de store afrikanske søer.
Man kan vælge mellem hele baggrunde i flere forskellige udgaver, som købes efter akvariestørrelse, eller satse på at købe et antal moduler, som man selv, om nødvendigt, kan save til, og kombinere, til man er tilfreds.
Hvad man skal vælge, afhængerer af, hvor meget arbejde man vil lægge i det, hvad man vil betale, og hvor vigtigt det er for akvaristen, selv at få lov til at påvirke det endelige resultat.
Dekorationen skal under alle omstændigheder limes fast med silicone lim, bedst i sort, og man skal regne med at det er en permanent løsning! Selv om baggrund/moduler KAN tages ud og genbruges, er det meget vanskeligt at fjerne sporene fra akvarieglasset. En god, og meget økonomisk måde at bruge modulerne på, er at sætte dem op på bag- og sideruder med plads imellem, så man kan se helt ind til bagruden, hvilket giver en masse revner hvor fiskene kan stå i fred og ro, samtidig med at det ikke er helt umuligt at komme til dem, hvis det bliver nødvendigt.
Placering af moduler på bunden kan ikke anbefales, simpelthen fordi det er spild af penge, da det er ganske enkelt blot at lægge natursten her og netop bunden er der hvor der er størst mulighed for at der skal laves forandringer!
Bagruden kan så males sort på ydersiden (eller afdækkes med sort på anden vis) så det giver indtryk af at man kigger ind i mørke revner, hvilket giver en glimrende dybdevirkning. Modulerne kan fås i forskellig finish, og det er vigtigt at man sørger for ikke at få blandet dem, da det kommer til at se unaturligt ud.
 
Eksempel på nyligt anbragte BTN moduler, i dette tilfælde i "Faxekalk" finish (som mere ligner lys granit. Hvis man ønsker noget der ligner Faxekalk, skal man have det som BTN kalder "hvid"!)
Planter.

Planter er en naturlig del af både overgangszonen og sandkysten, men fiskene vil ikke savne dem hvis man vælger at udelade dem, tvært imod oplever man ofte, at de dyrt indkøbte planter bliver gravet op og revet i stykker! Mange vil dog gerne have planter, og der er faktisk nogle planter som sagtens kan klare sig. Til dem hører først og fremmest Microsorium pteropus (Javabregne) og Anubias arterne, som udmærker sig ved at kunne vokse uden at være plantet i bundlaget, men også mange Cryptocoryne arter passer fint, især hvis man sørger for at de ikke kan graves op. Disse planter er dog ikke naturligt forekommende i Malawi søen, hvor de fremherskende planter er lokale Ceratophyllum og Vallisnereia arter, som imidlertid ikke er almindeligt tilgængelige i handelen, og er temmelig lyskrævende.

Alger er både naturlige og til dels ønskværdige, både som dekoration, og fodertilskud. De er med til at motivere  de af fiskene som er algeædende, til at vise deres naturlige fødesøgningsadfærd, og giver et godt tilskud af vegetabilske fødeemner. Både alger og planter, har gavn af meget lys, så hvis man ikke har tilstrækkelig vækst i dem, er mere lys en af måderne hvorpå man kan få dem i gang, men som regel går det af sig selv med de nævnte planter.

 
Et godt eksempel på en meget egnet plante, er Cryptocoryne willisii, som her er sat mellem to moduler, og yderligere beskyttet mod opgravning af små granitstykker
Materialevalg og klargøring. 

Næsten alle sten kan anvendes, blot man sikrer sig at de ikke indeholder noget der er giftigt (nogle sten indeholder f.eks. metaller, der kan afgives til vandet), eller er for skarpkantede, så fiskene kan komme til skade ved sammenstød med dem (Mbuna er vant til at færdes blandt klipper, og er ret gode til at undgå skader, men alligevel!). Desuden må stenene helst ikke være for ru, da det ofte vil give fiskene sår på læberne, når de forsøger at gnave alger på dem.

Nogle af de mest almindeligt anvendte sten er: Granit, faxekalk, Kenyarocks og lava. Lava er efter min mening lidt problematisk, idet blokkene ofte er meget skarpe, og i alle tilfælde meget ru, hvorimod de andre typer er fine, men for faxekalk og Kenyarocks vedkommende, ikke specielt naturlige. Granit findes i mange farver, og det er en god ide, at sørge for at de matcher hinanden nogenlunde. De fleste sten kan anvendes efter en grundig afskylning, men hvis man selv har været ude og finde dem, f.eks. på en byggeplads eller en mark, kan det være en god ide at overhælde dem med kogende vand. Sten som er fundet ved stranden, plejer at være lige til at bruge.

Trærødder kan, modsat almindelig udbredt overtro, sagtens anvendes i Mbuna akvarier, blot skal man være opmærksom på, at de skal være vandtrukne, så de ikke rådner i akvariet (Læs: Trærødder købes hos akvariehandleren, hvis man ikke selv er helt klar over, hvordan man ser om de er egnede!)

Man kan flere steder læse om at trærødder skal undgås i Malawi akvarier, fordi de ikke hører til i biotopen, og desuden sænker PH-værdien, men lad os bare her slå fast, at begge dele er noget sludder! Der falder naturligvis træer ned i Malawi søen, ligesom alle andre søer, og m.h.t. sænkning af PH-værdien, er det nærmest umuligt, med den enorme buffer der er i det kalkholdige vand, der hører til i denne akvarietype. Derimod skal man være klar over, at de fleste rødder vil afgive noget farve til vandet, som ikke er særlig klædeligt, men det vil blive holdt nede, hvis man ellers passer sine vandskift. Trærødder fra akvariehandleren er klar til brug, efter en hurtig tur under bruseren.

Sandet/gruset vaskes bedst i portioner i en spand, ved at fylde spanden medens man rører kraftigt rundt, og hurtigt hælder vandet ud igen, inden snavset bundfælder sig. dette gentages, til vandet ikke længere bliver beskidt.

Opstart. 

Vi starter helt fra bunden; Når akvariet er kommet hjem, skal det rengøres med almindeligt postevand, og alle ruder pudses! Dette gøres for at sikre at der ikke er nogle ukendte kemikalier eller andre rester fra fremstillingen/evt. tidligere brug  tilbage, og giver samtidig lejlighed til at undersøge glasset for ridser. Drejer det sig om et brugt akvarium, må man vælge den side der er mindst ridset som forrude, men finder man nogen på et nyt akvarium, bør det returneres omgående!

Når det er i orden, limer man så en evt. baggrund/moduler i akvariet, og bagruden males hvis det er planen. Har man andre ideer om en udvendig baggrund, er det også lettest at ordne det nu! Herefter stilles akvariet på plads, den omtalte polystyrenplade anbringes på bunden, og man sikrer sig at det hele står i vater!

Nu er det tid til at få installeret teknikken, som anbringes efter de forskrifter der er angivet i de manualer der følger med de pågældende apparater. Generelt kan man sige, at de skal anbringes således, at de er bedst muligt  skjulte, uden at det modvirker deres funktion. Powerheads og udløb fra udvendige filtre, kan med fordel sidde løst, indtil man går i gang med at indrette dekorationen, så man kan justere dem ind, så det hele passer sammen.

Så er det tid til at få dekorationen på plads, noget som af de fleste, undertegnede inklusivt, opfattes som et af de absolutte højdepunkter i hobbyen. Mulighederne er uendelige, og det er op til hver ankelt at afgøre hvordan resultatet skal være, blot det dækker de behov fiskene og teknikken stiller.

Nogle akvarister foretrækker at anbringe stenene og evt. trærødder medens akvariet er tomt, men personligt foretrækker jeg at fylde 2/3-3/4 af vandet på, når jeg har anbragt de første tunge sten til at holde polystyrenpladen nede. Grunden til at jeg foretrækker at der er vand i akvariet, er at vandet virker perspektivforkortende, så dekorationen kommer til at se anderledes ud når man har fyldt akvariet, og det vil jeg gerne tage højde for med det samme. Uanset metode, afsluttes med at bundlaget fordeles i akvariet, som fyldes helt, hvorefter der sættes strøm til teknikken.

Nu gælder det om at få aktiveret filteret, og det kan gøres på flere måder, som alle går ud på at få tilført de gavnlige bakterier som står for den biologiske nedbrydning, og som er forudsætningen for at filteret virker.

Den enkleste metode, er ikke at foretage sig andet, end at hælde lidt tørfoder i akvariet, men det kræver en del tålmodighed, da det typisk tager 3-4 uger at få startet filteret på denne måde.

Den næsthurtigste metode, kræver at man har adgang til et indkørt filter, og består i at man tager en god portion af filtermateriale fra dette, og anbringer i det nye filter, hvor bakterierne hurtigt spreder sig.

Den sidste metode går ud på at man køber de gavnlige bakterier i pille/pulverform, og tilsætter dem til filteret ved at lade dem løbe ind gennem indsugningen. Fabrikanterne hævder at man kan få filteret op at køre på 24 timer på den måde, men det er nok en god ide alligevel at vente en uges tid...

Er man interesseret i det, kan man købe nogle testsæt, som kan påvise indholdet af de forskellige affaldsstoffer i vandet, og på den måde kan man se, hvornår filteret begynder at virke. Det vil være for omfattende at gå nærmere ind på nedbrydningsprocesserne her, men kort sagt sker der det, at fiskenes afføring/uspist foder omdannes til ammoniak (eller ammonium, afhængig af vandets PH-værdi), som er ekstremt giftigt, men meget hurtigt omdannes til nitrit. Nitrit, som også er meget giftigt, omdannes til det relativt uskadelige nitrat af de gavnlige bakterier, hvis/når filteret er aktivt, og derfor er det er nitritniveauet man primært måler, under opstarten.

 Der må under ingen omstændigheder sættes fisk i et akvarium, som har et målbart indhold af nitrit!

Når man har målt nitrit i vandet, og dette er forsvundet igen, er man sikker på at filteret virker, men vil man ikke have ulejligheden med at måle, må man vente til man er rimeligt sikker på at filteret virker, hvilket altså kan tage fra 1 til 4 uger. I denne periode er det vigtigt at man tilsætter lidt foder hver dag (man fodrer bakterierne).

Så er det endelig tid, at sætte nogle fisk i akvariet (men læs lige resten af artiklen her først!), og "nogle fisk" er ikke en hel akvariebesætning! Det bedste er at starte med 3-5 mindre fisk, ideelt de fredeligste af dem man ønsker at holde, og lade dem gå i en måneds tid, for at sikre at filteret er helt på toppen og kan klare belastningen, hvorefter resten af fiskene kan anskaffes.

Tillykke, du har nu grundlaget for et funktionelt Fritsvømmer akvarium!

Under opstartsfasen, sker der, som nævnt, en masse spændende ting i akvariet, og det fortsætter efter at fiskene er kommet i. en af de ting der giver anledning til en del undren og bekymring, er algevæksten, Typisk vil der i løbet af 1-2 måneder vokse et brunt lag af alger frem på dekorationen og bundlaget. Hvis disse alger ikke er slimalger (kendes ved at de føles fedtede, danner et sejt blågrønt lag, ofte indeholdende luftbobler, med en meget karakteristisk lugt, der minder en del om stank!) er der ingen grund til at gøre noget ved det, for de forsvinder praktisk taget altid igen af sig selv, og bliver erstattet af de grønalger de fleste gerne vil have.

 
Aulonocare maylandi.
En lille og rimeligt fredelig cichlide. Meget egnet som startfisk
Indkøb og sammensætning af fisk.

Det er ved dette punkt, man har de største muligheder for at begå fejl, og selv små fejltagelser kan gøre forskellen på, om akvariet bliver en succes eller ej, så vær lige lidt vågen under gennemlæsningen af dette afsnit!

Ved første øjekast, ser en velassorteret cichlide butik jo ud til at indeholde en overflod af muligheder for den nystartede akvarist, med et tomt akvarium stående klar derhjemme, men desværre er opgaven med at vælge, ikke helt enkel, da der er andre hensyn, end blot farvesammensætning at tage højde for. Inden vi går over til dette, er der dog nogle universelle ting der er værd at nævne;

1: Køb kun sunde fisk! Det lyder som en selvfølge, men både forretninger og private, har fisk gående, som er enten for magre eller for fede, og især det sidste kan være vanskeligt at rette op på, især hvis de fisk den/de skal sættes sammen med, måske har det modsatte problem. Hvis det drejer sig om vildtfangede fisk, vil de dog ofte være noget underernærede, da de har været gennem en hård tid (læs evt. lidt om det HER), med masser af omflytninger og praktisk taget ingen fodring, uden at det skal tages for at være et tegn på decideret afmagring. Her skal man blot være lidt ekstra opmærksom på fodringen i starten.

2: Køb kun fisk du kan få en sikker identifikation på! Der er desværre mange fisk i handelen, især fra private, der er af tvivlsom oprindelse, rangerende fra manglende fangststed, over usikker angivelse af art, til at det faktisk drejer sig om krydsninger af flere varianter/arter! Det er helt uacceptabelt, men desværre ikke så ualmindeligt at mere eller mindre uvidende akvarister "kommer til" at videresælge de krydsninger der, ved simpelt uheld, eller fordi de ikke har sat sig ordentligt ind i tingene, er opstået i deres akvarier. Sikker identifikation, er mest et spørgsmål om tillid til sælgeren, og den kæde af forhandlere fiskene har været gennem. Generelt må man sige, at hvis man handler i en velrenommeret butik, har man en rimelig sikkerhed for at fiskene er "ægte".

3: Køb gerne lidt for mange af hver art du vil have, så der er lidt at give af, hvis noget går galt! Ofte viser det sig, at ikke alle fiskene lever op til den standard man ønsker, eller hvis det er ungfisk man har købt, kønsfordelingen kan være uheldig. Der kan også optræde dødsfald, selv i akvarier hvor alt kører som det skal, og man kan ikke altid regne med, at eventuelle tab kan erstattes med fisk af passende størrelse.

4: Mbuna er vant til at gå tæt sammen i naturen, og det er også i akvariet, bedst at sørge for at der er tilpas mange fisk. Det gælder, efter undertegnedes mening, om at opnå en balance, mellem på den ene side ikke at have så få fisk, at de bliver utrygge, og dominerende fisk tilbøjelige til at forfølge enkeltindivider til døde, og heller ikke at få så mange, at fiskene helt opgiver deres naturlige adfærd, og bare tumler rundt mellem hinanden (det såkaldte kaos-kompleks, som mange akvarister, der er mere interesseret i farvelade end adfærd anvender).

 
Copadichromis trewavasae (Makonde)
En "ægte" fritsvømmer, som lever det meste af sit liv pelagisk, og kun indfinder sig ved kysterne i yngletiden. Denne gruppe kaldes af lokalbefolkningen "Utaka".
 

Tilbage til udvælgelsen af de fisk, der skal sættes sammen, helst til en harmonisk og problemfri fiskebesætning. Der er, som antydet ovenfor, nogle ting som det er nødvendigt at undgå;

Sæt ikke fisk sammen, som er tilbøjelige til at krydse!!! Dette kan ikke siges kraftigt nok! Tilfældige krydsninger, er et af de mest påtrængende problemer inden for cichlidehobbyen, og Malawi cichliderne er langt de mest udsatte. Netop det, at de alle har nogenlunde samme yngleadfærd, og er så ynglevillige som  tilfældet er, gør dem desværre også til topkandidater for utilsigtet (eller tilsigtet!) krydsning. Dette gælder endnu mere i et fritsvømmer akvarium, og med mindre at man kun holder en enkelt art, kan der faktisk ikke gives nogen garantier mod krydsninger, men man kan dog minimere risikoen rimeligt, hvis man overholder følgende retningslinjer;

A) Sæt ikke fisk sammen, som ligner hinanden, uanset slægtsforhold, og sæt ALDRIG flere varianter af samme art sammen. Det sidste er den værste regel at bryde, da der ud over krydsningsfaren, også er den risiko, at man ikke kan se på evt. unger, at det er krydsninger man har fået! Husk i den forbindelse, at det er HUNNERNE man skal kigge efter! Der er mange fritsvømmere, hvis hanner er meget lette at skelne fra hinanden, men hvor hunnerne nærmest er identiske.

B) Sæt ikke fisk fra samme slægt, sammen. Der er nogle mulige undtagelser fra denne regel. Nogle af de artsrige slægter, som f.eks. Placidochromis, indeholder arter, der ikke vil være så tilbøjelige til at krydse, hvis ellers reglerne C og D overholdes, men her er det altid en god ide at konsultere erfarne akvarister først, og ellers hellere være for forsigtig end omvendt.

C) Sørg for at have så mange som muligt af hver art. I stedet for at have en masse par, eller trioer i forskellige arter, er det bedre at have flokke på 8-10 stykker af hver art, og ikke så mange forskellige arter, da det mindsker tilbøjeligheden til at parre sig med artsfremmede partnere, hvis der er et rimeligt antal artsfæller at vælge mellem.

D) Sørg for at der ikke er en enkelt Han, der bliver totalt dominerende i akvariet. Dette er især et problem der opstår i mindre akvarier. Hvis en han bliver så dominerende, at ingen andre hanner i akvariet kan holde et territorium eller farve ud, har hunnerne ikke andet valg, end at parre sig med den dominerende han, uanset art.

Ud over hensynet til overholdelse af det ovenstående punkt D, er det også for fiskenes generelle trivsel, og mulighed for at udvise deres naturlige adfærd, vigtigt at man får sammensat fiskebesætningen, så fiskene passer til hinanden m.h.t. aggressions niveau og størrelse. Der vil naturligvis altid være en fisk der ender som "Boss" i akvariet, men de øvrige skal også have mulighed for også at udfolde sig. Nogle arter har lettere ved at acceptere en sekundær plads i hierakiet, medens andre kun viser deres flotte farver på fuldt blus, hvis de er helt "øverst på skammelen". Dette er værd at lægge mærke til, for det gælder naturligvis om, at man ikke får sat arter af den sidste kategori, sammen med fisk som holder dem nede, så man aldrig får set dem fra deres bedste side. Det er derfor formålstjenligt at lave en opdeling i grupper, der dog ikke kan blive særligt veldefinerede, blandt andet fordi der også inden for hver enkelt art, er individuelle forskelle, og nogle arter vil kunne falde i flere grupper. Her kommer dog et forslag til gruppering, med et par eksempler på arter der passer i hver gruppe:

1) Fritsvømmere der kan sættes sammen med dominerende fisk, uden at man risikerer at de ikke farver ud, og desuden ikke selv er specielt aggressive: Placidochromis electra og flere af de mindre Copadichromis m.fl.. Fiskene i denne kategori er oplagte kandidater til at være grundlaget for besætningen af akvariet, og kan med fordel udgøre en talmæssig stor del. De er også gode bud på, at være de første fisk i akvariet, da de sandsynligvis også vil give de efterfølgende bofæller en relativ blid velkomst.

2) Relativt aggressive arter, der godt kan tåle at være lidt nede i hierakiet, uden at miste farverne, blot de ikke bliver decideret tyranniserede: Aulonocare stuartgranti, A. jacobfreibergi, og Copadichromis trewavasae er gode eksempler her.

3) Aggressive arter, som sikkert vil sætte sig på magten, men som ikke opgiver udfarvningen, selv hvis det ikke lykkes for dem: Placidochromis phenochilus. Det kan være vanskeligt at holde mere end en han i akvariet, med mindre at det er meget stort (mindst 2 meter langt).

4) Aggressive arter, hvis udfarvning er afhængig af at de er på toppen af hierakiet: De fleste Protomelas arter. Det siger sig selv, at man kun kan have 1 af arterne fra denne gruppe, (hvoraf kun 1 han vil farve ud, hvis man har flere), i akvariet, med mindre det er så stort at det kan rumme flere territorier. For disse arter, gælder det, at man skal være heldig, hvis et territorium optager mindre end 1 meter af akvariets længde, og ofte betydeligt mere! Man skal selvfølgelig også passe på, hvis man sætter dem sammen med fisk fra gruppe 3), det er nødvendigt at sikre sig at det er fiskene fra gruppe 4) der kommer til at dominere.

5) Fredelige, eller små arter, der ikke vil farve ud, hvis de føler sig trykkede af andre fisk: Det drejer sig egentlig om flertallet af fritsvømmerne, men specielt nogle arter fra slægten Lethrinops, gør sig bemærket her. Disse fisk sættes bedst sammen andre fra denne gruppe, eller i et artsakvarium.

Som det ses, er det langtfra simpelt at få lavet en gennemtænkt og vellykket sammensætning. Man kan sige, at hver gang man vælger en art, fravælger man automatisk en hel række andre, enten p.g.a. potentielle krydningsproblemer, eller fordi de kommer i vejen for hinanden med aggressionerne. Når dertil lægges, at forhandlerne sikkert ikke lige har alle de fisk man har planlagt at anskaffe sig, på lager, må man nok indse, at den perfekte sammensætning kan trække ud, og deri ligger en meget stor del af udfordringen ved et Fritsvømmer akvarium.

Heldigvis er det jo taknemmelige fisk at holde, og der er en temmelig stor margin mellem "perfekt" og Mislykket", så selv om man ikke lige når målet i første forsøg, kan man være sikker på mange underholdende timer foran akvariet.



Placidochromis phenochilus (Mdoka)
Andre fisk? Der diskuteres ofte om det er godt at blande andre fisk sammen med Fritsvømmere. Det kan man sådan set godt (Nogle af de mindre rovcichlider fra Malawi søen er fint egnede), men det falder lidt uden for denne artikels rammer, da akvariet jo så ret hurtigt overgår fra at være et Fritsvømmer akvarium, til noget helt andet! Det skal dog nævnes, at mange bruger de sydamerikanske Ancistrus-maller som en slags biologisk algebekæmpelse, eller asiatiske Botia som snegle-ditto, uden egentlig at regne dem med til akvariebesætningen. De bliver dog ofte mobbet ret kraftigt af cichliderne, så det er værd lige at være opmærksom på hvad der foregår, og få dem fisket op igen hvis det er nødvendigt.
Fodring. Fritsvømmere har faktisk ret forskellige foderkrav, men de kan i praksis opfattes som omnivore (altædende), og vil æde alt det foder man smider ned til dem.
De fleste er ikke særligt specialiserede, og er desuden så hårdføre, at man faktisk må sige, at de hører til blandt de letteste akvariefisk at fodre. Man kan dog ikke komme uden om, at der er noget foder der passer bedre end andet, og hvis man ikke tager højde for dette kan det i længden få en uheldig effekt på deres farver og form.
 Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i de artsspecifikke krav de enkelte fisk har, og finde frem til hvad, og hvor meget de egentlig har brug for. En del arter har temmelig høje krav til energi-indholdet i deres foder og vil langsomt sygne hen hvis dette ikke bliver opfyldt, medens andre bogstavelig talt er specialiserede i at leve af affald fra andre fisk.
Det kan være svært at kombinere foderet hvis man har fisk fra begge grupper i akvariet, så det er værd at forsøge at undgå. Fritsvømmere klarer sig fint med en enkelt fodring om dagen, men det kan være formålstjenligt at give to gange hvis man gerne vil have lejlighed til at variere foderet.
 
Et trist eksempel på en Protomelas "steveni taiwan", som i længere tid har fået utilstrækkelig ernæring, enten p.g.a. forkert foder, eller fordi den har gået sammen med fisk som var for hurtige for den. Den kom dog, efter 3 måneder i et akvarium for sig selv, i rimelig god form igen
 
Sådan skal en "steveni taiwan" se ud!
Forskellige fodertyper: Herunder er vist nogle eksempler på mere eller mindre egnet foder, jeg selv har i brug. Jeg har medtaget navn og fabrikat, men der findes masser af andre mærker, der laver lignende fodertyper, som er lige så gode. Opbevaringen giver, for frostfoderet nærmest sig selv, men man skal være opmærksom på, at også tørfoder har bedst af at blive opbevaret køligt, især hvis det skal stå i længere tid. Det vil sige, at den traditionelle plads oven på lampen, er en dårlig vane!
  1: To forskellige typer Discs, og piller. Disc`ene er henholdsvis Hikari og Tropical green algae wafers,  og pillerne er JBL Novofect. Især Disc`ene er meget hårde, medens pillerne ret let kan knuses mellem fingrene. Kan bruges, men indeholder for lidt animalsk protein, til at kunne holde Fritsvømmere i form i længere tid.
  2: Flagefoder. Her er vist TetraRubin og TetraMin, med en lille bunke knuste flager, der er en blanding af begge dele i midten. Godt grundfoder, som har et passende indhold af animalske fødeemner til de fleste Fritsvømmere, og samtidig er tilsat gode vitaminer. Kan med fordel gives hver dag, og også bruges i den knuste form i opvækstakvarier.
  3: Cichlidesticks. De er desværre lidt for store til de mindste Fritsvømmere, men egner sig ellers fint som tilskudsfoder, og til fisk som trænger til at få lidt ekstra "krudt" p.g.a. underernæring, f.eks. hunner der lige har mundruget. De kan evt. knuses til mindre stykker, eller endda til pulver, hvorefter det er glimrende foder til yngel.
  4: Cyclop-eeze og Spirulina-pulver. Cyclop-eeze, som er beregnet til at give kraftigere farver, øget vækst og ynglevillighed, kan gives som løst tilskudsfoder, i meget små mængder, men er bedre egnet til at blive blandet i f.eks. rejemix. Spirulina skal blandes i noget andet foder, og er noget man skal passe meget på med! I små mængder, er det et rigtig godt og sundt tilskud, men det er meget let at overdosere (ingen ved tilsyneladende hvor meget der skal til, og det varierer sikkert fra art til art), og kan let få fiskene til at udvikle såkaldte melaninpletter, der fremtræder som små sorte pletter på fiskene. Det er tilsyneladende ikke noget der generer fiskene, men det er grimt! Hvis man oplever det på sine egne fisk, bør man straks stoppe med enhver form for spirulina-holdigt foder. Med lidt held, forsvinder pletterne igen, men det tager adskillige måneder.
  5: Frossen rejemix. Man kan lave det selv, eller købe det hos enkelte forhandlere, i form af plader der kan knækkes i passende stykker. Et fantastisk tilskudsfoder, som fiskene elsker, og som kan blandes, som man synes der er behov for (se opskrifsforslag). Kan gives hver dag, som supplement til tørfoderet, men da det, i den foreslåede sammensætning, ikke indeholder tilstrækkeligt energi, SKAL det suppleres med noget andet! Virker kraftigt farveforstærkende (også uden tilsætning af Cyclop-eeze) og er glimrende til at holde fiskenes tarm-system i orden.
  6: Frosne cyclops. Man kan købe det hos de fleste forhandlere, i form af plader der kan knækkes i passende stykker, eller i blisterpakker, hvor foderet er pakket i færdige portioner (med lidt held, har fabrikanten lige tænkt på netop den mængde, dine fisk har brug for...). Glimrende foder, som dog er for småt til mange af de større arter. Er rigtig godt i opvækstakvarier, da det giver en glimrende vækst og flotte farver.
  7: Frosne voksne artemia. Man kan købe det hos de fleste forhandlere, i form af plader der kan knækkes i passende stykker, eller i blisterpakker, hvor foderet er pakket i færdige portioner. Dette er, sammen med Krill og Mysis, det bedst egnede frostfoder der findes.
Opskrift på rejemix: 2 dele frosne rejer inkl. skal, 2 dele løs-frosne ærter og 1 del frossen spinat. Der kan, hvis man ønsker en ekstra farve-forstærkende virkning, tilsættes Cyclop- eeze, som max. må udgøre 5% af den samlede vægt. Man kan også tilsætte Spirulina pulver, men det skal gøres med forsigtighed (max 1%), da for meget af det, kan føre til melaninpletter på fiskene. Det hele køres mindst 2 gange gennem en kødhakker, fordeles i lynlås-poser som trykkes flade inden indfrysning, så det er let at brække passende stykker af.
  Vedligehold.
Vandskifte.  Et Fritsvømmer akvarium indeholder som regel ret store og livlige fisk, som fodres relativt kraftigt, og derfor også udskiller en del affaldsstoffer. Som nævnt under indkøring af akvariet, nedbryder filteret disse affaldsstoffer, til man ender med et slutprodukt der hedder nitrat. Dette nitrat er faktisk også giftigt, selv om fiskene kan tåle det i op til 100 gange højere koncentrationer end nitrit, så man bliver nødt til at gøre noget for at holde mængden i vandet nede.
Der findes specielle nitratfiltre, men de er dyre, og kræver et vist kendskab til teknikken, så det gode gammeldags vandskifte er den sikreste løsning på problemet. Den nødvendige mængde af dette vandskifte, varierer naturligvis med belastningen, men skifter man 1/4-1/3 om ugen, er man på den sikre side.
Det er en fordel, hvis man kan erstatte det gamle vand med tempereret vand fra hanen, men nogle steder indeholder det varme vand opløste metaller fra varmtvandsbeholderen, og/eller bakterier fra samme, hvilket gør det ønskværdigt at undgå at bruge dette.
Generelt kan man sige, at hvis man bor et sted hvor der er et rimeligt stort konstant gennemløb (f.eks. i et stort lejlighedskompleks) er vandet sandsynligvis OK, men bor man i et parcelhus, eller et andet sted hvor vandet kan stå i beholderen i timevis, kan der være problemer.
I disse tilfælde, må man bruge koldt vand, og måske kompensere, ved ikke at skifte så meget vand ad gangen, men til gengæld lidt oftere.
 
 

Vandskifte hører sjældent til, blandt selv meget entusiastiske akvaristers yndlingsbeskæftigelse, men det behøver nu ikke at være så slemt endda!

Man kan, et langt stykke hen ad vejen, gøre tingene lettere for sig selv, ved at sørge for at det grej man bruger, er gennemtænkt og funktionelt. De viste remedier, har kostet lidt over 500 kroner, plus slangen. Det lyder måske af meget, men det holder jo, på nær slangen, resten af den tid man har akvarium, og sparer en for meget slæb og mange irritationer. Det er den løsning jeg selv bruger, og som klarer at skifte vand på 7 akvarier, på tilsammen lidt over 3300L, med et tidsforbrug på ca. 3 timer. Denne tid er ikke spildt, men bruges til samtidig at få ordnet forskellige ting i akvarierne, medens vandet løber af sig selv.

FORLAD KUN ET AKVARIUM DU ER VED AT FYLDE VAND PÅ, HVIS DET ER FOR AT GÅ UD OG SLUKKE PÅ HANEN!!!

  Disse fittings kan købes i de fleste Gør-det-selv butikker. De er lavet af PVC, som er limet sammen, med PLASTMO tagrende lim. De lige stykker kan skrues af og på, og evt. sættes i forlængelse af hinanden. Bøjningen sikrer at slangen ikke glider ud af akvariet. Risten skal sikre, at der ikke suges små fisk med ud.
  Den anden ende af slangen er påmonteret den ene halvdel af et stort Eheim koblingsstykke. Man starter tømningen af akvariet med et kraftigt sug her, og sørger for at mundingen ligger lavere placeret end akvariet, så hævert effekten får vandet til at løbe af sig selv.
  Når der er løbet tilstrækkeligt vand ud af akvariet, sættes slangen til vandhanen, via den anden halvdel af Eheim koblings-stykket, der er forbundet til hanen med en almindelig Gardena kobling, og man fylder vand på igen, ved blot at dreje på håndtagene.
  Når man alligevel er ved at tømme vand af, kan man jo passende prøve at få noget af det snavs der samler sig på/i bundlaget og mellem stenene ud samtidigt. Det gøres let, med den viste anordning, her monteret på de førnævnte PVC fittings. Man stikker simpelthen røret ned i bundlaget/mellem stenene, og lader det ophvirvlede skidt løbe ud sammen med skiftevandet.
Rengøring af filter.  Hvis ellers filteret er korrekt dimensioneret, er der langt imellem at det er nødvendigt at rense det. Man kan ofte se hvornår det er nødvendigt, ved at holde øje med hvor meget vand der kommer ud af udløbet fra pumpen, især hvis denne kommer over vand, f.eks. ved vandskifte. Hvis der kommer kendeligt mindre vand ud end der plejer, er det på tide at rense filteret. Hvordan dette gøres, er forskelligt fra filter til filter, og det er en god ide at konsultere manualen til det aktuelle filter (Jeg går ud fra, at de der har valgt selv at bygge deres filter, og dermed ikke har en manual, også har gjort sig nogle tanker om hvordan de vil gøre, når det skal renses, så de behøver ingen instruktion).  
Generel rengøring.  Udover den allerede nævnte og viste slamsugning, er der egentlig kun rengøring af ruderne, der er direkte akvarie-relaterede.
Det foretages bedst med en algeskraber, der virker nøjagtig som isskraberen til bilen, blot med et barberblad på. Det er en god ide at være lidt varsom i nærheden af akvariets limninger, men ellers er det den sikreste måde at få renset sine ruder på, uden at få ridser. Mange bruger de populære "Algemagneter", eller den ru side af  rengøringssvampe, men de har begge den ulempe, at man risikerer at få sand med op fra bundlaget, som kan give nogle grimme ridser i ruden.
Udvendigt aftørres ruden med en blød klud (f.eks. et gammelt viskestykke). Desuden vil evt. andre familiemedlemmer (og de gæster man stolt fremviser vidunderet for) sikkert sætte pris på, at akvariet og dets umiddelbare omgivelser, holdes nogenlunde fri for kalkrande, spildt foder og lignende! 
Yngel/opdræt. Alle Fritsvømmere er Maternale mundrugere, d.v.s. at hunnerne bærer æg/unger i munden, indtil disse er færdig-udviklede, og i stand til at klare sig selv. Forskning tyder på, at dette er den senest udviklede form for yngelpleje, og en af de mest effektive.
Den er i hvert fald en af de mest praktiske for akvaristen, da den tillader at man kan lade fiskene lege i opholdsakvariet, og blot fjerne hunnen, når tiden for afslutningen af yngelplejen nærmer sig. Hvis man lader hunnen gå i akvariet, vil der, selv hvis akvariet har tilstrækkeligt med revner og små huller, sandsynligvis kun være enkelte eller ingen overlevende, dels fordi ungerne i modsætning til f.eks. Mbuna unger, selv om de allerede fra første dag er relativt store, ikke er gode til at passe på sig selv, og dels fordi Fritsvømmere er ret effektive jægere.
Vil man have noget ud af fisk der har leget, er det nødvendigt at flytte hunnen, og det er her man opdager om den indretning man har valgt til akvariet, er lige så praktisk som dekorativ! Det kan godt blive nødvendigt at fjerne nogle sten... Den letteste måde, er at overraske den pågældende hun, ved at mørklægge akvariet helt i nogle timer, og så forsøge at fange den umiddelbart efter at man tænder lyset. Fiskene er ofte så fortumlede, at de ikke når at reagere på nettet. Hunnen sættes derefter over i et akvarium for sig selv, hvor hun kan gå til hun spytter ungerne ud.
Det er sikrest, hvis hunnen ikke bliver fanget op for tidligt, da man kan risikere at hun, under opfangningen spytter æg/unger ud i panik. Hvis man har ventet længe nok (18 dage er et sikkert bud), er ungerne fritsvømmende, og klar til at undvære yderligere yngelpleje, men ellers står man med det problem, man skal agere mundruger for et kuld æg/embryoer (unger som er klækkede, men stadig har blommesæk), hvilket almindeligvis giver ret høje tabstal, og muligvis påvirker ungerne negativt m.h.t. deres egne yngelplejeinstinkter (p.g.a. manglende prægning. Denne teori kan ikke bekræftes).
Ungerne kan fodres med det samme tørfoder man bruger til de voksne, blot kan det evt. findeles. Af frostfoder, er cyclops/cyclopsnauplier det bedst egnede.
Hvis man har et passende stort spytte-akvarium, kan man lade hunnen gå med ungerne i nogle dage, og derved opleve hvordan den også efter at ungerne er spyttet ud første gang, passer på dem, og samler dem sammen om natten, og når der er fare på færde.
 


P. sp. "steveni taiwan. Til øverst under mundrugningen, og nederste vogtende på de nyligt udspyttede unger
Problemer.   Det er let at holde et Fritsvømmer akvarium, men der kan/vil naturligvis opstå forskellige irritationsmomenter og ærgrelser hed ad vejen, ligesom i alle andre akvarietyper. Her er en liste over de mest almindelige. 
Alger.   Alger kan, selv om nogle af dem er gode at have, være ret irriterende. Generelt kan man sige, at alger er en helt naturlig del af den biokultur der findes i akvariet, men når det tager overhånd, er det som regel fordi at der er et eller andet der er ude af balance.
Det er typisk et tegn på at vandet er for næringsrigt, og/eller at akvariet er overbelyst, f.eks. fordi det står i direkte sollys. Især nystartede akvarier, er tilbøjelige til at blive ramt af pludselige opblomstringer af brun- pensel- eller trådalger, der lettest bekæmpes ved at reducere fodring og belysning.
Man kan også vælge at bekæmpe disse alger ved at sætte
Ancistrus i akvariet, hvis man ikke har noget mod at kompromittere akvariets biotopiske integritet.
Desuden findes der en algetype som må siges at være enhver akvarists mareridt, nemlig slimalger, eller blågrønalger som de også kaldes. De optræder som hele måtter, der danner et slimet ildelugtende lag på bundlag, planter og dekorationer, og kvæler alt hvad de dækker.
Bekæmpelse kan være meget vanskelig (de nævnte
Ancistrus vil ikke hjælpe), og det kan blive nødvendigt at omlægge akvariet totalt, men man kan prøve at suge algerne ud af akvariet med en slange, samtidig med at man stopper fodringen så længe fiskene kan holde til det (adskillige uger, hvis det er voksne, sunde fisk), og dæmpe lyset til næsten total mørke.
  
Snegle.   Snegle er egentlig ikke et problem, med mindre de formerer sig alt for voldsomt. Faktisk er snegle, især Malajsnegle, ganske nyttige at have, idet de hjælper med til at gennemgrave bundlaget, og på den måde mindsker risikoen for at det pakker til, så der opstår døde områder.
I akvarier, hvor der ikke er nogle naturlige fjender, kan der imidlertid opstå så store opblomstringer i bestanden, at de skæmmer akvariets udseende, og så må man gribe til nogle af de mange metoder der findes til reduktion af en sneglebestand.
Det enkleste er faktisk at indsamle sneglene med håndkraft, men det kræver naturligvis, at man har mod på at bruge et kvarters tid et par gange om ugen, på at indsamle dem, indtil man er nede på et fornuftigt niveau. Der kan også anvendes sneglefælder, som man selv kan fremstille, f,eks, af en ½ L sodavandsflaske, som man lægger i akvariet når lyset er blevet slukket, med en eller anden form for lokkemad, som f.eks. nogle mallepiller, eller andet tørfoder. Hvis man så samler flasken op tidligt næste morgen, skulle der gerne være samlet en masse snegle i flasken. "Behandlingen" skal gentages med jævne mellemrum.
Der er også enkelte arter af Fritsvømmere som faktisk æder snegle (arter i slægten
Trematocara), så hvis man kan få passet dem ind i besætningen, er man naturligvis godt hjulpet.
Sygdomme.  

Fritsvømmere er heldigvis meget hårdføre, og hvis akvariet kører som det skal, er de ikke særlig tilbøjelige til at blive ramt af de infektionssygdomme eller parasitter. Det vil være for vidtgående, i en artikel der allerede er blevet meget lang, at komme ind på dette, men jeg vil dog nævne en sygdom, der tilsyneladende rammer afrikanske cichlider meget hårdt i forhold til andre akvariefisk; Den er ikke særligt godt defineret, og kan i virkeligheden godt være mere end en enkelt sygdom. Den er kendt under navne som Bugvatersot, Flagellater, Bloat eller bare Sot. Den viser sig ved at den angrebne fisk først holder op med at spise, og når angrebet forværres, står stille sig tæt ved bunden, med udspilede finner, medens den udfører nogle langsomme vuggende bevægelser. Ofte har den synligt opsvulmet bugparti. Fisk der har nået dette stadie, står ofte ikke til at redde, men det er vigtigt at man starter en behandling med det samme, for at redde resten af besætningen. Der florerer en del forskellige metoder på internettet, fra nogle ganske gode, til nogle der er decideret tåbelige og dybt uansvarlige, men der findes også godkendte midler der virker rimeligt godt, hvis man giver det i tide, som f.eks. Aquamor 1, der dog til dette formål, skal gives i det dobbelte af anbefalet dosis.

Sygdommen er således ikke helt nem at have med at gøre, da de fisk der viser symptomer, ofte ikke kan reddes, så det er bedre at koncentrere sig om forebyggelse. En af de ting der er rimeligt sikkert, er at det drejer sig om en flagellat, der altid er til stede i fiskens system, men som i visse tilfælde, f.eks. ved stress, formerer sig voldsomt, og ret hurtigt kan ødelægge fiskens tarmsystem. Stress fremkaldes hos fisk, oftest ved hurtige ændringer i fodersammensætning eller vandkvalitet (flytning for eksempel), men kan også være resultatet af at fisken er blevet jagtet i længere tid, eller ganske enkelt bliver fodret forkert, så det er noget af det man skal minimere eller undgå.

  Hermed afslutter jeg artiklen, som gik hen og blev betydeligt længere end det oprindeligt var hensigten. Jeg håber at den kan virke som en fornuftig guide, og inspiration til et velkørende akvarium. God fornøjelse!  
  Kim Jakobsen. Marts 2007. Redigeret Juni 2010.
  HOME