HOME

Tropheus  spp.

Alle Tropheus arter stiller samme krav til akvariehold, så de er samlet i en beskrivelse.

Sidst opdateret: 21/10 2007


Kæmpende Tropheus sp. "black" (Pemba) hanner.

Billeder af forskellige Tropheus
HER
Udbredelse og varianter:

Alle Tropheus lever endemisk i Tanganyika søen. De forskellige varianter optager generelt hver sin del af søen, med få overlapninger, undtagen T. duboisi, som til gengæld lever dybere.

Sp. black: Den nordlige del af søen. Der er talrige varianter, hvoraf de mest kendte er Bemba (Pemba), Caramba, Kiriza,  Rutunga og Sisyeswe (Bulu point). Sidstnævntes findested ligger bemærkelsesværdigt langt fra resten af varianterne, og man kan spekulere på, om ikke der snarere er tale om en anden art, i lighed med Tropheus sp. "ikola", som lever lige op til samme område (privat teori).

Sp. red: Den østlige del af søen, med overlapning af T. moorii. De mest kendte varianter er: Chilanga, Chimba, Livua og Moliro.

Duboisi: Spredt i søen. Der er generelt ikke så stor forskel på varianternes udseende som hos de andre arter. Her er de mest kendte: Maswa (Halembe), Bemba, Kigoma og Karilani. Ifølge flere teorier, er den spredte udbredelse, resultatet af et førhen meget stort udbredelsesområde, men at T. duboisi senere er blevet udkonkurreret af andre arter, så det vi ser idag, er de sidste rester.

Moorii: Den sydlige halvdel af søen. De mange varianter omfatter bl.a. Chaitika, Ilangi, Lufubu, Kala, Kalambo, Kasanga, Kasakalawe og Mpulungu.

Størrelse: 12-16 cm. Hannerne er som regel et par cm. større end hunnerne.
Kønsforskelle: Det er vanskeligt at skelne mellem kønnene, men ofte er hannerne større, og dominante hanner har kraftigere farver, og bliver hvide om munden (slitage fra mundkampe).
Lever i naturen af: Aufwuchs, d.v.s. fastgroede alger, med det indhold af smådyr der måtte være med.
Biotoper og almindelig adfærd:
Lever lige under bølgeslagszonen, ved klippekyster. Begge køn danner territorier, men hunnerne forsvarer ikke deres særlig kraftigt, og det ses ofte at flere individer græsser tæt op ad hinanden.

Det ser ud til at Tropheus nyder godt af at dele biotop med forskellige Petrochromis arter, der lever af at afgræsse rimelig løstsiddende alger, med det sediment der findes heri, hvilket efterlader en mere "ren" overflade, som er det Tropheus foretrækker. Det giver anledning til dannelse af større fødesøgningsflokke, som kan være nødvendige for at vanskeliggøre forfølgelse fra de betydeligt større  Petrochromis, som ikke altid frivilligt tillader indtrængen på deres territorier.

T. duboisi lever dybere end de andre arter, og mere spredt i søen, hvilket tyder på at det er en art som tidligere har haft større udbredelse, men nu er på retur, muligvis trængt ned på den større dybde af mere konkurrencedygtige arter.

Yngleadfærd: Maternal mundruger. Legen foregår som regel på et rimelig afdækket sted, gerne på en skråtstillet flade op ad en sten eller lignende. Forud for legen, er der en periode, hvor Hannen accepterer den udvalgte hun i sit territorium, og der ses talrige skinparringer. Det tyder på, at der faktisk sker en slags udparring før legen, og der er fremlagt teorier om, at hunner kun kan færdiggøre udviklingen af æggene, når de er under "beskyttelse" af en dominerende han. Tropheus slægten regnes for at være relativt gammel, hvilket angives som forklaring på, at kønnene har samme farve, selv om det kun er hunnen der varetager yngelplejen. Forklaringen er, at maternal mundrugning anses for at være en videreudvikling af biparental mundrugning, som logisk kræver at forældrene er nogenlunde ens. Tropheus er således en slags overgangsform. I den forbindelse, kan det nævnes, at der har været observeret i akvarium, at en han har hjulpet med opsamlingen af et æg der var kommet på afveje, og ikke samlet op af hunnen. Ægget blev bragt tilbage, og straks overgivet til hunnen. Et typisk kuld er på 6-20 stk., afhængig af art.

Mundrugende hun.
Temperatur og vandværdier: 24-28 grader. PH 7-8,5/DH 12-30
Fodring: Tørfoder, helst i form af Discs/piller og frostfoder i form af rejemix og cyclops. Undgå fødeemner der er for fedt/proteinholdige!

Opskrift på rejemix.
2 dele frosne rejer inkl. skal, 2 dele løs-frosne ærter og 1 del frossen spinat. Der kan, hvis man ønsker en ekstra farve-forstærkende virkning, tilsættes Cyclop- eeze, som max. må udgøre 5% af den samlede vægt. Man kan også tilsætte Spirulina pulver, men det skal gøres med forsigtighed (max 1%), da for meget af det, kan føre til melaninpletter på fiskene. Det hele køres mindst 2 gange gennem en kødhakker, fordeles i lynlås-poser som trykkes flade inden indfrysning, så det er let at brække passende stykker af.
Mindste akvarium: 325L/130 cm.
Holdes bedst som: Flok. Fordelingen af hanner og hunner er mindre vigtig, men der skal helst være flere hunner end hanner.
Indretning af akvarium og adfærd:
Akvariet, som ideelt er over 150 cm. langt, indrettes enten som et typisk klippekyst akvarium, med store sten og masser af skjulesteder, eller helt åbent, uden dekorationsgenstande, der kan være med til at definere territoriegrænser. En god vandcirkulation (4-5 gange akvariets rumindhold) er nødvendig for fiskenes velbefindende.

I den første type, der helt klart giver størst mulighed for at opleve Tropheus på godt og ondt, afpasses indretningen, så der er plads til at en eller flere dominerende hanner kan have deres territorium, og resten af flokken stadig har plads og skjulesteder nok. Dette gøres, efter Min erfaring, bedst ved at dække bunden helt med sten i forskellig størrelse, evt. kombineret med en "klippevæg" ved bagruden. Det vigtige er, at man får lavet en indretning der skaber så mange huller og revner i forskellig størrelse, at det altid er muligt for en forfulgt fisk, at finde en vej hvor en større forfølger ikke kan få plads. Dette er sjældent muligt i et traditionelt "havegærde" med åben plads foran. I et 530L, vil det typisk passe med 5-8 hanner, hvoraf 2-3 kan finde plads til territorier, og 15-30 hunner. Tropheus udviser store individuelle forskelle, så forslaget skal ses som en grov rettesnor, og det kan blive nødvendigt at justere på antal og kønsfordeling. Her skal man ved indkøb være opmærksom på, at det er væsentligt lettere og mindre risikabelt at fjerne fisk fra flokken, end at forsøge at tilsætte nye (læs: køb RIGELIGT til at starte med!). Det er desværre meget vanskeligt at undgå at der, især i starten opstår aggressioner der kan/vil koste nogle af fiskene livet, da især hannerne, men også i mindre grad hunnerne, kæmper indædt for deres plads i hierakiet, en adfærd der på en gang er fascinerende, men også irriterende og ret ubehagelig at overvære. Det plejer dog at ende med at flokken falder til (relativ)  ro, og fiskene nøjes med lejlighedsvise udfald mod hinanden, for at markere deres plads. Hannerne vil dog stadig med jævne mellemrum tage nogle drabelige slagsmål (se foto øverst) med langvarige mundkampe, som er grunden til at De får de markante hvide munde. Indkøringsfasen er betydeligt lettere, med langt mindre risiko for tab, hvis man starter med en flok ungfisk som kan vokse op sammen, end hvis man sætter en flok voksne fisk i akvariet.

Den anden type indretning, tager sigte på at undgå de førnævnte aggressioner, ved at umuliggøre afgrænsninger af territorier, og ved at have så mange fisk, at aggressioner bliver fordelt ligeligt på alle fisk p.g.a. simpel forvirring. Dette kræver et ret stort antal individer, i det førnævnte 530L vil 50-60 stk. være passende, og helst ca. 1/3 hanner. Fiskene opgiver under disse forhold, helt at udøve deres naturlige adfærd, og opfører sig nærmest som stimefisk. Underligt nok, yngler de yderst villigt, hvilket har fået mange til at vælge denne metode, selv om den betyder at man går glip af den adfærd der netop gør Tropheus så specielle.

Det er under alle omstændigheder vigtigt at man ikke får for få fisk i akvariet, da det gør det vanskeligt at undgå at den nederste fisk i hierakiet bliver stresset ihjel, eller decideret overfaldet og dræbt. Igen er der mange undtagelser, og der har været eksempler på flokke helt ned til 4-5 stk., typisk med en enkelt han der har fungeret fint, men det er sjældent, og sædvanligvis går disse fisk sammen med andre arter.

Et problem man ofte løber ind i, er når man skal indsætte nye fisk i en etableret flok, eller sætte en hun tilbage til flokken, efter at have gået i et spytte-akvarium. Dette giver anledning til en del forstyrrelser i hierakiet, og det kan gå hårdt ud over den/de nytilkomne, som ofte ikke overlever. Det bedste man kan gøre, hvis man ikke kan undgå denne situation, er at omlægge akvariet helt, så de etablerede territorier forsvinder, og alle starter forfra igen.
Forslag til sammensætning:

Tropheus holdes generelt bedst for sig selv, hvis man vil opleve deres indbyrdes forhold, men man kan holde dem sammen med f.eks. Eretmodus eller Tanganicodus arterne uden at ændre på dette. Ellers er det vigtigt at undgå arter, som gør det nødvendigt at gå for meget på kompromis med korrekt fodring, af hensyn til Tropheus, og pas på at de fisk der skal gå sammen med dem, kan tåle den noget ublide omgangsform Tropheus arterne benytter sig af.

Man kan godt holde flere slags Tropheus i samme akvarium, hvis man sørger for at der kun er en variant af hver art, og at der ikke er en art der dominerer for meget. Det er vigtigt at sørge for at der er tilstrækkeligt mange potentielle partnere af hver art, til at sikre at ingen af fiskene bliver presset til at forsøge parring med andre end deres egne artsfæller. Erfaringsmæssigt er dette lettest, hvis man nøjes med 2 eller højest 3 arter i akvariet. Grunden til at det er vigtigt at undgå at holde varianter af samme art adskilt, er at de opfatter hinanden som naturlige sexual-partnere, hvilket af indlysende årsager, ikke er ønskværdigt.

Opdræt: Hvis man undlader at holde andre fisk sammen med sine Tropheus, og sørger for rigeligt med skjulesteder i form af bunker af småsten eller tætte plantebuske, opdrætter de faktisk sig selv, idet de ikke efterstræber deres unger særlig voldsomt. Jeg har selv gjort den erfaring i et 530L, at en flok Pemba med 38 hunner, i løbet af ca. ½ år havde lavet 121 unger, som blev fanget op i forbindelse med en grundig rengøring. Hvor mange der er gået tabt, er uvist, men til gengæld får man nogle unger der er meget livskraftige, og man undgår problemerne med at skulle "tømme" hunnerne, eller have dem i spytte-akvarier, med efterfølgende problemer når de skal sættes tilbage. Hvis man er nødt til at flytte mundrugende hunner, gøres det bedst omkring 18-20 dage efter legen.

Voksen han, omgivet af unger. Det ser ud til, at de store hanner helt ignorerer de små unger, men til gengæld jager større unger væk. Det giver de helt små unger et fristed for efterstæbelser fra disse større unger, som ofte er den værste trussel.
Ekstra information:

Tropheus er en af de fisk der nærmest er opstået kultiske forestillinger omkring, og der er dannet forskellige opfattelser, der minder en del om religion, når det drejer sig om hvordan man bedst holder disse fisk. De to nævnte indretningsmetoder dækker i grove træk de fleste af disse "skoler", men der er et utal af variationer over disse temaer, som det vil være umuligt at dække her.

En af de ting der er stor uenighed om, er faktisk om det er vanskeligt at holde Tropheus eller ej, rangerende fra at De er lige så lette som alle andre cichlider, til at det næsten er umuligt at holde dem i live! Faktum er, at der dør flere Tropheus i forhold til hvor mange der holdes, end normalt for de cichlider de oftest sammenlignes med, og når det tillægges, at det som regel ikke er de første fisk man går i gang med som akvarist, er det nok vanskeligt at afvise, at de hører til i den tunge ende, uanset at der er akvarister der aldrig har haft problemer med dem!

Problemerne kan deles i tre hovedgrupper; Aggressioner, som er omtalt ovenfor, vandkvalitet og sygdom, som primært drejer sig om en enkelt, nemlig bugvattersot, som er en infektionssygdom der findes latent i fiskene, og ofte bryder ud når disse udsættes for stress og/eller forkert fodring. Aggressionerne er med til at give stress, men hvordan man håndterer dem er nævnt tidligere, så her vil Vi koncentrere os om vandkvaliteten og fodringen. Det er vigtigt at et Tropheus akvarium er ordentligt indkørt inden man sætter fisk i, d. v. s. at filteret er modnet, og alle vandværdier er stabile, da Tropheus ikke har megen tolerance for vand der ikke er optimalt. Ang. fodring, er det vigtigt, når man får sine Tropheus hjem, at man fodrer forsigtigt, og helst med det foder de er vant til hvis man har muligheden. Start med at undlade fodring i et par dage, hvis det er muligt (helt små unger kan ikke tåle at blive sultet), og start så forsigtigt. En god metode er, at lægge den mængde foder man regner med, er nødvendig, frem, og derefter dele dette op i 5 portioner, som gives over de næste 5 dage! Derefter kan man øge portionerne gradvis over de næste 3 uger, til man er oppe på den korrekte mængde, m.m. at en eller flere af fiskene viser tegn på sygdom, hvilket betyder at al fodring stoppes med det samme.

Tegn på bugvattersot,  også kaldet vattersot eller bare sot, er typisk at den angrebne fisk står stille med udspilede finner og langsomt vrikkende bevægelser, tæt på bunden. Behandlingen, som bør sættes ind OMGÅENDE, består af en kur med Aquamor 1, som gives i en dosis af et brev pr. 500L, hvorefter man lader akvariet stå, uden fodring, men med ekstra tilførsel af ilt i 3 dage, og gentager. derefter kan startes op med fodring efter samme metode, som ved nyanskaffelse. Alternativt kan man fange fiskene op i en 10L spand, tilsætte et helt brev Aquamor1, lade fiskene stå i denne blanding med KRAFTIG gennemluftning i 20-30 minutter, og derefter hælde fisk og vand tilbage i akvariet, hvorefter man leder dem gå i 3 dage og tilsætter et brev mere pr. 500L o. s. v.

Et "problem" der også er værd at gøre opmærksom på her, er den forskel der er på VF og opdrættede eksemplarer af de omhandlede arter, med undtagelse af T. duboisi. generelt er VF fisk mere kortsnudede end deres opdrættede artsfæller sikkert fordi at deres munddele påvirkes anderledes ved konstant brug til afgræsning af fastsiddende alger, hvor opdrættede fisk kommer lettere til føden, som oven i købet ofte tages frit i vandet. Det er grunden til at jeg af tørfoder, kun bruger discs eller piller, som kræver at fiskene gnaver naturligt for at få foderet, i stedet for at skulle plukke det frit i vandet. Om det gør den store forskel kan diskuteres, men jeg bilder mig ind, at mine fisk (opdrættede) ikke er så spidse i snuden som mange andre jeg har set.

HOME