HOME
Overvejelser ved anskaffelse af et digital spejlrefleks kamera.
 
Udviklingen indenfor den digitale kamerateknologi, har for længst fået billedkvaliteten på digitalkamera op på niveau med de gammeldags filmkamera, og prisudviklingen har gjort, at et digital spejlrefleks kamera (DSLR), er inden for de fleste menneskers rækkevidde.

Der melder sig så en del spørgsmål, som begyndere har svært ved at overskue, og mange har vanskeligt at finde rundt i de tekniske termer. 
Det kan også være ganske svært at gennemskue hvad der er væsentligt, og hvad der er ren reklamesnak!
 
Det indlysende første spørgsmål der melder sig, er hvorfor man skal købe et DSLR i stedet for et af de populære Superzoom kamera? Fordelene ved et DSLR, er at kameraet er betydeligt mere responsivt end alternativet; det tænder (som regel) hurtigere, det fokuserer hurtigere, og det lagrer billederne hurtigere.
I de fleste tilfælde er brugerfladen også hurtigere, da flere af de ofte anvendte funktioner, har deres egne betjeningsgreb, så man ikke behøver at gå ind i diverse menuer for at ændre dem. Desuden er et DSLR betydelig mere fleksibelt, da objektivet er udskifteligt, og der findes ekstraudstyr til enhver  opgave.

Ulemperne er mest relateret til transport og opbevaring; De fylder og vejer mere! Indtil for nylig, var det heller ikke muligt at undgå at bruge søgeren, så man var tvunget til, på gammeldags vis, at holde kameraet op til øjet (hvilket i øvrigt er den bedste måde at holde det stabilt), men nu kan de fleste af de nye DSLR bruges på samme måde som kompaktkameraerne, dog på bekostning af den hurtighed de ellers har som fordel.
Den sidste ulempe er prisen. Hvis et DSLR skal være lige så fleksibelt som et Superzoom, kræver det ekstraudstyr, og så løber det hurtigt op...
 
Hvis/når man så har besluttet sig til at det skal være et DSLR, er der først rigtig mange spørgsmål der melder sig; hvordan vælger man det rigtige kamera?

Lad os først slå fast, at der ikke findes et eneste DSLR, der ikke er i stand til at tage meget gode billeder. Reklamernes og fanatikernes påstande om at mærke A, giver meget bedre billeder end mærke B, C og alle de andre, er ikke andet end BS eller manglende viden.

Når det er sagt, er der selvfølgelig forskel på de billeder hvert kamera leverer, og de har alle stærke og svage sider, afhængigt af hvad de skal bruges til. Det vigtigste er at kende de styrker og svagheder kamera`et har, og tage højde for dem.


Et typisk DSLR, her påsat et 105mm macro objektiv, ideelt til f.eks. akvariefotografering
 
Lad os se på nogle af de forskellige parametre, der bør indgå i overvejelserne, når man overvejer anskaffelsen af et kamera:
  
MP (MegaPixels)
Dette er det mest anvendte kvalitetsparameter for digitalkamera, dels fordi det er det eneste der går igen i ALLE digitalkameraer, og dels fordi det er dejlig nemt at forholde sig til et tal, som bare er bedre, jo højere det er! Sandheden er lidt mere nuanceret, men det er korrekt, at jo højere MP, jo bedre kamera, ALT ANDET LIGE! Problemet er, at det højere antal MP, ofte har en pris, udover den man betaler ved købet. Sagen er, at jo flere pixels man klemmer sammen på et givent areal, jo dårligere bliver signal/støjforholdet, hvilket resulterer i mere "støj" eller "korn" i billedet. Det er en af grundende til at billeder fra DSLR er så meget "renere" end billeder fra kompaktkamera; de har ofte lige mange MP, men et DSLR har typisk en sensor der er 3-6 gange større. I praksis er alt over 4 MP fint nok, og Man kan let lave billeder der i print er ca. A4 størrelse, men det er klart at der er fordele ved højere antal MP. Dels kan man lave større billeder, dels kan man beskære billedet mere, og stadig have tilstrækkelig opløsning tilbage og sidst men ikke mindst, ved en evt. downsizing forsvinder meget af den støj der er på billedet, og jo større billedet er, jo mere skal det selvfølgelig downsizes for at blive brugt f.eks. på internettet. En typisk opløsning på en PC skærm, er iøvrigt ca. 1-2 MP.

Lige nu (September 2012) ser det ud til, at det mest almindelige, er 14-16MP, med et par budget orienterede kameraer som ligger på 12MP og nogle enkelte dyre modeller har 21-36 MP. Toppen af poppen her, er Nikon D800, som bruger en 36 MP SONY sensor, efterfulgt af Nikon D3C og SONY A900 med 24 MP og Canon 1Ds mk. III og Canon 5D mk II, begge med ca. 21MP.
  
ISO (lysfølsomhed)
Alle DSLR har mulighed for justering af ISO værdien, typisk i området 100-6400, men der er kamera der går helt ned til 50, og andre der går så højt som 204400. Når man ser på hvor højt eller lavt skala`en går for et givent kamera, skal man huske at det blot er en funktion fabrikanten har valgt at give, det siger ikke direkte noget om hvor godt billedet bliver på hvert trin. Nogle kamera er betydeligt bedre end andre i denne henseende, så hvis man har tænkt sig at tage mange billeder i svagt lys, uden brug af Flash, er det et parameter man skal holde øje med. Desværre er der ikke nogen tal der angiver kvalitet på området, så man er nødt til at forlade sig på eksempler fra hvert kamera. Canon har i en del år været førende på dette område, men med de nyeste modeller fra Nikon er billedet vendt så det nu er Nikon D4 som er det absolut bedste. Resten af mærkerne hænger lidt efter på dette område, men er nu så tæt på, at man bør sammenligne fra model til model. Forholdet mellem Canon og Nikon vil sandsynligvis ændre sig jævnligt, men det er ret sikkert at disse to mærker, som er de eneste der leverer grej direkte rettet mod professionelle billedjournalister, altid vil være lidt foran resten, når det gælder topmodellerne. Det er værd at bemærke, at der er andre ting end synlig støj der påvirker billedkvaliteten. Ofte er det lave støjniveau opnået ved indbygget støjreduktion, hvilket sker på bekostning af detalje-gengivelse.

Man kan argumentere for, at det er bedre at acceptere støjen, så man selv senere kan vælge den rette balance for støj/detaljer i et billedbehandlingsprogram.
  
Eksponering.
Eksponeringssystemet sørger for at billedet bliver korrekt belyst. Dette er "gammel" teknologi, som er videreført fra Analoge kamera, så der er ikke de store revolutionerende forskelle her. Der er ofte flere valgmuligheder; Matrix (hedder hos nogle mærker noget andet, men er samme princip), centervægtet og spot. Matrix er et system der inddeler billedfladen i et antal felter som bliver målt individuelt, hvorefter eksponeringen bliver fastsat efter et system hvor exponerings-computeren sammenligner med nogle lagrede eksempler, og "genkender" motivtypen, så vægten bliver lagt på hovedmotivet. Antallet af "eksempler" i computeren varierer fra ca. 10.000 til over 100.000.
Centervægtet måling består i en måling på ca. 20-70% af billedfladen, i midten af billedet, som bliver vægtet højt, og 80-30% i kanten som bliver vægtet lavt. Spotmåling er en måling på en plet på ca 1-3%, ofte i midten, men på nogle kamera kan man flytte pletten rundt på billedfladen, eller den følger fokuspunktet. I langt de fleste tilfælde giver matrixmålingen tilfredsstillende resultater, men ind imellem kommer man alligevel ud for et motiv, hvor systemet fejler. Her kan det hjælpe at slå over på centervægtet måling, og kompensere ud fra det. Ved vanskelige motiver, eller motiver hvor det er vigtigt at få hovedmotivet korrekt belyst, selv om det er på bekostning af resten af billedet, er det bedst at slå over på spotmåling. Alle mærker klarer dette tilfredsstillende, med topmodellerne fra Nikon en smule foran resten.
  
FPS (Frames Per Second)
Angiver hvor hurtigt kameraet kan tage billeder efter hinanden. Det bemærkes kun hvis kameraet er indstillet til kontinuerlig optagelse. Her er det ret let; jo hurtigere, jo bedre! Man skal så vurdere betydningen af dette. Er man til sport og action, er det meget vigtigt, er man til landskabsfotografering eller stil-leben, er det helt ligegyldigt. Akvariefotografering ligger i nærheden af den sidste kategori, dels fordi at det meste foregår med flash, som alligevel ikke kan følge med, og dels fordi at fokuseringen, selv hvis man ikke bruger flash, heller ikke holder.
Den bedste her, kører med 11 FPS: Canon EOS1D mkIV, efterfulgt af 10 FPS fra Nikon D4, som er deciderede journalist kameraer. I klassen under 20000,- ligger Canon EOS7 forrest med 8 FPS og Nikon D300sD med 6 FPS (sidstnævnte kan dog komme op på 8 FPS med ekstrabatterigreb monteret), og resten ligger omkring 3-5 FPS. Det hører med, at de alle har to kontinuerlige metoder CH (så hurtig som de kan) og CL. På Nikon`s bedre modeller har man muligheden for selv at vælge hastigheden, op til det hurtigst mulige, i CL, hvor det på alle andre mærker som regel er fastlåst på ca. halvdelen. Det er dog næppe noget man i praksis mærker forskel på.
  
Bufferkapacitet.
Angiver hvor mange billeder man kan tage lige efter hinanden, før processorens maksimale kapacitet er nået, og kameraet skal have tid til at lagre billederne. Igen er det let at vurdere, Jo mere, jo bedre, men igen skal man også vurdere hvor vigtigt det er, for det man vil bruge kameraet til. Omtrent de samme overvejelser som i forrige afsnit, gør sig gældende her. Bufferkapaciteten følger i høj grad prisen, men det er sjældent at det giver anledning til problemer ved almindelig brug. Har man dog brug for en høj kapacitet, er man nødt til at gå op i den semiprofessionelle klasse (f.eks. Canon EOS50D, Nikon D300s, Olympus E3, Pentax K7, SONY A700) eller højere.
  
AF (Autofokus)
Autofokus er en MEGET vigtig del af kameraets egenskaber. I praksis får man hvad man betaler for, d.v.s. der er en bedre autofokus i et Professionelt kamera, end i et Semiprofessionelt, som igen er bedre end i en begyndermodel. Den nyeste trend er dog, at begyndermodellerne hos Canon og Nikon, får den samme autofokus som de semiprofessionelle modeller, og Nikon D300/D700 har fået samme AF modul som de topprofesionelle D3/D3X! Canon har, som de sidste, valgt at følge efter, og givet EOS7D en rigtig god AF, omend ikke helt i klasse med topmodellerne. I praksis er alle systemerne gode nok, med lidt forskelle i mellem de konkurrerende mærker, m.h.t. hurtighed og præcision.

Der er forskel på hvor mange fokuspunkter de enkelte modeller har, men til mange formål, får man som regel det bedste resultat ved kun at bruge centerpunktet. Canon og Nikon ligger her, selvfølgelig p.g.a. deres erfaringer med professionelt udstyr, foran resten af mærkerne, som ikke er helt så hurtige, men det er de færreste der vil bemærke forskellen.
  
Søger.
Her kan der være ret store forskelle. P.g.a. at kameraets sensor er mindre end det billede Vi er vant til fra film, virker mange søgere lidt små, og ofte er de heller ikke så lysstærke som man kunne ønske sig.
Her har især Pentax udmærket sig med mærkbare forbedringer i forhold til de fleste andre, men det er efterhånden udlignet. Desuden har "full frame" kamera som Canon EOS1Ds/5D, Nikon D3/D3X/D700 og SONY A900, selvfølgelig meget fine søgere, ligesom det er lykkes Nikon at nå et udmærket resultet med D300 og D90 kameraerne. Canon har været længe om at komme med her, men deres nyeste mellemklasse model (EOS 7D) er nu helt med i spidsen.
Nikon D40 og Nikon D60, er ikke specielt gode, og alle Olympus kamera, som har den ulempe, at deres sensor er mindre end de andres, er heller ikke særligt gode.
Søgerbilledet har ingen direkte indflydelse på det færdige resultat, men man kan sige at det alligevel er vigtigt, fordi et dårligt søgerbillede kan være skyld i at man ikke får set nogle detaljer som er med til at ødelægge billedet, ligesom manuel fokusering vanskeliggøres.

Rundt om billedet, findes et varierende antal informationer, flere på avancerede modeller, færre på de simple. Hvad der er godt eller mindre godt, er meget personligt.
  
Flashsystem.
Der er små forskelle på hvordan de forskellige mærkers flashsystemer virker, generelt er de rimelig gode allesammen. Den indbyggede flash er god at have, men den er utilstrækkelig til mange formål. Dermed ikke være sagt at man ikke kan tage udmærkede billeder med den, men en ekstern flash åbner helt nye muligheder.
Nikons iTTL system regnes almindeligvis for at være det bedste, men det er meget små forskelle det drejer sig om.
  
Ergonomi.
Dette er selvfølgeligt 100% personligt, og kan ikke vurderes ved at gennemgå diverse tests og brochurer på nettet. Man er nødt til at bevæge sig ned til en velassorteret forhandler (kan blive et problem at finde) og afprøve de forskellige modeller i praksis. Der gælder ingen regler, ud over at kameraet skal føles naturligt at holde på og betjene, uden at der opstår spændinger i håndens muskler. Det er desværre også et meget overset punkt, bl.a. fordi det er vanskeligt at beskrive i en artikel!
  
Småtingsafdelingen.
De forskellige mærker har ofte nogle mere eller mindre anvendelige finesser, som de med stor ihærdighed fremfører, og som man må vurdere for sig selv, om de er noget man vil tage med i vurderingen.
 
En af disse finesser, er indbygget billedstabilisering. Det er et system som sørger for at bevæge billedchippen relativt i forhold til kamerabevægelsen, og dermed virke som en billedstabilisator. Ret smart! Så smart, at det er blevet udbredt til stort set alle mærker, pånær Canon og Nikon, som har et omfattende program af objektiver med indbygget billedstabilisering via en linse der kan flyttes på omtrent samme måde som sensoren i de andre mærker. Det kunne se ud til, at Canon/Nikons metode er en anelse bedre, især ved længere brændvidder, men til gengæld kan man ikke få billedstabilisering på alle objektiver.

Olympus var de første at fokusere på DSLR kameraernes akilleshæl: støv på sensoren!
Ved hver opstart, ryster kameraet sensoren, så evt. støv falder af. Hvor vigtigt dette er, afhænger dels af hvor i verden man befinder sig, og dels hvor tit man skifter objektiv. Dette er nu blevet efterlignet af de stort set alle mærker, med Nikon som de sidste til at adoptere systemet.
Her i DK, er det måske ikke det vigtigste at fokusere på tilsmudsning af sensor`en (Jeg har taget ca. 18000 billeder med DSLR, og renset sensor 2 gange), men hvis man arbejder meget i støvede omgivelser, er det en ret effektiv hjælp.
Liveview er et andet punkt hvor Olympus også var først ude, som praktisk taget alle nye kamera modeller har idag.

Sidste nye hit, er video. Video i HD kvalitet er, set fra producenternes synsvinkel. nærmest en foræring som følger med, når der nu alligevel bruges en CMOS sensor, og bufferkapaciteten i kameraet efterhånden er så stor som tilfældet er. Ikke desto mindre har det taget noget tid, før det blev implementeret, men med Nikon D90 som det første, vil nye modeller fra alle mærker, helt sikkert have denne feature. Her har Nikon sjovt nok, efter selv at have startet "kapløbet" hængt lidt efter de andre, men er med de nyeste modeller med igen.
  
Gas Gas Gas.
Der findes mange måder at få folk til at tro at man har et ekstra godt produkt, og en af de mest anvendte, er at kalde det ved et smart navn!Der er et utal af eksempler på at helt almindelige mekanismer, som for eksempel kameraets processor, bliver fremhævet ved at få tildelt et fancy navn: DIGIC, DIGIC II, EXPEED eller min personlige favorit: VENUS engine! De bliver hverken værre eller bedre af dette, men det er med til at fjerne opmærksomheden fra de væsentlige ting, der som oftest er ret ens på de fleste mærker.
 
 
Systemet.
Når man køber et DSLR, køber man sig ind i et system, på godt og ondt. De forskellige systemer har gode og dårlige sider,
så hvis man vil fremtidssikre sit valg, er det en god ide at kende lidt til disse systemer.
 
Canon
Canons EOS kameraer er de mest solgte DSLR i verden, og de bakkes op af et utroligt godt system, som dækker stort set ethvert behov. En del ældre fotografer nærer dog temmelig bitre følelser over for Canon, fordi de, i starten af 80`erne, i forbindelse med overgangen til AF, skiftede deres objektivfatning ud til den nuværende EOS fatning, og lod Dem tilbage med et system uden fremtid. Canons stærke side er, at de er i stand til selv at fremstille deres egne sensorer, som på væsentlige områder, har været de bedste der findes (efter at SONY selv er begyndt at lave DSLR, har de dog fået lavet nogle sensorer som er lige så gode, og både Samsung og Fujifilm er også kommet godt med). På objektivsiden, er det især de lange telelinser med indbygget stabilisation der udmærker sig, mens vidvinklerne ikke helt kan følge med.
Canon bruger 3 forskellige sensorstørrelser: En med forlængelsesfaktor 1, som bruges i topmodellem EOS 1Ds MKIII og semipro modellen EOS 5D mkII, en med forlængelsesfaktor 1,3 som bruges i EOS 1D MKIV (Sportsjournalist kamera), og en med forlængelsesfaktor 1,6 som bruges i resten af deres modeller.
 
Nikon
Nikon er nr. 2 på listen over de mest udbredte DSLR, og det eneste system som kan måle sig med Canon m.h.t. muligheder. Nikon har bevaret sin F-fatning siden engang i 50`erne, så man kan montere næsten ethvert Nikon objektiv på de mere avancerede modeller, som har support for det (D3/4 og D200/300/700) Til gengæld har man nu valgt, ikke at bygge en AF motor ind i de billigste modeller, og dermed er disse kun fuldt kompatible med AF-S objektiver. Nikon lægger traditionelt vægt på mekanisk funktion, ergonomi og holdbarhed. Svagheden for Nikon er at de er afhængige af andre m.h.t. sensorer, og det er først for nylig, at de er kommet helt i spidsen, ved hjælp af sensorer fra SONY. Til gengæld leverer De det bedste eksponerings/flashsystem i verden. Nikkor objektiverne er på højde med de bedste, med en svaghed på Telesiden (den er overvundet i 2009), men med styrke i vidvinkel området. Kameraer fra Fujifilm, bruger Nikons standarder for objektiver og flash, og passer således helt ind i systemet. Nikon bruger sensorer med forlængelsesfaktor 1 (D3/D3x/D4/D700/D800/D600) eller 1,5 (alle andre modeller).
 
Olympus
Olympus er et meget stærkt navn indenfor kompaktkamera, men har haft svært ved at slå igennem med DSLR. I modsætning til konkurrenterne, har de ikke haft en brugerbase i form gamle objektiver, som kunderne gik og ventede på at kunne bruge, da de dels opgav at lave film SLR for lang tid siden, og dels er startet op på et helt nyt system. Dette system, kaldet 4/3, er ment som et åbent system, hvor forskellige mærker allesammen skal være indbyrdes kompatible. Indtil videre har Panasonic/Leica fremstillet et par modeller (og  objektiver), men ellers ser det ud til at Olympus er eneste leverandør foreløbig. Systemet lider under at være temmelig begrænset i forhold til konkurrenterne, p.g.a. at det er så nyt, og fordi at der endnu ikke fremstilles så meget tilbehør fra de uafhængige mærker (Sigma, Tokina, Tamron m.fl.). Dette ser dog ud til at blive løst efterhånden. Der er på det sidste, kommet en række modeller fra Olympus, som må siges at være rigtig gode til prisen, og som godt kan tåle sammenligning med deres konkurrenter fra Canon og Nikon. Især E3 og E620 har fået megen positiv omtale.
Olympus bruger sensorer med forlængelsesfaktor 2.
 
Pentax
Pentax er et af de ældste kamera mærker, men har haft svært ved at klare sig ved overgangen til digital kamera, især på DSLR siden, hvor de mest har overlevet p.g.a. en stor base af brugere som ligger inde med deres objektiver. Pentax er, uden konkurrence, det mærke som har taget sig bedst af deres gamle kunder, med næsten fuld kompatibilitet fra deres nyeste kamera, til deres ældste objektiver.
De seneste modeller fra Pentax er også kommet rigtig godt med, og især mellemklasse modellerne K7/K5 må siges at være fremragende, både i sig selv, men også i forhold til prisen hos konkurrenterne.
 
SONY
SONY har overtaget Konica/Minolta`s DYNAX system, og videreført det, under navnet ALPHA. Hvis man vælger et SONY ALPHA kamera, kan man altså regne med at objektiver og andet tilbehør fra Konica/Minolta passer til. Det betyder at SONY står med et meget stærkt system fra starten, og de fremstiller de fleste af K/M`s gamle objektiver under deres nye navn. Det skal nævnes at Minolta omkring 1985 lavede samme trick som Canon, m.h.t. objektivfatningen, så man skal sikre sig at det er et AF objektiv man køber, hvis man satser på brugt udstyr. SONY er sensor-leverandør til flere af de andre mærker, og nyder på den måde godt af en stabil indtægt til udvikling af disse, hvilket sandsynligvis vil betyde, at deres sensorer på sigt kommer til at dominere markedet, med konkurrence fra Samsung.

SONY bruger 2 sensorstørrelser; A900 har en forlængelsesfaktor på 1, og resten af modellerne 1,5.
 

Forfatterens egne valg pr. 2009, fra hver sin prisklasse. Der er senere kommet et D300 og et D700 til.

Til slut et lille råd: Husk nu, at Du stadig har mere indflydelse på billedet når Du komponerer det, end da Du valgte kamera!!!