HOME
Opsætning, indretning og drift af det perfekte Mbuna akvarium.
Indledning.             
Eksempler på de meget farvestrålende Mbuna!
Pseudotropheus sp. "membe deep" (foto: Frank Nørby)
Iodotropheus sperengae (foto: Kim Wander)
 
Labeotropheus trewavasae OB (Thumbi west) (foto: Frank Nørby)
 

Mbuna-akvarier er blandt de mest populære akvarietyper, og sandsynligvis den mest udbredte type blandt cichlide akvarister, og med god grund; det er en af de lettest holdte, og samtidig mest farvestrålende akvarietyper der findes, samtidig med at det tillader, ja faktisk traditionelt opfordrer til, mange forskellige fisk i akvariet, noget som i mange andre typer akvarier, ofte leder til problemer. Derfor er det også tit det første cichlide akvarium begyndere inden for hobbyen kaster sig over.

Kombinationen af dette, og at der ikke findes megen information omkring hvordan man i praksis opsætter og driver disse akvarier, resulterer ofte i nogle helt unødvendige fejltagelser. Jeg vil med denne artikel, forsøge at give nogle retningslinjer for, hvordan man opsætter og driver sådan et akvarium, og forhåbentlig undgår de trods alt, relativt få muligheder der er for at komme galt af sted, med disse taknemmelige fisk.

Lad os starte med at definere hvad et Mbuna-akvarium egentligt er. Det er ganske enkelt et akvarium der er sat op til, og kun (eller i det mindste fortrinsvis) indeholder Mbuna! Mbuna er det lokale navn for en gruppe cichlider der lever i Malawi søen. Gruppen består af relativt små fisk, som med få undtagelser, alle lever ved klippekyster, og fortrinsvis ernærer sig af alger, med et tilskud af animalsk protein, enten fra plankton, eller fra de dyr der måtte komme med, når Mbuna`erne afgræsser de klipper de lever ved (det er dette lag af animalsk-vegetabilske fødeemner der refereres til i litteraturen, som "aufwuchs"). Der findes flere hundrede arter, mange med adskillige lokalvarianter, men alle kræver, med nogle få justeringer baseret på størrelse/aggression, de samme grundlæggende forhold, hvilket gør det enkelt at sætte et akvarium op, som passer til alle medlemmer af gruppen.

Vandet. Vandet i Malawi søen er let alkalisk og middelhårdt, med et forholdsvis højt indhold af opløste salte, hvilket omskrevet til praktisk brug, betyder at det vand der kommer ud af hanen i Danmark, er lige det der er brug for, hvis man ikke er meget uheldig! Mbuna er tilmed meget tolerante overfor forskellige (ikke at forveksle med svingende) vandværdier, så dette giver sjældent anledning til problemer.
Akvariet.

Der er naturligvis brug for et passende akvarium, og "passende" er i denne forbindelse først og fremmest et spørgsmål om størrelse! Der har altid været, og vil sikkert altid være, en debat om hvor lille et akvarium man kan bruge til mbuna. Efter min mening, er det spild af tid, at prøve at lave et Mbuna akvarium der er kortere end 1 meter, hvilket i praksis betyder, at et akvarium i standard mål enten bliver et 200 eller 250L. Det sidste er nok den mindste rimeligt egnede  akvariestørrelse. Dette postulat kolliderer med mange af de opgivelser man kan læse om, i diverse akvariebøger, hvor adskillige arter har fået tildelt betydeligt mindre akvarier, men til det vil jeg sige, at denne artikel ikke har som mål, at fortælle om hvor kummerlige forhold  man kan byde sine fisk uden at de dør, men om hvordan man får sat et tilfredsstillende akvarium sammen! Akvarier under 250L kan godt bruges, men man vil have så begrænsede muligheder, at det vil være en konstant irritation, fordi man hele tiden vil opleve akvariet som en forhindring, i stedet for en mulighed. Hvis man starter helt fra bunden, vil jeg pege på, at et 325 eller 375L akvarium, giver betydeligt større  forskel i muligheder i forhold til et 250L, end rummålet alene antyder, fordi at hele forøgelsen kommer p.g.a. den øgede længde, som er langt det vigtigste parameter.

I den anden ende af skalaen, kan man sige, at der ikke er ret mange Mbuna der ikke kan være i et 530L, og at det faktisk kan blive et problem at befolke et akvarium over 720L tilfredsstillende.

Filtrering.

Mbuna akvarier er ofte ret tæt besat, så det er vigtigt at have en effektiv filtrering.

Dette kan arrangeres på forskellige måder, og ikke mindst til forskellige priser, og en komplet gennemgang af mulighederne, vil være stof nok til en speciel artikel, blot om dette emne, så jeg vil nøjes med at foreslå at man enten anvender et passende stort udvendig filter, i form af en cirkulationspumpe med tilhørende filterbeholder, som tilsluttes akvariet efter de anvisninger der er i manualen til det pågældende filter, eller benytter sig af et såkaldt HMF filter.  Der er et billede af en godt tilgroet HMF-måtte længere nede på denne side.

Grunden til at jeg peger på det udvendige filter, på trods af at det nok er den dyreste filter type, er at det er et af de mest effektive, ikke kræver den store viden om filterteknik og, i modsætning til f.eks. det nævnte HMF filter, er ret uafhængig af, hvordan resten af akvariet bliver sat op. Desuden er det meget let at holde øje med, og eventuelt rense, uden at vende op og ned på hele akvariet, og man kan let få rådgivning om det hos den lokale forhandler, som ikke behøver at have et indgående kendskab til det pågældende akvarium, for at anvise en god størrelse og det bedste filtermateriale. Det bedste filtermateriale er som regel det der bliver fremstillet specielt til den pågældende pumpe, altid deprimerende dyrt, men erfaringsmæssigt reelt bedre, med længere standtid (tid mellem rensninger), end f.eks. filtervat eller almindeligt grus. Bioballs giver ikke en effektiv udnyttelse af den relativt lille volumen, og bør undgås.

Alle Filtre skal indkøres, som det er omtalt i kapitlet "Opsætning og indkøring".
 
Eheim 2080 Professional III.
Det viste filter til venstre er meget stort, og vil kunne trække et akvarium på op til 1000L, men der findes filtre til enhver størrelse akvarium. det vil typisk være nødvendigt at rense et korrekt dimensioneret filter af denne type 2-4 gange om året, og det gøres bedst i akvarievand, og under ingen omstændigheder i meget varmt eller koldt vand, som vil dræbe de gavnlige bakterier der befinder sig i det!
Vandbevægelse. Mbuna er vant til kraftig vandbevægelse, så det skal man helst forsøge at efterligne i akvariet, både af hensyn til den nødvendige iltoptagelse, og fiskenes velbefindende.
Som tommelfingerregel kan man sige at vandbevægelsen er god nok, hvis den samlede pumpekapacitet ligger på ca. 5 gange akvariets rummål i timen (eksempel: et 250L akvarium, skal have en samlet pumpekapacitet på ca. 1250L/T). Dette er som regel mere end filteret yder, og den ekstra gennemstrømning opnås ved hjælp af en indvendig pumpe, uden filter, også kaldet et Powerhead, eller bare PH. Pumpen anbringes ideelt skjult i dekorationen, og helst så den sender vandet i en stråle op i nærheden af overfladen, så den er med til at give bevægelse der, til fordel for iltoptagelsen, samtidig med at det hjælper til at bryde en eventuel overfladehinde.
 
Tunze
Turbelle® powerhead 3000/2  og Aquabee UP3000.
De to powerheads er identiske i ydelse, idet de hver har en gennemstrømning på  3000 L/T, men Tunze pumpen klarer dette med et el forbrug på 25W, hvorimos Aquabee pumpen bruger 48W!
Læg også mærke til indsugningsristen på den ene pumpe. Uden en sådan rist, er powerheads af denne kaliber livsfarlige for selv ret store fisk!!
Opvarmning. Vandtemperaturen, som bør ligge på 23-26 ºC,  reguleres hvis det er nødvendigt med et termostatstyret varmelegeme. Det er faktisk ret ofte slet ikke nødvendigt at opvarme akvariet, hvis det står i en normalt opvarmet stue, med temperaturer omkring 20-21 ºC, fordi vandet automatisk opvarmes af den varme der afgives fra pumperne og lampen, men hvis man vil være helt sikker, må man bruge det nævnte varmelegeme. Det bør have en styrke der i Watt, ligger på det halve af akvariets rummål i liter (eksempel: Et 250L akvarium, skal have et varmelegeme på 125W). Husk at den temperatur der står på varmelegemets skala, ikke nødvendigvis viser korrekt. Det er nødvendigt med et akvarietermometer som kontrol!
Belysning. Så mangler der bare noget lys, og det skaffes lettest med en akvarielampe, monteret med et eller flere lysstofrør.

Har man købt et komplet akvariesæt, inkl. lampe, er der ikke nogen grund til at tænke mere over dette, udover at vælge de rette rør, men står man og skal ud og skaffe lys til akvariet, får man nogle valgmuligheder der måske kan lokke/forvirre;
For at starte med det mest eksotiske, så kan man  bruge de HQI lamper som er så populære hos saltvandsakvaristerne, og man må sige at de giver et meget naturtro og smukt lys, især fordi at lyset kommer fra et enkelt punkt, og dermed giver en fin "sol effekt" henover dekorationen, hvis man har lidt bølger på overfladen. Der er imidlertid nogle ulemper, som nok er forklaringen på at det ikke er særligt udbredt blandt cichlidefolkene; Det er meget dyrt, hvis man skal have en nogenlunde pæn lampe, og denne lampe skal anbringes, så den ikke er tættere end 20 cm. fra vandoverfladen. Det kræver som regel, enten at lampen ophænges i loftet, eller indbygges i et temmelig omfangsrigt kabinet. Den første løsning har den ulempe, at der slipper en del lys ud i det rum akvariet står i, og den anden får akvariet til at se urimeligt omfangsrigt ud. Sammenholdt med, at der ikke er ret meget at vælge mellem m.h.t. farve, er det en løsning der ikke tiltrækker ret mange.
Langt det mest almindelige, er lysstofrør, og med god grund, da de giver mulighed for en stor variation af farver og intensitet, samtidig med at de fylder meget lidt. Her er der to grundsystemer at vælge mellem, nemlig T8 og T5. Den primære forskel på de to systemer, er at T5, som er det nyeste, afgiver noget mere lys pr. watt, end T8, og at det desuden kan bruge flere watt på en given længde af røret, hvilket i praksis betyder at en akvarielampe monteret med T5 rør, alt andet lige, vil bruge lidt mere strøm, men til gengæld afgive betydeligt mere lys. Det har ikke den store betydning i et Mbuna-akvarium, hvor plantevækst sjældent har nogen høj prioritet.
Tilsvarende har det kun æstetisk betydning, hvilke farver man vælger til rørene, hvor valget mest står mellem livlige eller naturlige farver. Er man til det første, vil jeg foreslå en kombination af
Gro-lux og Aquastar, alle fra Sylvania, og hvis man foretrækker det mere naturlige, Biolux fra Osram, som nok er det nærmeste man kommer til almindeligt sollys.
Indretning.


900L Mbuna akvarium, indrettet med en kombination af kunstig baggrund, moduler, naturlige sten og en stor trærod.
 

En rimelig efterligning af fiskenes naturlige biotop bør tilstræbes, hvis man ønsker at opleve deres naturlige adfærd.

Det vil sige, at akvariet skal indrettes med mange skjulesteder i form af sten (eller efterligninger af disse) i forskellige størrelser. En flot og samtidig pladsbesparende løsning, er at anvende moduler, eller mindre opfindsomt, hele baggrunde i kunstmateriale fra nogle af de efterhånden mange fabrikater på markedet, som man limer fast til bag- og sideruder, og supplerer med sten, helst i nogenlunde samme farve og struktur. Det er dog temmelig dyrt, og man kan lave nogle meget fine dekorationer ved udelukkende at anvende almindelige sten.

Det vigtigste, er rent æstetisk, at de dekorationsgenstande man anvender, ikke er for forskellige, for at undgå at det hele ser for sammenbragt ud. I naturen, vil det jo typisk være den samme stentype der dominerer på en given lokalitet, især i en sø der har været rimelig uforandret i millioner af år.

Rent praktisk, er der forskellige hensyn at tage, og nogle af dem er desværre modstridende, så det er nødvendigt at gøre sig nogle overvejelser omkring de kompromiser man er nødt til at indgå.

Det første kompromis, er mellem antallet af skjulesteder, og nødvendigheden af fri svømmeplads, hvilket især kan blive et problem i små akvarier.

Det andet, som ligner det første en del, er det praktiske problem, at de mange skjulesteder gør det meget vanskeligt at fange fisk op, hvis det bliver nødvendigt, så det er værd at se lidt på, hvor mange skjulesteder der skal bruges, og nøjes med det, i stedet for at lave flere end nødvendigt. Desuden er det en god ide, at sørge for at de skjulesteder der er, evt. kan åbnes uden alt for meget besvær. Dette kan gøres ved at undgå at stable alt for mange sten oven på hinanden, så man ikke kan komme til at afdække skjulestederne, uden at skulle nedbryde det meste af dekorationen.

Er man ikke interesseret i at tage hunner med unger op, og nøjes man med at sætte fisk ned som man er sikker på at ville beholde!, er man naturligvis ikke så afhængig af dette, og kan koncentrere sig om det, der er optimalt for fiskene.

Ved placeringen af stenene, er der tradition for, at de bliver anbragt langs bagruden, med et frit område foran, hvor man så lægger fint sand. Dette virker i og for sig udmærket, men det har nogle ulemper; Dels ligner det ofte mere et havegærde end en klippebiotop, og dels gør opstablingen det vanskeligt at flytte en enkelt sten, uden at det hele skal skilles ad.

Hvis man i stedet indretter akvariet med sten over hele bunden, blot med lidt sand imellem, og ikke stabler alt for meget i højden, får man et akvarium der både er mere naturligt, og automatisk giver masser af fri svømmeplads over stenene. En kombination, vil nok være det der visuelt er mest tiltrækkende, og det er her at de nævnte populære "købebaggrunde" virkelig kommer til sin ret.

Det er en god ide at starte med at lægge en tynd polystyren-plade på bunden, før man begynder at stable sten op i akvariet, for at undgå at evt. småsten kommer til at trykke på glasset, med en sprængning til følge.

Det er blevet meget populært at lave sin egen dekoration i polystyren, med beklædning af fliseklæber, og hvis man har mod på det, giver det uendelige muligheder for at få lavet et virkeligt spændende akvarium, men det skal nævnes, at det er noget vanskeligere at få til at se naturligt ud, end man skulle tro. De tekniske detaljer vedrørende dette, vil være for omfattende at beskrive her, men man kan finde masser af oplysninger på f.eks. www.cichlids.dk hvor man også kan se eksempler på hvad andre er nået frem til.

Bundlaget er ikke specielt vigtigt, men de fleste vælger mellemfint, eller fint sand, som er skånsomt for fiskene at grave i. Man skal være forberedt på at dette sand vil blive flyttet en del rundt!

Moduler og baggrunde. Der er grund til at komme lidt mere ind på de nævnte BACK TO NATURE og PANGAEA moduler og baggrunde, som med god grund nyder ret stor popularitet, især blandt cichlide-akvarister, som har valgt at forsøge at efterligne biotoper i de store afrikanske søer.
Man kan vælge mellem hele baggrunde i flere forskellige udgaver, som købes efter akvariestørrelse, eller satse på at købe et antal moduler, som man selv, om nødvendigt, kan save til, og kombinere, til man er tilfreds.
Hvad man skal vælge, afhængerer af, hvor meget arbejde man vil lægge i det, hvad man vil betale, og hvor vigtigt det er for akvaristen, selv at få lov til at påvirke det endelige resultat.
Dekorationen skal under alle omstændigheder limes fast med silicone lim, bedst i sort, og man skal regne med at det er en permanent løsning! Selv om baggrund/moduler KAN tages ud og genbruges, er det meget vanskeligt at fjerne sporene fra akvarieglasset. En god, og meget økonomisk måde at bruge modulerne på, er at sætte dem op på bag- og sideruder med plads imellem, så man kan se helt ind til bagruden, hvilket giver en masse revner hvor fiskene kan stå i fred og ro, samtidig med at det ikke er helt umuligt at komme til dem, hvis det bliver nødvendigt.
Placering af moduler på bunden kan ikke anbefales, simpelthen fordi det er spild af penge, da det er ganske enkelt blot at lægge natursten her og netop bunden er der hvor der er størst mulighed for at der skal laves forandringer!
Bagruden kan så males sort på ydersiden (eller afdækkes med sort på anden vis) så det giver indtryk af at man kigger ind i mørke revner, hvilket giver en glimrende dybdevirkning. Modulerne kan fås i forskellig finish, og det er vigtigt at man sørger for ikke at få blandet dem, da det kommer til at se unaturligt ud.
Planter. 

Planter er ikke en naturlig del af klippebiotopen, og fiskene vil ikke savne dem hvis man vælger at udelade dem. Tvært imod oplever man ofte, at de dyrt indkøbte planter bliver gravet op, revet i stykker eller ligefrem ædt!

Alligevel synes mange, at det giver et ekstra pift til akvariet med lidt grønt, og der er faktisk nogle planter som sagtens kan klare sig. Til dem hører først og fremmest Microsorium pteropus (Javabregne) og Anubias arterne, som udmærker sig ved at kunne vokse uden at være plantet i bundlaget, men også mange Cryptocoryne arter passer fint, især hvis man sørger for at de ikke kan graves op.

Alger er derimod både naturlige og ønskværdige, både som dekoration, og fodertilskud. De er med til at motivere fiskene til at vise deres naturlige fødesøgningsadfærd, og giver et godt tilskud af vegetabilske fødeemner.

Både alger og planter, har gavn af meget lys, så hvis man ikke har tilstrækkelig vækst i dem, er mere lys en af måderne hvorpå man kan få dem i gang, men som regel går det af sig selv med de nævnte planter. 

 
 Microsorium pteropus (Javaregne). I dette tilfælde er planten anbragt ved at den er bundet til en sugekop, som så er sat på sideruden mellem BTN modulerne. Akvariet er sat op kort tid før billedet er taget, så de fremtræder helt nye
 
Cryptocoryne willisii plantet i en glasskål, for at forhindre at den bliver gravet op. "væggen" til venstre, er måtten til et HMF filter. Modulerne her har siddet i akvariet i et års tid, og har fået en fin algebegroet overflade
Materialevalg og klargøring. 

Næsten alle sten kan anvendes, blot man sikrer sig at de ikke indeholder noget der er giftigt (nogle sten indeholder f.eks. metaller, der kan afgives til vandet), eller er for skarpkantede, så fiskene kan komme til skade ved sammenstød med dem (Mbuna er vant til at færdes blandt klipper, og er ret gode til at undgå skader, men alligevel!). Desuden må stenene helst ikke være for ru, da det ofte vil give fiskene sår på læberne, når de forsøger at gnave alger på dem.

Nogle af de mest almindeligt anvendte sten er: Granit, faxekalk, Kenyarocks og lava. Lava er efter min mening lidt problematisk, idet blokkene ofte er meget skarpe, og i alle tilfælde meget ru, hvorimod de andre typer er fine, men for faxekalk og Kenyarocks vedkommende, ikke specielt naturlige. Granit findes i mange farver, og det er en god ide, at sørge for at de matcher hinanden nogenlunde. De fleste sten kan anvendes efter en grundig afskylning, men hvis man selv har været ude og finde dem, f.eks. på en byggeplads eller en mark, kan det være en god ide at overhælde dem med kogende vand. Sten som er fundet ved stranden, plejer at være lige til at bruge.

Trærødder kan, modsat almindelig udbredt overtro, sagtens anvendes i Mbuna akvarier, blot skal man være opmærksom på, at de skal være vandtrukne, så de ikke rådner i akvariet (Læs: Trærødder købes hos akvariehandleren, hvis man ikke selv er helt klar over, hvordan man ser om de er egnede!)

Man kan flere steder læse om at trærødder skal undgås i Malawi akvarier, fordi de ikke hører til i biotopen, og desuden sænker PH-værdien, men lad os bare her slå fast, at begge dele er noget sludder! Der falder naturligvis træer ned i Malawi søen, ligesom alle andre søer, og m.h.t. sænkning af PH-værdien, er det nærmest umuligt, med den enorme buffer der er i det kalkholdige vand, der hører til i denne akvarietype. Derimod skal man være klar over, at de fleste rødder vil afgive noget farve til vandet, som ikke er særlig klædeligt, men det vil blive holdt nede, hvis man ellers passer sine vandskift. Trærødder fra akvariehandleren er klar til brug, efter en hurtig tur under bruseren.

Bundlaget er ofte genstand for kraftig diskussion, og dogmatikerne hævder hårdnakket at alt andet end sand er helt forkert, og unaturligt!

Sandheden er mere nuanceret, for man kan hævde at mange Mbuna lever i biotoper hvor der ikke er noget løst bundlag overhovedet, men under alle omstændigheder er der ikke belæg for at tro at det har den store betydning, hvilken farve eller kornstørrelse bundlaget har, ud over den æstetiske. Personligt foretrækker jeg dog at bruge sand.

Sandet/gruset vaskes bedst i portioner i en spand, ved at fylde spanden medens man rører kraftigt rundt, og hurtigt hælder vandet ud igen, inden snavset bundfælder sig. dette gentages, til vandet ikke længere bliver beskidt.

Opstart. 

Vi starter helt fra bunden; Når akvariet er kommet hjem, skal det rengøres med almindeligt postevand, og alle ruder pudses! Dette gøres for at sikre at der ikke er nogle ukendte kemikalier eller andre rester fra fremstillingen/evt. tidligere brug  tilbage, og giver samtidig lejlighed til at undersøge glasset for ridser. Drejer det sig om et brugt akvarium, må man vælge den side der er mindst ridset som forrude, men finder man nogen på et nyt akvarium, bør det returneres omgående!

Når det er i orden, limer man så en evt. baggrund/moduler i akvariet, og bagruden males hvis det er planen. Har man andre ideer om en udvendig baggrund, er det også lettest at ordne det nu! Herefter stilles akvariet på plads, den omtalte polystyrenplade anbringes på bunden, og man sikrer sig at det hele står i vater!

Nu er det tid til at få installeret teknikken, som anbringes efter de forskrifter der er angivet i de manualer der følger med de pågældende apparater. Generelt kan man sige, at de skal anbringes således, at de er bedst muligt  skjulte, uden at det modvirker deres funktion. Powerheads og udløb fra udvendige filtre, kan med fordel sidde løst, indtil man går i gang med at indrette dekorationen, så man kan justere dem ind, så det hele passer sammen.

Så er det tid til at få dekorationen på plads, noget som af de fleste, undertegnede inklusivt, opfattes som et af de absolutte højdepunkter i hobbyen. Mulighederne er uendelige, og det er op til hver ankelt at afgøre hvordan resultatet skal være, blot det dækker de behov fiskene og teknikken stiller.

Nogle akvarister foretrækker at anbringe stenene og evt. trærødder medens akvariet er tomt, men personligt foretrækker jeg at fylde 2/3-3/4 af vandet på, når jeg har anbragt de første tunge sten til at holde polystyrenpladen nede. Grunden til at jeg foretrækker at der er vand i akvariet, er at vandet virker perspektivforkortende, så dekorationen kommer til at se anderledes ud når man har fyldt akvariet, og det vil jeg gerne tage højde for med det samme. Uanset metode, afsluttes med at bundlaget fordeles i akvariet, som fyldes helt, hvorefter der sættes strøm til teknikken.

Nu gælder det om at få aktiveret filteret, og det kan gøres på flere måder, som alle går ud på at få tilført de gavnlige bakterier som står for den biologiske nedbrydning, og som er forudsætningen for at filteret virker.

Den enkleste metode, er ikke at foretage sig andet, end at hælde lidt tørfoder i akvariet, men det kræver en del tålmodighed, da det typisk tager 3-4 uger at få startet filteret på denne måde.

Den næsthurtigste metode, kræver at man har adgang til et indkørt filter, og består i at man tager en god portion af filtermateriale fra dette, og anbringer i det nye filter, hvor bakterierne hurtigt spreder sig.

Den sidste metode går ud på at man køber de gavnlige bakterier i pille/pulverform, og tilsætter dem til filteret ved at lade dem løbe ind gennem indsugningen. Fabrikanterne hævder at man kan få filteret op at køre på 24 timer på den måde, men det er nok en god ide alligevel at vente en uges tid...

Er man interesseret i det, kan man købe nogle testsæt, som kan påvise indholdet af de forskellige affaldsstoffer i vandet, og på den måde kan man se, hvornår filteret begynder at virke. Det vil være for omfattende at gå nærmere ind på nedbrydningsprocesserne her, men kort sagt sker der det, at fiskenes afføring/uspist foder omdannes til ammoniak (eller ammonium, afhængig af vandets PH-værdi), som er ekstremt giftigt, men meget hurtigt omdannes til nitrit. Nitrit, som også er meget giftigt, omdannes til det relativt uskadelige nitrat af de gavnlige bakterier, hvis/når filteret er aktivt, og derfor er det er nitritniveauet man primært måler, under opstarten.

 Der må under ingen omstændigheder sættes fisk i et akvarium, som har et målbart indhold af nitrit!

Når man har målt nitrit i vandet, og dette er forsvundet igen, er man sikker på at filteret virker, men vil man ikke have ulejligheden med at måle, må man vente til man er rimeligt sikker på at filteret virker, hvilket altså kan tage fra 1 til 4 uger. I denne periode er det vigtigt at man tilsætter lidt foder hver dag (man fodrer bakterierne).

Så er det endelig tid, at sætte nogle fisk i akvariet (men læs lige resten af artiklen her først!), og "nogle fisk" er ikke en hel akvariebesætning! Det bedste er at starte med 3-5 mindre fisk, ideelt de fredeligste af dem man ønsker at holde, og lade dem gå i en måneds tid, for at sikre at filteret er helt på toppen og kan klare belastningen, hvorefter resten af fiskene kan anskaffes.

Tillykke, du har nu grundlaget for et funktionelt Mbuna-akvarium!

Under opstartsfasen, sker der, som nævnt, en masse spændende ting i akvariet, og det fortsætter efter at fiskene er kommet i. en af de ting der giver anledning til en del undren og bekymring, er algevæksten, Typisk vil der i løbet af 1-2 måneder vokse et brunt lag af alger frem på dekorationen og bundlaget. Hvis disse alger ikke er slimalger (kendes ved at de føles fedtede, danner et sejt blågrønt lag, ofte indeholdende luftbobler, med en meget karakteristisk lugt, der minder en del om stank!) er der ingen grund til at gøre noget ved det, for de forsvinder praktisk taget altid igen af sig selv, og bliver erstattet af de grønalger de fleste gerne vil have.

 
Labidochromis caeruleus, en af de mest populære og letteste Mbuna at holde. Ideel som opstartsfisk 
Indkøb og sammensætning af fisk.

Det er ved dette punkt, man har de største muligheder for at begå fejl, og selv små fejltagelser kan gøre forskellen på, om akvariet bliver en succes eller ej, så vær lige lidt vågen under gennemlæsningen af dette afsnit!

Ved første øjekast, ser en velassorteret cichlide butik jo ud til at indeholde en overflod af muligheder for den nystartede akvarist, med et tomt akvarium stående klar derhjemme, men desværre er opgaven med at vælge, ikke helt enkel, da der er andre hensyn, end blot farvesammensætning at tage højde for. Inden vi går over til dette, er der dog nogle universelle ting der er værd at nævne;

1: Køb kun sunde fisk! Det lyder som en selvfølge, men både forretninger og private, har fisk gående, som er enten for magre eller for fede, og især det sidste kan være vanskeligt at rette op på, især hvis de fisk den/de skal sættes sammen med, måske har det modsatte problem. Hvis det drejer sig om vildtfangede fisk, vil de dog ofte være noget underernærede, da de har været gennem en hård tid (læs evt. lidt om det HER), med masser af omflytninger og praktisk taget ingen fodring, uden at det skal tages for at være et tegn på decideret afmagring. Her skal man blot være lidt ekstra opmærksom på fodringen i starten.

2: Køb kun fisk du kan få en sikker identifikation på! Der er desværre mange fisk i handelen, især fra private, der er af tvivlsom oprindelse, rangerende fra manglende fangststed, over usikker angivelse af art, til at det faktisk drejer sig om krydsninger af flere varianter/arter! Det er helt uacceptabelt, men desværre ikke så ualmindeligt at mere eller mindre uvidende akvarister "kommer til" at videresælge de krydsninger der, ved simpelt uheld, eller fordi de ikke har sat sig ordentligt ind i tingene, er opstået i deres akvarier. Sikker identifikation, er mest et spørgsmål om tillid til sælgeren, og den kæde af forhandlere fiskene har været gennem. Generelt må man sige, at hvis man handler i en velrenommeret butik, har man en rimelig sikkerhed for at fiskene er "ægte".

3: Køb gerne lidt for mange af hver art du vil have, så der er lidt at give af, hvis noget går galt! Ofte viser det sig, at ikke alle fiskene lever op til den standard man ønsker, eller hvis det er ungfisk man har købt, kønsfordelingen kan være uheldig. Der kan også optræde dødsfald, selv i akvarier hvor alt kører som det skal, og man kan ikke altid regne med, at eventuelle tab kan erstattes med fisk af passende størrelse.

4: Mbuna er vant til at gå tæt sammen i naturen, og det er også i akvariet, bedst at sørge for at der er tilpas mange fisk. Det gælder, efter undertegnedes mening, om at opnå en balance, mellem på den ene side ikke at have så få fisk, at de bliver utrygge, og dominerende fisk tilbøjelige til at forfølge enkeltindivider til døde, og heller ikke at få så mange, at fiskene helt opgiver deres naturlige adfærd, og bare tumler rundt mellem hinanden (det såkaldte kaos-kompleks, som mange akvarister, der er mere interesseret i farvelade end adfærd anvender).

       
Flere eksempler på Mbuna
 Pseudotropheus sp. "msobo"  han og hun (Foto: Kim Wander) 
 
Labeotropheus trewavasae (Mpanga) hun og han, Metriaclima estherae OB hun
 

Tilbage til udvælgelsen af de fisk, der skal sættes sammen, helst til en harmonisk og problemfri fiskebesætning. Der er, som antydet ovenfor, nogle ting som det er nødvendigt at undgå;

Sæt ikke fisk sammen, som er tilbøjelige til at krydse!!! Dette kan ikke siges kraftigt nok! Tilfældige krydsninger, er et af de mest påtrængende problemer inden for cichlidehobbyen, og Malawi cichliderne er langt de mest udsatte. Netop det, at de alle har nogenlunde samme yngleadfærd, og er så ynglevillige som  tilfældet er, gør dem desværre også til topkandidater for utilsigtet (eller tilsigtet!) krydsning. Faktisk må man sige, at der ikke kan gives nogen 100% garanti mod krydsninger i et Mbuna akvarium, med mindre at man kun holder en enkelt art, men man kan et langt stykke hen ad vejen minimere risikoen, hvis man overholder følgende retningslinjer.

A) Sæt ikke fisk sammen, som ligner hinanden, uanset slægtsforhold, og sæt ALDRIG flere varianter af samme art sammen. Dette er den værste regel at bryde, da der ud over krydsningsfaren, også er den risiko, at man ikke kan se på evt. unger, at det er krydsninger man har fået!

B) Sæt ikke fisk fra samme slægt, og slet ikke samme artskompleks sammen (Eksempelvis er der mange flotte Pseudotropheus arter, som det vil være usikkert at sætte sammen, men der er en forøget risiko hvis det drejer sig om Pseudotropheus der begge er fra elongatus komplekset. Alt i alt, er det altså sikrest at vælge en enkelt art, og lade resten af besætningen komme fra andre slægter). Der er nogle åbenlyse undtagelser fra denne regel. Nogle af de artsrige slægter, som f.eks. Labidochromis, Metriaclima og Pseudotropheus indeholder arter, der ikke vil være tilbøjelige til at krydse, hvis ellers reglerne C og D overholdes, men her er det altid en god ide at konsultere erfarne akvarister først, og ellers hellere være for forsigtig end omvendt.

C) Sørg for at have så mange som muligt af hver art. I stedet for at have en masse par, eller trioer i forskellige arter, er det bedre at have flokke på 8-10 stykker af hver art, og ikke så mange forskellige arter, da det mindsker tilbøjeligheden til at parre sig med artsfremmede partnere, hvis der er et rimeligt antal artsfæller at vælge mellem.

D) Sørg for at der ikke er en enkelt Han, der bliver totalt dominerende i akvariet. Dette er især et problem der opstår i mindre akvarier. Hvis en han bliver så dominerende, at ingen andre hanner i akvariet kan holde et territorium eller farve ud, har hunnerne ikke andet valg, end at parre sig med den dominerende han, uanset art.

Ud over hensynet til overholdelse af det ovenstående punkt D, er det også for fiskenes generelle trivsel, og mulighed for at udvise deres naturlige adfærd, vigtigt at man får sammensat fiskebesætningen, så fiskene passer til hinanden m.h.t. aggressions-niveau og størrelse. Der vil naturligvis altid være en fisk der ender som "Boss" i akvariet, men de øvrige skal også have mulighed for også at udfolde sig. Nogle arter har lettere ved at acceptere en sekundær plads i hierakiet, medens andre kun viser deres flotte farver på fuldt blus, hvis de er helt "øverst på skammelen". Dette er værd at lægge mærke til, for det gælder naturligvis om at man ikke får sat arter af den sidste kategori, sammen med fisk som holder dem nede, så man aldrig får set dem fra deres bedste side. Det er derfor formålstjenligt at lave en opdeling i grupper, der dog ikke kan blive særligt veldefinerede, blandt andet fordi der også inden for hver enkelt art, er individuelle forskelle, og nogle arter vil kunne falde i flere grupper. Her kommer et forslag til gruppering, med et par eksempler på arter der passer i hver gruppe:

1) Mbuna der kan sættes sammen med dominerende fisk, uden at man risikerer at de ikke farver ud, og desuden ikke selv er specielt aggressive: Labidochromis caeruleus, Labidochromis chizumulae og flere andre af de mindre Labidochromis, Metriaclima estherae, Metriaclima barlowi, Metriaclima callainos, Melanochromis cyaneorhabdos m.fl. Især Labidochromis arterne er fredelige (af Mbuna at være !). Fiskene i denne kategori er oplagte kandidater til at være grundlaget for besætningen af akvariet, og kan med fordel udgøre en talmæssig stor del. De er også gode bud på, at være de første fisk i akvariet, da de sandsynligvis også vil give de efterfølgende bofæller en relativ blid velkomst.

2) Relativt aggressive arter, der godt kan tåle at være lidt nede i hierakiet, uden at miste farverne, blot de ikke bliver decideret tyranniserede: Pseudotropheus arter fra elongatus-komplekset, Pseudotropheus saulosi, Metriaclima aurora, Tropheops arterne, Melanochromis johanni og en del andre Melanochromis arter.

3) Meget aggressive arter, som sikkert vil prøve at sætte sig på magten, men som ikke opgiver udfarvningen,  hvis det ikke lykkes for dem: Metriaclima lombardoi, Pseudotropheus sp. "aggressive bars" og Melanochromis auratus. Det er vanskeligt at holde mere end en han i akvariet, med mindre at det er meget stort (mindst 2 meter langt), og det er nødvendigt med mindst 3, og helst flere hunner til hver han.

4) Aggressive arter, hvis udfarvning er afhængig af at de er på toppen af hierakiet: De fleste Maylandia arter i det store zebra-kompleks, især "Red-top" og "Yellow zebra" arterne, Petrotilapia og Labeotropheus arterne. Det siger sig selv, at man kun kan have 1 af arterne fra denne gruppe, (hvoraf kun 1 han vil farve ud, hvis man har flere), i akvariet, med mindre det er så stort at det kan rumme flere territorier. For de store arter, gælder det, at man skal være heldig, hvis et territorium optager mindre end 1 meter af akvariets længde! Man skal selvfølgelig også passe på, hvis man sætter dem sammen med fisk fra gruppe 3), det er nødvendigt at sikre sig at det er fiskene fra gruppe 4) der kommer til at dominere.

5) Fredelige, eller små arter, der ikke vil farve ud, hvis de føler sig trykkede af andre fisk: Det drejer sig primært om mindre arter fra Cynotilapia og Labidochromis slægterne. Disse fisk er egentlig bedst at holde i artsakvarier, men kan evt. sættes sammen andre fra denne gruppe.

6) Outsiderne. Fiskene i denne gruppe er alle ret små, men har evnen til at undgå opmærksomheden fra større og dominerende arter, og vil kunne oprette deres eget, parallelle hieraki, hvor de indbyrdes kan være ganske aggressive: Pseudotropheus arter, som f.eks. demasoni , sp. "polit" og "gigas" arterne. De kan, som antydet, sættes sammen med næsten alt, undtagen gruppe 5), med det forbehold, at helt store arter, der ligefrem kan gabe over dem, bliver en overmatching.

Som det ses, er det langtfra simpelt at få lavet en gennemtænkt og vellykket sammensætning. Man kan sige, at hver gang man vælger en art, fravælger man automatisk en hel række andre, enten p.g.a. potentielle krydningsproblemer, eller fordi de kommer i vejen for hinanden med aggressionerne. Når dertil lægges, at forhandlerne sikkert ikke lige har alle de fisk man har planlagt at anskaffe sig, på lager, må man nok indse, at den perfekte sammensætning kan trække ud, og deri ligger en meget stor del af udfordringen ved et Mbuna akvarium. Heldigvis er det jo taknemmelige fisk at holde, og der er en temmelig stor margin mellem "perfekt" og Mislykket", så selv om man ikke lige når målet i første forsøg, kan man være sikker på mange underholdende timer foran akvariet.

Andre fisk?  Der diskuteres ofte om det er godt at blande andre fisk sammen med Mbuna. Det kan man sådan set godt (Tropheus, som er Tanganyika søens pendant til Mbuna, er nok det mest oplagte), men det falder lidt uden for denne artikels rammer, da akvariet jo så ret hurtigt overgår fra at være et Mbuna akvarium, til noget helt andet! Det skal dog nævnes, at mange bruger de sydamerikanske Ancistrus-maller som en slags biologisk algebekæmpelse, eller asiatiske Botia som snegle-ditto, uden egentlig at regne dem med til akvariebesætningen. De bliver dog ofte mobbet ret kraftigt af cichliderne, så det er værd lige at være opmærksom på hvad der foregår, og få dem fisket op igen hvis det er nødvendigt. 
Fodring.  Mbuna vil æde alt det foder man smider ned til dem, og de vil se ud som om det er lige hvad de har ventet på hele livet, uanset om det er det stik modsatte af, hvad der er sundt for dem. De er tilmed så hårdføre, at man faktisk kan få det indtryk, at de trives, men fejlernæring kan godt resultere i alvorlig sygdom og dødsfald, og har under alle omstændigheder, i længden en uheldig effekt på deres farver og kropsform.
Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i de specielle krav der stilles til godt Mbuna foder, og finde frem til hvad, og hvor meget de egentlig har brug for.
Mbuna er, med få undtagelser, primært algeædere, og det er derfor vigtigt at hovedparten af deres foder består af vegetabilske fødeemner, hvilket er ganske enkelt at opnå, men altså udelukker meget af det gængse foder der normalt anvendes til akvariefisk.
Da Mbuna er vant til at optage føden langsomt, gennem hele dagen, er det en god ide at give foderet a` 2 gange om dagen, hvilket også giver lejlighed til at kombinere de forskellige fodertyper (f.eks. tørfoder om morgenen og frostfoder om aftenen). 
Forskellige fodertyper: Herunder er vist nogle eksempler på mere eller mindre egnet foder, jeg selv har i brug. Jeg har medtaget navn og fabrikat, men der findes masser af andre mærker, der laver lignende fodertyper, som er lige så gode. Opbevaringen giver, for frostfoderet nærmest sig selv, men man skal være opmærksom på, at også tørfoder har bedst af at blive opbevaret køligt, især hvis det skal stå i længere tid. Det vil sige, at den traditionelle plads oven på lampen, er en dårlig vane!
 
1: To forskellige typer Discs, og piller. Disc`ene er henholdsvis Hikari og Tropical green algae wafers,  og pillerne er JBL Novofect. Glimrende grundfoder, både fordi det har et højt indhold af vegetabilske næringsstoffer, og fordi det tvinger fiskene til at bruge deres naturlige måde at indtage føden på. Især Disc`ene er meget hårde, medens pillerne ret let kan knuses mellem fingrene, en god ide hvis man har små unger i akvariet.
 
2: Flagefoder. Her er vist TetraRubin og TetraMin, med en lille bunke knuste flager, der er en blanding af begge dele i midten. Godt tilskudsfoder, som godt nok har for højt indhold af animalske fødeemner, men samtidig er tilsat gode vitaminer. Kan med fordel gives et par gange om ugen, evt. lidt oftere i opvækstakvarier, hvor yngelen kan bruge det højere energiindhold til øget vækst, men pas på! det kan let overdrives, og dermed lede til at fiskene bliver for fede. Et eksempel på dette, er den ovenfor afbillede L. caeruleus, som dog kun kan siges at være let overvægtig, i forhold til hvad man kan se rundt omkring i mange akvarier.
 
3: Cichlid sticks. De er kun medtaget for at nævne, at de, trods navnet, ikke er egnede til alle cichlider, og slet ikke Mbuna, idet de er meget proteinholdige.
 
4: Cyclop-eeze og Spirulina-pulver. Cyclop-eeze, som er beregnet til at give kraftigere farver, øget vækst og ynglevillighed, kan gives som løst tilskudsfoder, i meget små mængder, men er bedre egnet til at blive blandet i f.eks. rejemix. Spirulina skal blandes i noget andet foder, og er noget man skal passe meget på med! I små mængder, er det et rigtig godt og sundt tilskud, men det er meget let at overdosere (ingen ved tilsyneladende hvor meget der skal til, og det varierer sikkert fra art til art), og kan let få fiskene til at udvikle såkaldte melaninpletter, der fremtræder som små sorte pletter på fiskene. Det er tilsyneladende ikke noget der generer fiskene, men det er grimt! Hvis man oplever det på sine egne fisk, bør man straks stoppe med enhver form for spirulina-holdigt foder. Med lidt held, forsvinder pletterne igen, men det tager adskillige måneder.
 
5: Frossen rejemix. Man kan lave det selv, eller købe det hos enkelte forhandlere, i form af plader der kan knækkes i passende stykker. Et fantastisk tilskudsfoder, som fiskene elsker, og som kan blandes som man synes der er behov for (se opskrifsforslag). Bør gives hver dag, som supplement til tørfoderet, da det, i den foreslåede sammensætning, ikke feder, virker kraftigt farveforstærkende (også uden tilsætning af Cyclop-eeze) og er glimrende til at holde fiskenes tarm-system i orden. Det kan til gengæld ikke bruges som det eneste foder, m.m. man blander nogle mere energi-holdige ingredienser i, da det erfaringsmæssigt ikke er i stand til at få fiskene til at vokse/tage på!
 
6: Frosne cyclops. Man kan købe det hos de fleste forhandlere, i form af plader der kan knækkes i passende stykker, eller i blisterpakker, hvor foderet er pakket i færdige portioner (med lidt held, har fabrikanten lige tænkt på den mængde, netop dine fisk har brug for...). Kan gives lejlighedsvis, og er især godt i opvækstakvarier, da det giver en glimrende vækst og flotte farver.
 
7: Frosne voksne artemia. Man kan købe det hos de fleste forhandlere, i form af plader der kan knækkes i passende stykker, eller i blisterpakker, hvor foderet er pakket i færdige portioner. Dette er ikke et egnet Mbuna-foder, men er taget med fordi det kan bruges med måde, og især hunfisk der lige har overstået en mundrugning, har godt af et tilskud af ekstra proteinholdigt foder.
Opskrift på rejemix: 2 dele frosne rejer inkl. skal, 2 dele løs-frosne ærter og 1 del frossen spinat. Der kan, hvis man ønsker en ekstra farve-forstærkende virkning, tilsættes Cyclop- eeze, som max. må udgøre 5% af den samlede vægt. Man kan også tilsætte Spirulina pulver, men det skal gøres med forsigtighed (max 1%), da for meget af det, kan føre til melaninpletter på fiskene. Det hele køres mindst 2 gange gennem en kødhakker, fordeles i lynlås-poser som trykkes flade inden indfrysning, så det er let at brække passende stykker af.
  Vedligehold
Vandskifte.  Et Mbuna-akvarium, er som regel ret tæt besat, og de livlige fisk udskiller en del affaldsstoffer. Som nævnt under indkøring af akvariet, nedbryder filteret disse affaldsstoffer, til man ender med et slutprodukt der hedder nitrat. Dette nitrat er faktisk også giftigt, selv om fiskene kan tåle det i op til 100 gange højere koncentrationer end nitrit, så man bliver nødt til at gøre noget for at holde mængden i vandet nede.
Der findes specielle nitratfiltre, men de er dyre, og kræver et vist kendskab til teknikken, så det gode gammeldags vandskifte er den sikreste løsning på problemet. Den nødvendige mængde af dette vandskifte, varierer naturligvis med belastningen, men skifter man 1/4-1/3 om ugen, er man på den sikre side.
Det er en fordel, hvis man kan erstatte det gamle vand med tempereret vand fra hanen, men nogle steder indeholder det varme vand opløste metaller fra varmtvandsbeholderen, og/eller bakterier fra samme, hvilket gør det ønskværdigt at undgå at bruge dette.
Generelt kan man sige, at hvis man bor et sted hvor der er et rimeligt stort konstant gennemløb (f.eks. i et stort lejlighedskompleks) er vandet sandsynligvis OK, men bor man i et parcelhus, eller et andet sted hvor vandet kan stå i beholderen i timevis, kan der være problemer.
I disse tilfælde, må man bruge koldt vand, og måske kompensere, ved ikke at skifte så meget vand ad gangen, men til gengæld lidt oftere. 
 

Vandskifte hører sjældent til, blandt selv meget entusiastiske akvaristers yndlingsbeskæftigelse, men det behøver nu ikke at være så slemt endda!

Man kan, et langt stykke hen ad vejen, gøre tingene lettere for sig selv, ved at sørge for at det grej man bruger, er gennemtænkt og funktionelt. De viste remedier, har kostet lidt over 500 kroner, plus slangen. Det lyder måske af meget, men det holder jo, på nær slangen, resten af den tid man har akvarium, og sparer en for meget slæb og mange irritationer. Det er den løsning jeg selv bruger, og som klarer at skifte vand på 7 akvarier, på tilsammen lidt over 3300L, med et tidsforbrug på ca. 3 timer. Denne tid er ikke spildt, men bruges til samtidig at få ordnet forskellige ting i akvarierne, medens vandet løber af sig selv.

FORLAD KUN ET AKVARIUM DU ER VED AT FYLDE VAND PÅ, HVIS DET ER FOR AT GÅ UD OG SLUKKE PÅ HANEN!!!

 
Disse fittings kan købes i de fleste Gør-det-selv butikker. De er lavet af PVC, som er limet sammen, med PLASTMO tagrende lim. De lige stykker kan skrues af og på, og evt. sættes i forlængelse af hinanden. Bøjningen sikrer at slangen ikke glider ud af akvariet. Risten skal sikre, at der ikke suges små fisk med ud.
 
Den anden ende af slangen er påmonteret den ene halvdel af et stort Eheim koblingsstykke. Man starter tømningen af akvariet med et kraftigt sug her, og sørger for at mundingen ligger lavere placeret end akvariet, så hævert effekten får vandet til at løbe af sig selv.
 
Når der er løbet tilstrækkeligt vand ud af akvariet, sættes slangen til vandhanen, via den anden halvdel af Eheim koblings-stykket, der er forbundet til hanen med en almindelig Gardena kobling, og man fylder vand på igen, ved blot at dreje på håndtagene.
 
Når man alligevel er ved at tømme vand af, kan man jo passende prøve at få noget af det snavs der samler sig på/i bundlaget og mellem stenene ud samtidigt. Det gøres let, med den viste anordning, her monteret på de førnævnte PVC fittings. Man stikker simpelthen røret ned i bundlaget/mellem stenene, og lader det ophvirvlede skidt løbe ud sammen med skiftevandet.
Rengøring af filter.  Hvis ellers filteret er korrekt dimensioneret, er der langt imellem at det er nødvendigt at rense det. Man kan ofte se hvornår det er nødvendigt, ved at holde øje med hvor meget vand der kommer ud af udløbet fra pumpen, især hvis denne kommer over vand, f.eks. ved vandskifte. Hvis der kommer kendeligt mindre vand ud end der plejer, er det på tide at rense filteret. Hvordan dette gøres, er forskelligt fra filter til filter, og det er en god ide at konsultere manualen til det aktuelle filter (Jeg går ud fra, at de der har valgt selv at bygge deres filter, og dermed ikke har en manual, også har gjort sig nogle tanker om hvordan de vil gøre, når det skal renses, så de behøver ingen instruktion).  
Generel rengøring.  Udover den allerede nævnte og viste slamsugning, er der egentlig kun rengøring af ruderne, der er direkte akvarie-relaterede.
Det foretages bedst med en algeskraber, der virker nøjagtig som isskraberen til bilen, blot med et barberblad på. Det er en god ide at være lidt varsom i nærheden af akvariets limninger, men ellers er det den sikreste måde at få renset sine ruder på, uden at få ridser. Mange bruger de populære "Algemagneter", eller den ru side af  rengøringssvampe, men de har begge den ulempe, at man risikerer at få sand med op fra bundlaget, som kan give nogle grimme ridser i ruden.
Udvendigt aftørres ruden med en blød klud (f.eks. et gammelt viskestykke). Desuden vil evt. andre familiemedlemmer (og de gæster man stolt fremviser vidunderet for) sikkert sætte pris på, at akvariet og dets umiddelbare omgivelser, holdes nogenlunde fri for kalkrande, spildt foder og lignende! 
Opdræt.  Alle Mbuna er Maternale mundrugere, d.v.s. at hunnerne bærer æg/unger i munden, indtil disse er færdig-udviklede, og i stand til at klare sig selv. Forskning tyder på, at dette er den senest udviklede form for yngelpleje, og en af de mest effektive.
Den er i hvert fald en af de mest praktiske for akvaristen, da den tillader at man kan lade fiskene lege i opholdsakvariet og, hvis man ønsker en høj overlevelses-procent, blot fjerne hunnen, når tiden for afslutningen af yngelplejen nærmer sig.
Selv hvis man lader hunnen gå i akvariet, vil der, hvis akvariet har tilstrækkeligt med revner og små huller, sandsynligvis være nogle overlevende fra hvert kuld, dels fordi Mbuna ikke efterstræber ungerne særlig voldsomt, og dels fordi ungerne allerede fra første dag er relativt store, og usædvanlig gode til at passe på sig selv.
Kan man ikke nøjes med de par stykker der naturligt vil overleve i akvariet, er det nødvendigt at flytte hunnen, og det er her man opdager om den indretning man har valgt til akvariet, er lige så praktisk som dekorativ! Det kan godt blive nødvendigt at fjerne nogle sten...
Inden man griber til dette, kan det dog godt betale sig at prøve et lille trick; Man mørklægger akvariet helt i nogle timer, og forsøger at fange den umiddelbart efter at man tænder lyset igen. Fiskene er ofte så fortumlede, at de ikke når at reagere på nettet.
Hunnen sættes derefter over i et akvarium for sig selv, hvor hun kan gå til hun spytter ungerne ud. Det er sikrest, hvis hunnen ikke bliver fanget op for tidligt, da man kan risikere at hun, under opfangningen spytter æg/unger ud i panik. Hvis man har ventet længe nok (18 dage er et sikkert bud), er ungerne fritsvømmende, og klar til at undvære yderligere yngelpleje, men ellers står man med det problem, man skal agere mundruger for et kuld æg/embryoer (unger som er klækkede, men stadig har blommesæk), hvilket almindeligvis giver ret høje tabstal, og muligvis påvirker ungerne negativt m.h.t. deres egne yngelplejeinstinkter (p.g.a. manglende prægning. Denne teori kan ikke bekræftes).
Ungerne kan fodres med det samme foder man bruger til de voksne, blot kan det evt. findeles, og det må gerne indeholde en højere andel af animalske fødeemner, for at hjælpe på væksten. 
   
Pseudotropheus saulosi unge 
Problemer.   Det er let at holde et Mbuna-akvarium, men der kan/vil naturligvis opstå forskellige irritationsmomenter og ærgrelser hed ad vejen, ligesom i alle andre akvarietyper. Her er en liste over de mest almindelige. 
Alger.   Alger kan, selv om nogle af dem er gode at have, være ret irriterende. Generelt kan man sige, at alger er en helt naturlig del af den biokultur der findes i akvariet, men når det tager overhånd, er det som regel fordi at der er et eller andet der er ude af balance.
Det er typisk et tegn på at vandet er for næringsrigt, og/eller at akvariet er overbelyst, f.eks. fordi det står i direkte sollys. Især nystartede akvarier, er tilbøjelige til at blive ramt af pludselige opblomstringer af brun- pensel- eller trådalger, der lettest bekæmpes ved at reducere fodring og belysning.
Man kan også vælge at bekæmpe disse alger ved at sætte
Ancistrus i akvariet, hvis man ikke har noget mod at kompromittere akvariets biotopiske integritet.
Desuden findes der en algetype som må siges at være enhver akvarists mareridt, nemlig slimalger, eller blågrønalger som de også kaldes. De optræder som hele måtter, der danner et slimet ildelugtende lag på bundlag, planter og dekorationer, og kvæler alt hvad de dækker.
Bekæmpelse kan være meget vanskelig (de nævnte
Ancistrus vil ikke hjælpe), og det kan blive nødvendigt at omlægge akvariet totalt, men man kan prøve at suge algerne ud af akvariet med en slange, samtidig med at man stopper fodringen så længe fiskene kan holde til det (adskillige uger, hvis det er voksne, sunde fisk), og dæmpe lyset til næsten total mørke.
  
Snegle.   Snegle er egentlig ikke et problem, med mindre de formerer sig alt for voldsomt. Faktisk er snegle, især Malajsnegle, ganske nyttige at have, idet de hjælper med til at gennemgrave bundlaget, og på den måde mindsker risikoen for at det pakker til, så der opstår døde områder.
I akvarier, hvor der ikke er nogle naturlige fjender, kan der imidlertid opstå så store opblomstringer i bestanden, at de skæmmer akvariets udseende, og så må man gribe til nogle af de mange metoder der findes til reduktion af en sneglebestand.
Det enkleste er faktisk at indsamle sneglene med håndkraft, men det kræver naturligvis, at man har mod på at bruge et kvarters tid et par gange om ugen, på at indsamle dem, indtil man er nede på et fornuftigt niveau. Der kan også anvendes sneglefælder, som man selv kan fremstille, f,eks, af en ½ L sodavandsflaske, som man lægger i akvariet når lyset er blevet slukket, med en eller anden form for lokkemad, som f.eks. nogle mallepiller, eller andet tørfoder. Hvis man så samler flasken op tidligt næste morgen, skulle der gerne være samlet en masse snegle i flasken. "Behandlingen" skal gentages med jævne mellemrum.
Det er også muligt at sætte fisk ned, som æder sneglene, men ingen af disse har nogen naturlig tilknytning til et Mbuna akvarium, og de er alle lige så glade for at æde Mbuna unger, som snegle, hvilket man lige skal overveje om man kan acceptere, og ingen af dem, er naturligt hjemmehørende i et Mbuna akvarium. 
Sygdomme.  

Mbuna er heldigvis meget hårdføre, og hvis akvariet kører som det skal, er de ikke særlig tilbøjelige til at blive ramt af de infektionssygdomme eller parasitter. Det vil være for vidtgående, i en artikel der allerede er blevet meget lang, at komme ind på dette, men jeg vil dog nævne en sygdom, der tilsyneladende rammer afrikanske cichlider meget hårdt i forhold til andre akvariefisk; Den er ikke særligt godt defineret, og kan i virkeligheden godt være mere end en enkelt sygdom. Den er kendt under navne som Bugvatersot, Flagellater, Bloat eller bare Sot. Den viser sig ved at den angrebne fisk først holder op med at spise, og når angrebet forværres, står stille sig tæt ved bunden, med udspilede finner, medens den udfører nogle langsomme vuggende bevægelser. Ofte har den synligt opsvulmet bugparti. Fisk der har nået dette stadie, står ofte ikke til at redde, men det er vigtigt at man starter en behandling med det samme, for at redde resten af besætningen. Der florerer en del forskellige metoder på internettet, fra nogle ganske gode, til nogle der er decideret tåbelige og dybt uansvarlige, men der findes også godkendte midler der virker rimeligt godt, hvis man giver det i tide, som f.eks. Aquamor 1, der dog til dette formål, skal gives i det dobbelte af anbefalet dosis.

Sygdommen er således ikke helt nem at have med at gøre, da de fisk der viser symptomer, ofte ikke kan reddes, så det er bedre at koncentrere sig om forebyggelse. En af de ting der er rimeligt sikkert, er at det drejer sig om en flagellat, der altid er til stede i fiskens system, men som i visse tilfælde, f.eks. ved stress, formerer sig voldsomt, og ret hurtigt kan ødelægge fiskens tarmsystem. Stress fremkaldes hos fisk, oftest ved hurtige ændringer i fodersammensætning eller vandkvalitet (flytning for eksempel), men kan også være resultatet af at fisken er blevet jagtet i længere tid, eller ganske enkelt bliver fodret forkert, så det er noget af det man skal minimere eller undgå.

  Hermed afslutter jeg artiklen, som gik hen og blev betydeligt længere end det oprindeligt var hensigten. Jeg håber at den kan virke som en fornuftig guide, og inspiration til et velkørende akvarium. God fornøjelse!  
  Tak til Frank Nørby og Kim Wander, for velvillig assistance med billeder. 

Kim Jakobsen. Marts 2007. Redigeret Juni 2010.
HOME