HOME
Opsætning og drift af et saltvandsakvarium I

Anskaffelse af det nødvendige udstyr

Dette er den første artikel i en serie på tre. 
Last update: 28/1 2010
 

Saltvandsakvarier står for mange som det ultimative, men vanskeligt opnåelige mål indenfor akvaristik. Det med vanskelighederne er nu ikke så galt endda, og ligesom i ferskvandsakvarier, er der naturligvis forskellige sværhedsgrader, alt efter hvilken type akvarium man ønsker, men det er rigtigt at saltvand stiller nogle andre krav til akvaristen, og det hører med til historien, at det rent økonomisk også er en større belastning på budgettet.
Denne artikel er primært henvendt til De som allerede har besluttet at saltvand er værd at prøve, og som er parat til at satse tid og penge på projektet. Den skulle også gerne give en basal forståelse for, hvordan de forskellige ting virker, og på den måde give læseren en chance for at forstå hvad der er ved at gå galt, når det sker, og det vil helt sikkert ske! Artiklen kan selvfølgelig ikke erstatte de akvarie-bøger der findes om emnet, så Min første anbefaling er, at man starter med at anskaffe, eller evt. låne nogle af disse, og, slår de ting efter, som Jeg her er nødt til at gå lidt let henover, men som sagtens kan være interessant for netop Dig...



Forfatterens eget akvarium i januar 2009, 24 dage efter opstart. Det skal jo være skidt , før det bliver godt...
Akvariet bliver kørt efter den beskrevne metode, og med det anbefalede udstyr.


Nok om det, lad Os se på, hvordan man kommer i gang!
Saltvandsakvarium" dækker over mange forskellige typer akvarium, men almindeligvis tænker de fleste automatisk på et koralrevsakvarium, med en kombination af fisk og invertebrater. Der kan så lægges mere eller mindre vægt på de forskellige grupper af dyr, og det vil ofte afspejles i valget af udstyr, men når man starter sit første saltvandsakvarium, ved man rimeligvis ikke præcis hvad der ender med at gå i det, så det vil være smart med en opsætning som let kan tilpasses til lidt af hvert, uden at det koster hele opsparingen.
Det betyder i praksis, at man kun anskaffer det allermest nødvendige i starten,  og tilføjer det som kræves, hvis der opstår behov for noget ekstra. Det er sådan et system Vi vil sætte sammen her! Systemet vil være baseret på en effektiv afskumning, kombineret med den naturlige filtervirkning fra levende sten. Denne metode, der er kendt som Berlin-metoden, har jeg selv anvendt, og det har faktisk, lidt over et år efter starten, ikke været nødvendigt at tilføje noget ekstra udstyr af betydning.
Derimod har noget af det udstyr jeg startede med, vist sig at være mindre godt, og er derfor blevet erstattet af noget tilsvarende i bedre kvalitet.

Liste over det tekniske udstyr skal til, for at starte et driftsikkert og alsidigt system op:
  • Akvarium/sump
  • Bord/Kabinet
  • Lampe
  • Afskummer
  • Cirkulationspumper
  • Varmelegeme (hvis den omgivende temperatur nødvendiggør dette)
  • Saltmåler
  • Salt
  • Testsæt
Desuden skal der bruges levende sten som, selvom det ikke kan kaldes "teknisk udstyr" lige skal nævnes, da de udgør en essentiel del af filtersystemet, og desuden udgør en meget stor post på budgettet.
Her skal man påregne at der skal ca. et kg levende sten til 10 liter af akvariets rumindhold.
Ofte ender man dog med, af dekorative hensyn, at have flere sten end nødvendigt, og det er helt fint.
Modsat de andre ting på listen, kan stenene ikke anskaffes før man har noget saltvand klar til dem. Mere om levende sten senere...
 
Akvariet
Man kan godt anvende et almindeligt akvarium med ramme af aluminium, men det er helt klart mest praktisk med et akvarium som er lavet specielt til saltvand, uden ramme. Grunden til den fokus der er på rammen, er at den har en tilbøjelighed til at samle salt fra vandet i revnerne, og "trække" fugtig salt op langs disse revner og ud af akvariet. Det er ikke dekorativt, og i visse tilfælde finder denne saltvandring vej ned langs ledninger til den nærmeste stikkontakt! Er man imidlertid parat til at yde en jævnlig indsats for at holde saltvandringen i skak med jævnlig aftørring af rammen, er der dog ikke nogle voldsomme problemer i den anledning.

Alt i alt, må anbefalingen dog være at bruge et rammeløst akvarium, hvis man skal ud og købe nyt.
Størrelsen på akvariet må nødvendigvis afpasses efter plads og økonomi, men et akvarium af den type vi taler om her, bør ikke være under 200 liter, da det helt naturligt vil begrænse mulighederne for meget, til at man kan kalde akvariet alsidigt. Omvendt skal man overveje nøje, om man vil gå meget over 500 liter, da udgifterne let tager overhånd, og det hele godt kan blive lidt uoverskueligt.

Et akvarium på 300-400 liter er rimeligt i anskaffelse og drift, og lægger ikke for mange begrænsninger på udvalget af passende beboere. Dimensionerne (forholdet mellem højde/bredde/længde) er i vid udstrækning op til den enkelte, og det er egentlig mere et spørgsmål om at akvaristen udnytter dem optimalt, end hvordan de er sat sammen. Mere om dette, når vi kommer til indretningen!

For at akvariet skal være velegnet til saltvand, skal der indbygges en overløbskasse (se illustration) som har til formål at samle overfladevandet, som er det der indeholder flest affaldsstoffer, ind i kassen, hvor det kan blive behandlet af afskummeren.
Billeder af et overløb.
Billede 1 viser overløbets placering i venstre hjørne af akvariet. Det kunne selvfølgelig lige så godt have været i den anden side, og der er nogle akvarier, især dem som skal kunne ses fra tre sider, som har overløbet placeret i midten.

Billede 2
viser overløbet i aktion. Vandstanden i overløbet er vist lavere end det skal være når akvariet skal sættes i gang. En så lav vandstand i et helt rent overløb, vil resultere i kraftige lydgener. Bemærk kammen foroven, som ikke er monteret på billede1 og 3.

Billede 3
er et kig ned i overløbet. Dette overløb er forbundet med en sump, så der er nogle rørføringer til dette: hullet til højre, er hovednedløbet til sumpen, hullet til venstre med det åbne rør, er sikkerhedsnedløbet, som kun kommer i brug, hvis hovednedløbet blokeres. Det tynde rør, som fører ud af billedet, er returløbet, hvor en pumpe i sumpen pumper vandet tilbage til akvariet. Røret munder ud lige i overfladen i den anden ende af akvariet.
Har man ikke en sump, skal de tre huller blot erstattes af en cirkulationspumpe, som lægges i bunden af overløbet og via en slange eller et rør, pumper vandet ud af kassen.

Hvis man får akvariet bygget til lejligheden, er det værd at overveje, om ikke det ville være en god ide at få de ruder der skal ses gennem, i optisk hvidt glas (kaldes tit for weissglass eller optiwhite glass).
Især hvis glasset er tykkere end 8-10 mm, giver det en synlig forbedring af farverne i akvariet. Det koster dog ekstra (typisk 200-500 kr. pr. rude), og har naturligvis ingen praktisk betydning.
 
Sumpen
Hvorvidt man skal have en sump tilsluttet systemet, er en vurderingssag, da der både er fordele og ulemper.

Lad os starte med fordelene; Sumpen indeholder jo vand, hvilket betyder at den samlede vandmængde er større, og dermed også mere stabil. Den er også adskilt fra akvariet, og som regel anbragt ude af syne, så man kan placere de tekniske installationer uden hensyn til det dekorative, og koncentrere sig om funktionalitet. Endelig kan sumpen i visse tilfælde tjene som midlertidigt opholdssted for akvariets beboere (f.eks. dyr som skal adskilles p.g.a. aggressioner, eller dyr som skal afhændes)

Ulemperne er at det er lidt bekosteligt; det er jo ikke er gratis at sætte et ekstra akvarium til systemet, og det koster noget at få boret huller i akvariet. Rørsystemet (som ikke vil blive berørt nærmere her, da det er stærkt varierende hvad man får brug for) der forbinder akvarium og sump, er også overraskende dyrt. Udover dette, komplicerer en sump opsætningen, og kan, hvis ikke det hele er ordentligt afstemt, let resultere i vand på gulvet. Returpumpen skal også være af typen som har kræfter til at hæve vandet op i akvariet, og det koster i strøm.

Konklusionen må her være, at sumpen i dette tilfælde har stort set lige mange fordele og ulemper, men hvis man ikke klart kan sige, hvor meget teknik der en dag skal tilsluttes, er det sikrest at vælge at tilslutte en sump. Har man ikke mod på en sump, er det dog ingen katastrofe, da de fleste systemer kan køre udmærket uden, og man kan jo dimensionere overløbskassen, så der er plads til det der er brug for.
Blot skal man påregne at teknik som ikke kan være i overløbskassen, skal placeres i selve akvariet, eller være konstrueret, så de er vandtætte, og dermed kan tilsluttes akvariet udefra.

Indretningen af sumpen bør, for at fastholde alsidigheden, gøres så enkel som muligt, d.v.s. der bare skal være et enkelt stort kammer. Mere specialiserede udgaver har ofte adskillige kamre som er forbundet, hver med sit specifikke formål, hvilket der kan være mere eller mindre gode grunde til, men gør det vanskeligt at implementere nye ideer.

Der skal altså bare være et enkelt kammer, men man kan med fordel indbygge ferskvandsreservoiret (beholder med ferskvand, hvorfra der hentes vand til erstatning for det som uundgåeligt fordamper fra akvariet). i sumpen, så man er fri for at have endnu en beholder stående ved akvariet. Nedenfor er vist en illustration.



Eksempel på en fleksibel sump. Kammeret til venstre er til ferskvand. Vandet i dette, skal bruges til at erstatte det vand som fordamper fra akvariet (det drejer sig som regel om adskillige liter pr. dag). Man kan se at der er en pumpe i kammeret, som via en slange kan pumpe vandet over i sumpen.
Det er vigtigt, at denne slange ikke når ned i saltvandet, da det så blot vil løbe tilbage, når pumpen er stoppet. I dette tilfælde, er pumpen tilsluttet en såkaldt osmolator, som er en sensor monteret i sumpen (det gennemsigtige rør, med en flyder i vandoverfladen) som registrerer når vandstanden er under det fastsatte niveau, og tænder for pumpen, indtil niveauet er korrekt igen. Man kan sagtens tænde og slukke pumpen manuelt, men det kræver at man gør det mindst en gang i døgnet, og helst flere, for at holde saltholdigheden i vandet så konstant som muligt (osmolatoren tænder i det viste system for pumpen med ca. 3 timers interval om dagen, og noget længere om natten, hvor lyset er slukket og fordampningen mindre). Ferskvandskammeret skal selvfølgelig genfyldes med passende mellemrum, og må under ingen omstændigheder tømmes så meget at pumpen kører tør, da denne så vil brænde sammen!
I selve sumpen ses, (fra venstre mod højre) nedløb fra akvariet påmonteret mekanisk filter i form af en nylonstrømpe, osmolator, en lille cirkulationspumpe som holder vanoverfladen i bevægelse (har senere vist sig overflødig), afskummer, levende sten som var til overs ved indretningen af akvariet og returpumpen.

OBS!!! DET ER RET LET AT LAVE FEJL VED OPSÆTNING AF EN SUMP!


Lad en erfaren akvarist eller en professionel konstruere sumpen og nedløbet første gang.
I Artikel 2, om opstart og drift, er der en grundig gennemgang af hvordan man arbejder med en sump.
 
Bord
De eneste ufravigelige krav der stilles til bordet, er at det skal kunne bære akvariets vægt, holde det i vater og fordele vægten tilstrækkeligt over det underlag det hele er placeret på, for at undgå at beskadige dette. Man bør dog overveje nøje, hvor højt man vil have akvariet placeret, og hvor meget plads man skal bruge under det (mest aktuelt hvis der skal anbringes en sump). De mest indlysende materialer er træ, jern eller aluminium. Vil man selv lave det, er træ jo nok for langt de fleste, det oplagte materiale og det er faktisk ret let at skrue et bord sammen af færdigkøbte plader i enten krydsfiner, MDF plade, limtræ eller spånplade.

Herunder et eksempel i krydsfiner:
Bordene herover er meget enkle; de er skruet/limet sammen af plader som er indkøbt i udsavet tilstand fra den lokale trælast. Det vigtige i konstruktionen er, at alle sammenføjninger naturligt presses mod hinanden, således at der ikke opstår punkter hvor det er skruer eller limninger der bærer vægten. Ligeledes er det vigtigt at den plade der ses i det midterste rum, passer præcist INDE i rummet, da den sikrer at det hele ikke kan kollapse sideværts. Bordet er lavet til et 720L akvarium, og har vist sig at være fuldstændig urokkeligt. På billedet er bordet ikke overfladebehandlet. Man kan enten male, lakere eller oliebehandle det.

Bordet til venstre, er beregnet til at stå på et helt plant og lige gulv, og har derfor ikke nogen form for justeringsmuligheder. De fleste gulve er dog ikke så gode, at de er helt i vater, og derfor er det som regel bedst at sørge for at have justerbare ben under det. Vær opmærksom på, at de fleste af de ben man kan købe i byggemarkeder, ikke vil kunne bære den vægt der typisk vil komme fra et mellemstort akvarium! Porsa og Termotex systemerne kan med sikkerhed, da det er dem som kommercielt fremstillede aluminiumsborde bliver lavet af. Læg også mærke til placeringen af benene, lige de lodrette plader, der overfører vægten fra akvariet!

Akvariebordene herover, som er lavet til ferskvandsakvarier, er bygget, så midten af akvariet er 80 cm over gulvhøjde, hvilket er ideelt hvis man sidder i en rimelig tilbagelænet sofa. Desværre er dette i modstrid med de ønsker man kunne have til højden under akvariet, hvis man vil have en sump anbragt der. Det gælder især modellen med ben under, hvor benene optager minimum 10 cm.
Her må man enten sætte sumpen ved siden af akvariet, helt undlade den, eller simpelthen acceptere at akvariet står for højt (højere sofaer og stole, er selvfølgelig også en mulighed!).
 
Kabinet
Kabinettet er, ligesom sumpen, et tilvalg som man kan undlade at tage. Mange opsætninger har monteret en lampe som ligger direkte på toppen af akvariet, og her har et kabinet naturligvis kun kosmetisk virkning, men andre har lampen hængende ned fra loftet, et stykke over akvariet (typisk lamper med HQI pærer, som har brug for noget afstand, til at fordele lyset jævnt og undgå for kraftig varmepåvirkning af akvariet).
Til venstre herfor, ses et eksempel på et åbent akvarium, med frithængende lampe over. Lampen har en kombination af HQI og T5 rør indbygget.


Fordelen ved et system som dette, er at det ser elegant ud og ikke er specielt dominerende i hjemmet i forhold til et kabinet som er højt nok til at kunne indeholde lampen og aflede varmen derfra.


Ulempen er, at der kommer en del lys fra lampen, og de reflekser der er fra vandet, ud i rummet. Den øverste ramme på akvariet, sikrer dog at der ikke kommer for meget lys ud, og forhindrer at man kan komme til at se direkte op i lampen, når man sidder tæt på akvariet.


Ligeledes hjælper det, at lampen hænger ret lavt (egentlig lidt for lavt til at kunne sprede lyset  helt optimalt i akvariet)

LED lamper er ofte det bedste valg her, da de ofte er lavet, så de ikke spreder så meget lys ud over akvariets sider, og kan placeres meget tættere på vandoverfladen, end HQI.

Foto af Kim Wander

Et kabinet kunne måske (og måske ikke, afhængig af præferencer) være et alternativ her; Kabinettet lukker effektivt af for det lys der næsten uundgåeligt bliver spredt i rummet fra lampen (den viste lampe er faktisk bedre end de fleste, til at undgå dette), det afskærmer en beskuer af akvariet helt fra at komme til at se direkte op i de kraftige pærer og rigtigt konstrueret sikrer det også, at evt. springende fisk ryger tilbage i akvariet i stedet for på gulvet. Det kan til gengæld give problemer med at få varmen væk fra akvariet, hvis man ikke tager højde for dette ved konstruktionen.
Bygningen af et kabinet er dog et meget omfattende emne, så hvis dette har Din interesse, vil jeg henvise til denne artikel: 
Bygning af akvariekabinet
 
Lampe
Valget af belysning har stor indflydelse på, hvad man kan holde i akvariet; de fastsiddende dyr har nogle krav til belysningen, som varierer fra art til art, så det der er godt for nogle, vil altså udelukke andre. Helt overordnet kan man sige, at det er bedst for alsidigheden, at give akvariet en kraftig belysning, og så indrette akvariet med steder der ligger i skygge for direkte lys, hvor man kan placere dyr som foretrækker det.

Ved "kraftigt lys" forståes omtrent 1 Watt pr. liter, hvis dette foregår ved hjælp af HQI, T5 eller en kombination af begge. Ved anvendelse af LED lamper, kan man som regel klare sig med det halve. Der kan diskuteres (og det bliver der!) frem og tilbage omkring HQI (Metal halogen, en form for kviksølvs lampe) kontra T5 (lysstofrør af nyeste generation, som udmærker sig overfor de gamle T8 rør, ved at give et betydeligt kraftigere lys) kontra LED, som er den nyeste teknologi, og udvikler sig meget hurtigt i disse år, men det er tilstrækkeligt at vide, at når det drejer sig om akvarier under 60 cm i højden, kan alle typer bruges med gode resultater. Over 60 cm, vil det mere koncentrerede lys fra HQI og LED lamperne være bedst.

Der er dog nogle praktiske og visuelle forskelle:

HQI lamper er udstyret med pærer, som giver alt lys fra et enkelt punkt (pr. pære naturligvis). Det betyder, at man, for at få en rimelig ensartet belysning, er nødt til at hæve lampen et stykke over vandoverfladen. De fleste reflektorer vil sprede lyset bedst, hvis man anbringer lampen 25-40 cm over vandoverfladen, hvilket også er en god ide af en anden grund; pærerne afgiver så meget varme, at det let kan blive problematisk at holde temperaturen i vandet nede på et acceptabelt niveau!
Som man kan regne ud, er der tale om et pladskrævende arrangement, og man kan roligt glemme alle ideer om at der kan anbringes noget særligt på væggen over akvariet, da lampen som regel hænger fra loftet, eller fra taget på et evt. kabinet... Når det nu giver så meget besvær (og også er temmelig  dyrt), må der jo være nogle fordele ved det? Det er der selvfølgelig, selv om de efterhånden er til at overskue, i takt med at T5 rørene bliver mere og mere effektive, og LED lamperne kan afgive betydeligt mere lys pr. Watt. HQI lys giver i hvert fald én tydelig fordel, i forhold til T5 nemlig at der kommer et utroligt smukt spil af skygger henover dekorationen, når punkt-lyset brydes i de krusninger der er i overfladen, som følge af den kraftige vandbevægelse der skal være i akvariet.

Til sammenligning virker T5 lys noget dødt i det. Det skyldes at lyset kommer fra en meget bred kilde, som ydermere ofte er anbragt meget tæt på overfladen. Dette resulterer i at der stort set ikke kommer synlige brydninger af lyset på dekorationen. Til gengæld er T5 lamper, ligesom de tilhørende rør, ofte lidt billigere, de afgiver ikke så megen varme og kan derfor anbringes tæt på overfladen. Det betyder at lampen ikke behøver at fylde mere end 8-10 cm over akvariets top (mindre er muligt, men vanskeligt at lave selv).

LED giver faktisk det bedste fra HQI og T5, idet dioderne ikke afgiver megen varme, og kan arrangeres, så de giver det samme spil i overfladen som HQI. De er også suverænt de billigste i drift, både fordi de afgiver mere lys pr. Watt, og fordi dioderne holder ca. 10 gange længere (ved fuld styrke, endnu længere hvis de kører med nedsat kraft, hvilket ofte er tilfældet) som T5 rør og HQI pærer.

I praksis vil alle løsninger virke, så der er faktisk frit valg! Har man allerede nu besluttet, at man godt kan undvære de allermest lyskrævende dyr, og er indstillet på at det kan blive nødvendigt at anbringe medium lyskrævende arter øverst i akvariet, kan man spare nogle penge på dette punkt, og nøjes med 0,5-0,7 W pr. liter ved T5/HQI og endnu mindre ved LED.

Det er i øvrigt muligt at købe færdigbyggede lamper, som har en kombination af disse lyskilder.

Vil man selv rode med at bygge en HQI lampe, skal man huske, at nogle pærer afgiver en del UV-C lys, som under ingen omstændigheder må rettes direkte mod noget levende! Derfor SKAL der på disse anvendes noget specielt glas foran pæren, som filtrerer dette lys fra.
(Pærer med skruegevind har filteret indbygget, pærer med fatning i begge ender har ikke, men undersøg sagen for de aktuelle pærer Du vil bruge).
 
Afskummer
Skummer, afskummer, skumfilter, proteinafskummer m.m. ... Kært barn har mange navne! De dækker dog alle over et apparat som virker ved at man blander det vand man vil have filtreret, med en masse små (jo mindre jo bedre) bobler, og udnytter, at de proteinstoffer, der er udskilt som affald fra diverse dyr, fæstner sig til disse, og dermed danner et temmelig fast skum. Dette skum samles så i en kop, og koppen tømmes og renses med jævne mellemrum. Enkelt og genialt!
Afskummeren er, som næsten alt ved denne hobby (det eneste der tilsyneladende er bred enighed om, er at det er bedst at undgå vand på gulvet:-/ ) genstand for megen debat, både om de forskellige afskummeres egenskaber, og om hvorvidt det overhovedet er nødvendigt eller endda ønskværdigt at have en sådan monteret. Lad Os tage det sidste først; I et system som det vi arbejder med her, skal der simpelthen være en afskummer! Uden afskummeren, er akvariet alt for sårbart overfor overbelastning, fordi alle affaldsstoffer bliver i akvariet, og skal gennemgå en komplet nedbrydning her. Med det af vejen (læs evt. mere om emnet andre steder), kan Vi se lidt på hvilken afskummer der skal bruges.

Først og fremmest skal afskummeren kunne anbringes et eller andet sted i det system man har valgt; har man en sump, er det selvfølgelig oplagt at have den der, men ellers er man henvist til modeller der enten passer i overløbet eller kan forbindes til akvariet via rør/slanger. Der er så mange forskellige mærker/modeller, at en gennemgang af de enkelte er håbløs, men her er nogle generelle betragtninger:
Priserne varierer fra lige over 1000,- til omkring 10000,- når vi taler om afskummere der reelt kan håndtere et akvarium på 300-400 liter. Heldigvis er de fleste udmærkede, hvis man bare husker, at det fabrikanten angiver som passende, som regel er ret optimistisk, og derfor altid anvender en skummer, der er opgivet til at kunne klare et akvarium, der er dobbelt så stort som det man vil bruge det til. Der hvor de billige afskummere ofte falder lidt igennem, er på holdbarhed, brugervenlighed og støjniveau. Især det sidste kan godt blive lidt af en belastning, især for evt. andre medlemmer af husstanden (der er som bekendt stor forskel på støj man selv er årsag til, og den andre forårsager), så det er noget man bør tage alvorligt med i overvejelserne.
Jeg vil alligevel fremhæve nogle afskummere, som udmærker sig ved at kunne anbringes hvor "almindelige" skummere ikke kan komme til;

De første er Tunze DOC 9005, 9010 og 9015, som er egnede til hhv. 500, 1000 og 1500 liters akvarier (iflg. Tunze, husk omregningsformlen til reelle tal). De kræver en vandstand på omkring 30 cm, men kan til gengæld nemt anbringes direkte i et overløb på ca. 20x20 cm., og har ingen slanger ind og ud af kassen. De er også lette at justere, idet det eneste man kan dreje på, er lufttilførselen. De larmer ikke specielt meget.

De næste er også fra Tunze og hedder 9205 og 9210 (til hhv, 500 og 1000 L iflg. Tunze). De er specielt velegnede til at anbringe i en lavvandet sump med begrænset højde til loftet, idet de kun kræver ca. 8-10 cm vandstand, og de rager kun ca, 20 cm op over vandet. Til gengæld er de kræver de ca. 20x30 cm bundareal. De larmer lidt mere end de ovennævnte modeller, og Tunze gør selv opmærksom på, at de ikke kan klare filtreringen af akvariet uden hjælp fra andre filtre, hvis man har meget sarte dyr. I praksis betyder det dog blot, at en større del af filtreringen overlades til de levende sten, og at man ikke kan holde så mange fisk i akvariet som ellers.

Den sidste er ret konventionel, og kommer fra ATB. De kalder den 2.nd generation Cone Skimmer, og den er angivet til at kunne klare et 1000 liter akvarium. Udover at den er meget solidt udført, let at betjene (den er faktisk så simpel, at der ikke engang er en brugsvejledning med!) udmærker den sig ved at være dejligt lydsvag. Den kræver desværre en del plads; min. 14 cm under vandet, og op til 50 cm. over.
 
Cirkulationspumper
Der er brug for kraftig vandbevægelse i akvariet; 20 gange akvariets indhold i timen er det absolutte minimum, og det kræver at pumperne er anbragt helt ideelt, d.v.s. med "frit skud" fra udstrømmeren og ud i hjørnerne af dekorationen. I praksis er dette nærmest uopnåeligt, og vil i givet fald kræve at pumperne sidder på/ved forruden, hvilket af dekorative årsager er mindre heldigt. Derfor ender det som regel med, at man når op på 30-40 gange i timen i stedet, så overkapaciteten kan bruges til at kompensere for en mindre heldig positionering af pumperne.
 Heldigvis er der efterhånden kommet nogle pumper på markedet, som er i stand til at levere næsten utrolige mængder vandbevægelse for et ret beskedent strømforbrug. Disse pumper kaldes populært for Stream-pumper (de første blev lavet af Tunze, og hed faktisk Tunze stream. Derfra har navnet, blandt akvarister, bredt sig til alle pumper af denne type). De er i virkeligheden bare en propel omgivet af et beskyttende gitter, og kan således ikke trække et filter eller hæve vand, men er geniale til at omrøre vandet i akvariet. Det er bedst at fordele denne gennemstrømning på flere pumper, da det gør det lettere at lede vand ud  i alle kroge, men naturligvis er der også en begrænsning for hvor mange pumper der kan anbringes, uden at de kan ses for meget. 2-3 stykker er passende i et 300 liters akvarium. Disse pumper kan fås i versioner som af en controller, kan styres til at give varierende flow, enten fælles eller med hver sin.
Det kan bruges til automatisk at variere den kraft pumperne kører med, og derved varieres strømmen rundt i akvariet og minimerer antallet af døde zoner, ligesom at chancen for at fastsiddende dyr vokser skævt p.g.a. ensartet påvirkning minimeres. Dette er ikke en nødvendighed, men rart at have og dejligt legetøj...

For en ordens skyld, skal det lige nævnes, at også almindelige powerheads kan bruges, men de har udover et højt strømforbrug, den ulempe at de sender vandet ud i en meget koncentreret stråle, som man skal passe lidt på med at rette mod sarte dyr, og de har ligeledes en meget lille indsugning, som under ingen omstændigheder må være utildækket, da den nærmest med sikkerhed på et tidspunkt vil suge et eller andet dyr ind, og enten stoppe til eller sende det uheldige dyr ud gennem udgangshullet i makuleret tilstand.
 
Varmelegeme
Varmelegemets funktion og virkemåde i saltvand, adskiller sig på ingen måde fra ferskvand, så for de fleste er der ikke nogle overraskelser her. Faktisk kan man sige, at det er lettere at anbringe varmelegemet end man er vant til, i et system som dette, hvor det selvfølgelig er oplagt at lægge det i sumpen, eller sætte det i overløbet. Man kunne måske overveje, om det i det hele taget er den (lille!) risiko værd, at have et varmelegeme tilsluttet? Prøv at måle temperaturen i indkøringsperioden; kommer akvariet aldrig under 23 grader, er der ingen grund til at montere et varmelegeme, og hvis den gør, så brug et varmelegeme på max. halvdelen af akvariets rumindhold i liter, omsat til Watt. Så risikerer man ikke så let, at varmelegemet koger indholdet!
 
Saltmåler
Saltmålere findes i flere udforminger; som et instrument, hvor man aflæser en viser i et måleglas, som en flydevægt (også kaldet et Aerometer) og som et refraktometer, hvor lysets brydning i vandet afslører saltindholdet.

Det første alternativ han man efter min mening roligt lade blive i butikken, da de både har en meget grov skala og er meget unøjagtige. De lader sig også påvirke af de små luftbobler der uundgåeligt kommer med ned i glasset ved påfyldning af vandet.

Aerometeret, som er den klassiske løsning, kan findes i mange udførelser. De helt billige er lige så dårlige som de ovennævnte visere, og der er eksempler på, ar skalaen inde i glasset har været løs. Der findes dog også nogle modeller, blandt andet fra Tropic Marin, som er meget nøjagtige. Ulempen er, at de er meget store, og kræver en høj vanddybde for at kunne flyde frit.

Refraktometeret er High-tech løsningen, som, hvis ellers apparatet er korrekt kalibreret, er meget nøjagtig, og kan måle på en enkelt dråbe vand. Desværre er det ret dyrt, og kalibreringen kan godt være lidt omstændelig.

Alt i alt, kan man sige, at både aerometeret og refraktometeret giver udmærkede resultater. Man skal nok lægge mere vægt på at bruge det samme instrument hver gang, end hvilket instrument man har valgt, da der er en ret bred margin for hvor meget salt der bør være i vandet, men til gengæld mange dyr som ikke bryder sig om for store udsving.
 
Salt
Det salt der skal bruges i akvariet skal, som det nok er de fleste bekendt, være lavet specielt til formålet. Der er mange mærker på markedet, og der er egentlig frit valg, da de alle (i hvert fald de som sælges hos Danske forhandlere) sikkert er ganske duelige. Mine egne erfaringer begrænser sig til Tropic Marin, og de har været gode.
Som tommelfingerregel, skal man påregne 33 gram salt til 1 liter vand, men da man sjældent helt præcist ved hvor meget vand der er i akvariet, skal der selvfølgelig måles efter og om nødvendigt justeres ind.
 
Testsæt
Der er to målinger, som er nødvendige for at starte op; NO2 (Nitrit) og NO3 (Nitrat).
TropicMarin laver et sæt der kan klare begge, eller man kan købe dem separat. Der er altid en grundig brugsanvisning med, og de er ikke vanskelige at lave. Nøjagtigheden er tilstrækkelig til det brug vi har, men ikke på højde med professionelt udstyr.

Videre til artikel 2, om opstart og drift af akvariet