HOME
Opsætning og drift af et saltvandsakvarium II

Opstart og drift af akvariet

Dette er den anden artikel i en serie på tre.
Last update: 28/1 2010
Lad os lige rekapitulere fra den første artikel; Det vi er i gang med, er at sætte et akvarium op, som helst skal kunne lidt af hvert, og som er i størrelsesordenen 200-500 liter.
Akvariet skal som udgangspunkt kunne køre med enkle midler, men være forberedt til  at teknikken kan udvides, hvis det skulle blive nødvendigt. Første artikel omhandlede de nødvendige remedier, med en liste over det man har brug for og lidt info om disse ting. Denne artikel skal handle om hvordan man bruger de forskellige ting, i opstart og videre drift.

Placering af akvariet
Saltvandsakvarier har stort set de samme krav til placering som ferskvandsakvarier. De skal naturligvis opstilles på et underlag som er solidt nok til at kunne tåle det vedvarende tryk fra vægten af akvariet med dets tilhørende udstyr.

Normalt vil man kunne regne med, at et system som det Vi arbejder med her, vejer omtrent en halv gang mere, end rumindholdet af akvariet + en evt. sump antyder. Med andre ord, vil et system med 300 liter vand, typisk veje 450 kg.

Det er en god ide at sikre sig, at der ikke falder direkte sollys på akvariet, dels fordi det kan forårsage alt for høje temperaturer om sommeren, og dels fordi lyset er af en uheldig sammensætning, som KAN give en ukontrollabel algevækst. Under alle omstændigheder er sollys en helt igennem ustabil lyskilde, og dermed ikke ønskværdig.

Hvis man påregner at have fisk/dyr som reagerer kraftigt på aktiviteter udenfor akvariet (nogle fisk, f.eks. en del kejserfisk, sommerfuglefisk, gylter m.v. reagerer panisk overfor uventede bevægelser) er det en god ide at stille akvariet, således, at man er synlig i god afstand, når man nærmer sig, og dermed giver sky fisk en mulighed for at "genkende" bevægelserne som ufarlige.

Omvendt skal akvariet heller ikke gemmes helt væk, så det bliver en sjælden begivenhed at nogen opholder sig omkring det (hvilket jo nok heller ikke er meningen med at opstille noget så smukt og spændende i hjemmet). Har man ikke mulighed for at efterleve dette, er det nu ikke en katastrofe, men det betyder, at man er bedst tjent med at vælge fisk som ikke er så lette at skræmme.
 
Installation af teknik
Teknikken skal nu monteres og startes. Lampen kan med fordel monteres før vandpåfyldning, men resten må vente til efter. Vi tager dog det hele her, for overskuelighedens skyld.

Først må der noget lys på, så Man kan se hvad man laver! Lampen skal jo monteres efter forskrifterne, og der kan være visse forskelle i ophæng (eller fastgørelse) fra type til type, så her skal manualen i brug. Generelt kan man dog sige, at T5 rør skal monteres så tæt på overfladen som praktisk muligt, og ikke mere end 10 cm over vandspejlet, for at der ikke skal gå for meget lys til spilde, hvorimod HQI lamper gerne skal hænges ret højt. Mange vil gerne have så meget lys som muligt, fra deres HQI pærer, og hænger derfor lampen helt ned til 15 cm. over vandet, men det er lidt af en misforståelse; lodret under lampen kommer der ganske vist meget lys, men p.g.a. den korte afstand, bliver lysets vinkel i forhold til overfladen, meget hurtigt så lille når man kommer ud til siden, at det meste lys bliver reflekteret op igen, i stedet for at komme ned i vandet. Det betyder, at der bliver meget stor forskel på lysstyrken forskellige steder i akvariet, også selv om der er tale om samme dybde. Altså hæver vi lampen, så den sidder 30-40 cm. over vandet (se dog afsnittet om kabinetter i artikel 1), så lyset bliver godt fordelt over overfladen.

I saltvandsakvarier, er det vigtigt at der kommer en rimelig fast rytme i belysningstiden, så hvis man ikke er sikker på at kunne overholde pasningen af dette, skal der tilsluttes en timer (eller flere, afhængig af lampens beskaffenhed) hvis der ikke allerede er en indbygget i lampen. Belysningstiden bør ligge på mellem 8 og 12 timer, afhængig af lampens effektivitet, men det er en god ide at starte blidt, med et nogle timer hvor det kun er nogle af rørene, eller hvis der er tale om en Kombi-lampe kun T5 rør, der er tændt, hvorefter man går op på fuldt blus, hvor alt er tændt.

Både T5 og HQI rør/pærer findes i et utal af varianter og der kommer hele tiden nye, som hver gang lover nye mirakler, så der er man nødt til at følge lidt med på nettet, og ellers forhøre sig hos en forhandler man tror på. Det almindeligste er en kombination af blå og hvide rør, hvis der er tale om en ren T5 lampe, og hvis det drejer sig om HQI, en pære med et højt Kelvin-tal (farvetemperatur; Jo højere tal, jo koldere (blå) bliver lyset), typisk 14000K.
En lampe som har begge dele, kan man med fordel udstyre med HQI pærer som har et lidt lavere Kelvin-tal (10000-12000) og kompensere for dette, ved at bruge blå T5 rør.

Man kan lige så godt sætte cirkulationspumperne op, lige så snart der er vand i baljen så de kan hjælpe til med at røre saltet ud i en fart, efterhånden som det tilsættes. Det giver også et fingerpeg om hvordan vandet bevæger sig, selv om dette kan ændre sig kraftigt, når dekorationen er på plads.

Så snart der er saltvand i systemet, skal skummeren også i gang, selv om det jo ikke er muligt at afskumme noget i helt rent vand. Det giver dog mulighed for at få pillet lidt ved de forskellige justeringsmuligheder, og finde en passende indstilling. Husk at denne ikke må være for tæt på kanten af koppen, da det vil få skummeren til øjeblikkeligt at skumme over, når der kommer levende sten i akvariet!

Varmelegemet bør vente til det har vist sig at der er brug for det.
 
Vandpåfyldning
Når akvariet er placeret, lampen på plads og det tekniske udstyr monteret (selvfølgelig ikke tilsluttet), er det tid til at fylde systemet med vand. Der er forskellige meninger om hvorvidt man bør fylde akvariet med færdigblandet saltvand, eller bare hælde ferskvand på akvariet, og så blande saltet i her. Argumentet for ikke at blande saltet i, i akvariet, er at der som regel udfældes noget der minder om kalk på ruderne i akvariet, og det skal jo fjernes igen. Personligt har jeg altid ment, at det trods alt er lettere at fylde flere hundrede liter vand på et akvarium via en vandslange og hælde saltet i her, selvom der er noget arbejde med ruderensning bagefter, end det er at fylde samme mængde  vand i mindre beholdere (det er nok de færreste der ligger inde med beholdere der er på størrelse med akvariet), blande salt i hver enkelt portion, lade det vente til udfældningen har fundet sted og derefter skulle flytte vandet til akvariet på en eller anden måde.

Uanset hvad man vælger, er det en god ide at lade vandet stå et par dage, før man hælder noget levende i det. Nyblandet saltvand er ikke egnet som opholdssted for noget som helst, da mange af ingredienserne er langsomt opløselige, og reagerer aggressivt overfor dyrenes slimhinder.
 
Korrekt vandstand og justering af gennemløb til sumpen.
Det er, især hvis man har en sump, meget vigtigt at der er den rette mængde vand i systemet. Det sikres på følgende vis:

For de som "bare" har et overløb, gælder det, at akvariet fyldes så meget, at vandet løber ind i overløbet og fylder dette, og vandstanden står ca. midt på den monterede kam. Derefter startes pumpen i overløbet, og man observerer om der skabes et synligt fald i vandstanden, når det udpumpede vand erstattes af nyt, gennem kammen. Er der ikke et synligt fald, fjerner man noget vand. Er faldet for højt, så der kommer plaskelyde, hælder man blot noget mere vand på, til det passer.

Har man en sump, er det lidt mere omstændeligt, og i modsætning til ovenstående, kan fejltagelser let resultere i vand på gulvet! Proceduren er denne; man fylder akvariet, indtil vandet begynder at løbe ind i overløbet, og gennem rørene ned i sumpen. Når det sker, stopper man påfyldningen, og venter til der ikke længere løber vand ned. Nu har man fundet den mængde vand der altid vil være i akvariet, også når diverse pumper (ikke mindst returpumpen) er slukket, f.eks. ved en strøm afbrydelse, og fylder sumpen op NÆSTEN til det maksimale den kan indeholde. Så startes returpumpen, og man kan se hvordan vandstanden falder i sumpen, og stiger lidt i akvariet. efter et stykke tid, har vanstanden stabiliseret sig, og man ser nu, at vandstanden i sumpen konstant er noget lavere, end før pumpen blev startet.
Det er her, man IKKE skal begå den fejl at hælde mere vand på systemet!

Gør man det, vil vandet i sumpen løbe over og ud på gulvet, næste gang returpumpen slukkes! Sæt derfor, når de nedenfor beskrevne justeringer og afprøvninger er foretaget, et mærke på siden af sumpen, der hvor vandstanden befinder sig. Dette markerer den korrekte vandstand, når systemet kører og når man så fylder noget i akvariet og vandstanden i sumpen stiger, skal der fjernes vand, indtil man er nede på det rette niveau igen. Fordampning vil få vandstanden til at falde, hvis man ikke har automatisk vandpåfyldning (osmolator) og det er vigtigt at man med korte mellemrum (mindst en gang om dagen) efterfylder med ferskvand, til niveauet er korrekt.
 
Justering og afprøvning af vandstand.
      
Det er vigtigt at vandstanden i overløbskassen er korrekt, for at undgå lyd gener. Hvis vandstanden er lav (venstre billede herover), vil akvariet lyde som et vandfald, så man skal sørge for, at den kommer så højt op, at lyden stopper, uden dog at komme op til sikkerhedsoverløbet (se artikel 1 i afsnittet om akvariet) som vist på højre billede herover. I et akvarium uden sump (se evt. i afsnittet om indretning, efter et eksempel på et overløb uden sump), justeres dette ved at tilføre eller fjerne vand, men har man en sump, kan man, som beskrevet ovenfor, ikke tilføre ekstra vand til systemet, uden at risikere vand på gulvet. Her justerer man i stedet ved hjælp af den reguleringshane der sidder på nedløbet (orange håndtag på billedet herunder). Man lukker den langsomt mere og mere, indtil vandstanden i overløbet er stabilt der hvor man ønsker at det skal være. Dette kan godt tage  noget tid, idet man er nødt til at give systemet tid til stabilisering efter hver justering.
Man bør, når systemet har været startet et stykke tid, prøve at slukke for det, og se hvor meget vand der løber ud af akvariet. Der kan nemlig godt løbe mere ned, end der var før man startede! Det skyldes, at slangen/røret fra returpumpen, nu er blevet fyldt med vand, og dermed virker som en hævert. Vandet vil derfor løbe, indtil enden af dette rør er over vandspejlet. Derfor skal dette rør kun lige gå så langt ned, at man undgår plaskelyde (man kan se udløbet i den sorte cirkel på billedet herover til højre). Ideelt set, skal dette udløb faktisk være oven vande, allerede inden man når ned på det niveau overløbskassen dikterer, men test alligevel!



På billedet ovenfor, ses rørsystemet der forbinder akvariet med sumpen. Røret til venstre, hvis nederste del desværre er dækket af afskummeren, når ned under vandspejlet, er hovednedløbet. Dette rør skal, for at undgå diverse lyde af løbende vand, være helt fyldt! Det gøres lettest ved at starte med helt at lukke den orange hane, til overløbet i akvariet er helt fyldt. Derefter åbnes hanen helt et kort øjeblik, og man kan se en masse luft blive skyllet med ud. Hanen lukkes igen inden overløbet er tømt, og røret er nu fyldt med vand. Når vandstanden i overløbet er i nærheden af det rette niveau, åbnes hanen lidt efter lidt, til man kan se at vandet ikke længere stiger, og vandspejlet befinder sig der hvor man ønsker (der er en vis margin for hvor meget/lidt vand man kan have i overløbet uden at det støjer). Til højre for hovednedløbet ses sikkerhedsnedløbet. Det når, som det ses, ikke ned til vandet i sumpen, og det er der en grund til; hvis hovednedløbet blokeres, og vandstanden i overløbet stiger op til det niveau hvor vandet løber over i sikkerhedsnedløbet, vil akvariet p.g.a. det frit faldende vand i sumpen, lyde som et toilet der konstant skyller ud, og dermed advare om at der er noget galt! Bemærk også, at kanten til ferskvandskammeret som ses bagest, er sænket lidt, således, at hvis der, trods alle forholdsregler, alligevel er for meget vand i systemet ved et strømsvigt, vil vandet løbe over her først, og kun løbe ud på gulvet hvis også ferskvandskammeret fyldes. Hvor meget dette hjælper, afhænger selvfølgelig af hvor fyldt med ferskvand kammeret er på det givne tidspunkt...
 
Lidt om levende sten
Levende sten er kernen i stort set alle moderne akvariesystemer, og virker som et kæmpe biologisk filter, ved at vandet i akvariet cirkulerer rundt om og i de porøse sten, og dermed kommer i berøring med de enorme mængder bakterier der findes på alle overflader. Det er jo det samme der sker i ethvert biologisk filter, ikke sandt? Det er rigtigt, men det fine ved levende sten er, at de ikke er lige porøse overalt! Der er områder hvor der er masser af gennemstrømning, og her trives de aerobe bakterier, som omdanner ammonium til nitrit, og nitrit til nitrat, hvilket også er hvad der sker i et almindeligt filter, men der er også områder, hvor gennemstrømningen er så lav, at vandet i praksis er fri for ilt, og her dominerer de anaerobe bakterier, som nedbryder nitrat til kvælstof og ilt, og dermed har gennemført en total nedbrydning af de affaldsstoffer, de forskellige dyr i akvariet har udskilt. Dette er en stærkt forenklet forklaring. Man behøver sådan set ikke at vide mere, men hvis man ønsker det, kan der læses videre i nogle af de bedre bøger om saltvandsakvarier.

Det må nu være klart, hvorfor der stilles nogle krav til mængden af levende sten i forhold til akvariestørrelse (eller rettere, i forhold til hvor mange dyr der kan påregnes at opholde sig i akvariet); Der skal simpelthen være tilstrækkelig grobund for de bakterier som, sammen med afskummeren, skal sikre vandkvaliteten. Almindeligvis bruger man den tommelfingerregel, at der skal være mindst 1 kg levende sten pr. 10 liter af akvariets rumindhold. Denne regel forudsætter, at der er en afskummer tilsluttet!
Man skal ved indkøb af stenene, være opmærksom på at der er tale om et naturmateriale, og at der dermed ikke er nogen garanti for ensartethed. Stenene kan have vidt forskellig vægtfylde, alt efter hvad de består af, og deres effektivitet som filter, varierer tilsvarende. Heldigvis er det generelt sådan, at de letteste sten, også er de mest porøse og dermed bedste på det område. Bliver man tilbudt "kanonkugler" er der derfor grund til at springe over, eller i hvert fald forlange en kraftig reduktion i pris! Er prisen god, og har man allerede tilstrækkeligt med gode sten, er det derimod en fin mulighed for at få fyldt op, idet de dekorative hensyn ofte kræver mere materiale, end det som er nødvendigt for filterkapaciteten. De levende sten er nemlig også akvariets vigtigste dekorationsmateriale, men mere om det senere...
 Levende sten kan anskaffes som "nye" fra akvariehandleren (som dog ofte også sælger sten der er kommet retur fra akvarier), eller købes "brugte" hos private som er ved at nedlægge deres akvarium. Der er fordele og ulemper ved begge metoder, og nogen gange er der faktisk ikke noget valg, idet forretninger i Danmark i lange perioder ikke har tilstrækkeligt med egnede sten liggende.
Levende sten som kommer direkte fra et koralrev, har været oven vande i relativt lang tid, og man må påregne at meget af det liv der har været på/i dem er dødt, men der er dog også masser, som stadig er levende og i stand til at overraske både positivt og negativt. Man tager jo så at sige et stykke koralrev ind i stuen, og det er i mine øjne noget af det mest fascinerende ved hobbyen, især i starten, at "gå på opdagelse" i sit eget akvarium, og næsten hver dag finde noget nyt og ofte ukendt, der kravler eller vokser på stenene. Det går man lidt glip af, ved at købe sten som allerede har ligget i et andet akvarium, selv om også disse sten kan give overraskelser, når de kommer over i et nyt miljø, og der dermed bliver givet muligheder for nogle dyr som ikke har kunne udvikle sig i det akvarium de kommer fra.

Nye sten er dog ikke kun af det gode, de er ofte ret medtagede af den lange transport de har været gennem, og det vil i starten påvirke vandkvaliteten negativt. Dette problem er noget mindre, hvis det drejer sig om sten fra et indkørt akvarium, som kun bliver transporteret i kort tid, før de kommer i vand igen. Også chancen for at slæbe uønskede dyr ind, som f.eks. krabber, mantis rejer, glasroser m.v. er større, når det drejer sig om nyindførte sten.

Der nogle ting man skal være opmærksom på, ved håndtering af levende sten; De kan selvfølgelig ikke tåle at tørre ud, så stenene skal altid opbevares i saltvand, og kun ved transport kan de kortvarigt ligge i kasser der helst skal være isolerede og  holde på fugten. De må heller ikke udsættes for kulde (deraf kravet til isolering af transportkasserne). Derfor skal man kun anskaffe dem, når akvariet er klar til modtagelse, eller man har andre egnede opbevarings beholdere. Man ser nogle steder, at det anbefales at dyppe stenene kortvarigt i ferskvand, for at få krabber o.l. til at komme ud af deres huller. Metoden er langtfra 100% effektiv, og man slår muligvis en masse dyr, som man egentlig kunne have glæde af at følge, ihjel.
 
Alternativer til levende sten
Der er faktisk ikke rigtigt noget der kan erstatte levende sten når vi taler om den biologiske virkning, men når denne er sikret med det minimum af levende sten der skal til, kan der være gode grunde til at bruge alternative materialer.
En grund kan være pris; levende sten er meget dyre, så dyre at de ofte udgør den største enkeltpost på budgettet, i akvarier over 300 L. Derfor er det fristende at anvende f.eks. Faxekalk der hvor stenene ikke er synlige, fordi de alligevel bliver dækket af et lag levende sten, og selv der hvor stenene er synlige, vil de faktisk også komme til at ligne levende sten til forveksling efter noget tid. Man kan også anvende kunstige dekorationer, enten af plastic eller cement. Det er ikke meget billigere end levende sten, men til gengæld kan det formes og anbringes på måder som er umulige med naturmaterialer. Især cement, ofte kaldet reef caramic er populært, ikke mindst fordi at fabrikanterne lover, at produktet er så porøst, at der efter noget tid sammen med levende sten, vil være den samme biologiske aktivitet som i disse. Plader i kunstmateriale er også ret udbredte, og bruges som regel til at dække bag- eller sideruder og til at sætte uden på overløbskassen.

Eksempel på anvendelse af kunstmaterialer. To plader, lavet af et plasticmateriale, hvorpå der er limet små stumper "Reef Ceramic" (cement af en særlig porøs karakter) dækker ydersiderne af overløbskassen, og forhindrer at der trænger lys ud af denne.

Dette er ellers ofte et problem, idet der falder lys fra lampen ned i kassen, og det vil stort set altid kunne ses, hvis man forsøger at dække kassen med stablede sten, som også vil fylde en del mere. Pladerne holdes på plads af et stykke håndlavet Reef Ceramic, som er støbt således, at indersiden passer rundt om en ret vinkel.

Man kan få lignende stykker, som blot er flade bagpå, så de passer op af en væg, eller lavet så der kan sidde en pumpe inde i dem. Ydersiden er lavet, så det er let at anbringe sten, koraller o.l. på "hylderne".
 
Bundlag
Bundlaget er egentlig ikke særlig vigtigt, da det i et system som dette, mest er til pynt, og faktisk godt kan undværes. Der er derfor vide muligheder for at eksperimentere med forskellige typer bundlag, som blot skal leve op til det krav, at det ikke må kunne afgive skadelige stoffer. I praksis vælger de fleste dog en af de almindeligt tilgængelige typer "sand", som kan købes gennem velassorterede forhandlere, og som typisk består af en blanding af knuste koraller, muslinger, sneglehuse o.l. Det er da også en sikker metode, og der findes så mange forskellige slags, at det nok skulle være muligt at finde noget som man synes om. Ved valget af bundlag, bør man dog tænke over, om man ønsker dyr der skal leve på/i bundlaget. Mange fabrikater skriver selv, hvad de forskellige typer bundlag egner sig til. Der findes noget som kaldes "levende sand". Det tilskrives af mange akvarister næsten magiske egenskaber, men man skal være klar over, at dette sand skal ligge i et temmelig tykt lag, for at virke optimalt (mindst 9-10 cm). Ligeledes skal man være klar over, at alt sand, undtagen det allergroveste, med tiden bliver til "levende sand", som bare er bundlag med en aktiv bakteriekultur. Dette kommer af sig selv i løbet af et par måneder, når akvariet kører!

Bundlaget skal tidligst i, når al anden indretning er på plads, og man kan med fordel vente, til den første bølge af brunalger er overstået, da denne bare snavser det fine bundlag til.
 
Så er det tid til indretning af akvariet...
Så sker der endelig noget ordentligt! Efter alt roderiet med teknik, skal der endelig noget i, som gør akvariet værd at se på. Inden Vi plumper alle stenene i baljen, er der dog lige en enkelt praktisk ting at huske på; Fjern noget vand, inden dekorationsmaterialerne hældes i! Især de som har en sump, bør holde meget øje med vandstanden dernede, og fjerne vand, efterhånden som det bliver nødvendigt (der skulle jo gerne, hvis man har fulgt anvisningerne i afsnittet om justering af vandstand, være et mærke at gå efter). Når alt er på plads, efterses og justeres vandstanden igen! Så går vi i gang...
 
Indretningen skal helst opfylde 3 krav.

1: Den skal give de rigtige betingelser for teknikken. Den teknik der primært er tale om her, er cirkulationspumperne, som har brug for at der er rimelig åbent omkring dem, så vandbevægelsen de skaber, ikke bliver blokeret inden den rigtig kommer rundt i akvariet. De skal også helst kunne tages op af akvariet for vedligehold, uden at det er nødvendigt at demontere dekorationen, eller dele af denne.

2: De dyr der skal være i akvariet skal kunne placeres og trives. De fastsiddende dyr har brug for, at kunne anbringes stabilt og med de rette forhold m.h.t. lys og vandbevægelse. Dette stiller krav om både "hylder" hvor f.eks. koraller på fod kan stilles, og revner hvor dyr som rørorme eller koraller uden fod, kan kiles ind. Nogle huler vil også være gode, da mange fisk og krebsdyr kan have glæde af dem. Et stykke åbent sand kan også være en god ting, da en del dyr har brug for det. Endelig skal man ikke glemme, at noget fri svømmeplads er vigtig for mange fisk!

3: Den skal helst fremtræde æstetisk tiltalende. Her kommer Vi ind på et område, 
som i høj grad handler om personlige præferencer, men der er dog nogle generelle retningslinjer.

Akvariets primære formål, er formentlig at det skal være til glæde for beskueren, ved at præsentere et smukt, og gerne rimelig naturtro udsnit af et koralrev? For at opnå dette, er der først og fremmest én ting som skal virke; dekorationen skal skjule teknikken, eller i hvert fald sørge for at den er vanskelig at se! Nogle mennesker er selvfølgelig mere følsomme på dette punkt, end andre, men de fleste kan nok blive enige om, at en stor cirkulationspumpe monteret udækket på eller ved forruden, ikke ligefrem er et plus i denne sammenhæng.

Der er desværre et modsatrettet forhold mellem ønsket om at skjule teknikken, og at opnå maksimal effekt af denne, når det gælder vandbevægelse. Løsningen ligger i planlægning, inden man går i gang med at dynge akvariet til med sten, og i øvrigt kompensere for nedsat effektivitet, ved at bruge overdimensioneret grej! Cirkulationspumper har ikke noget direkte forhold mellem størrelse og ydelse, så det er ret let at montere en pumpe som giver det dobbelte af det nødvendige (strømforbruget stiger selvfølgelig). Også det faktum at pumpen skal kunne tages op med jævne mellemrum, bidrager til forbistringer. Løsningen er at anbringe dem i en "brønd", hvor der er adgang fra oven, og huller i siden, hvor igennem udstrømningen kan foregå. Det kan laves ved løs stabling af sten, men ofte bliver det betydeligt bedre, hvis man tager et par kunstgreb til hjælp;





Et eksempel på, hvordan man kan anbringe sine cirkulationspumper i overløbet (som i dette tilfælde er lavet i acryl, og dermed let at bore i selv) Billedet til venstre viser selve overløbet, og billederne til højre hele akvariet, før og efter at dekorationen er kommet på plads. Pumperne kan relativt let tages op for vedligehold, uden at det på nogen måde berører dekorationen, og indretningen er ikke afhængig af at skulle skjule pumperne. Det ville dog have været rart med nogle uigennemsigtige plader på siderne af overløbet, som vist tidligere i artiklen, så man ikke kunne se ind gennem stenene til teknikken.

Man skal IKKE sætte pumper ind i overløbskassen, hvis denne har nedløb til en sump. Ved en strømafbrydelse, vil huller til pumperne, bevirke at akvariet tømmes ned til det nederste hul!





I akvarier med sump, er man altså nødt til at placere cirkulationspumperne i selve akvariet, med de ulemper dette nu giver. Igen kan man stable de naturlige sten op, så de danner et hulrum hvor pumperne kan placeres, men man kan også tage de før nævnte cementsøjler i brug. Billedet til venstre er taget gennem højre siderude i akvariet herover, og viser en sådan cementsøjle, anbragt så de to cirkulationspumper der er i anvendelse (det viste sig at være i underkanten, og der sidder nu 3 pumper over hinanden på ruden). Som det ses, kan al teknik skjules, hvis man gør en indsats for det. Der er 2 cementsøjler i akvariet, hvoraf den til venstre er noget mere iøjnefaldende en den til højre. Det skyldes simpelthen, at den ene er helt ny, hvorimod den anden har været i brug et stykke tid.

Herunder ses et eksempel på en anden taktik; Der er også her brugt en cementsøjle, men pumpen er anbragt, så den blæser vand ud gennem et synligt hul. Man kan faktisk se pumpen på billedet, men fordi den ligger i skygge, lægger man ikke rigtig mærke til den.


Foto af Kim Wander
   
Hvis det ovenstående er på plads, har man et godt grundlag for et praktisk og pænt akvarium, men vil man gøre noget ekstra, er her noget at tænke på; Akvariet er et levende billede, og som i alle billeder, kan en mere eller mindre heldig komposition, højne eller mindske glæden ved at betragte det. Desværre ser man meget ofte, at saltvandsakvarier som ellers kører godt og indeholder flotte dyr, alligevel fremtræder lidt kedelige set ud fra en rent æstetisk vinkel. Faktisk ligner de ofte et dårligt bygget havegærde! Man har tilsyneladende været så optaget af at få dækket teknikken og alt det andet praktiske der er gennemgået ovenfor, at billedkomposition slet ikke er indgået i overvejelserne. Det hører naturligvis med, at jo mindre akvariet er, jo vanskeligere bliver det at indfri alle de opstillede krav, men hvis vi holder fast i, at der er tale om et akvarium på 200-500 liter, burde det godt kunne lade sig gøre at nå et rimeligt resultat. Emnet her er meget stort, og med hensyn til decideret billedkomposition, vil jeg henvise interesserede, til at slå op i bøger om kunst eller fotografering, hvor der er skrevet en masse om det.


Et klassisk eksempel på, at mere ikke nødvendigvis er bedre! Det første forsøg (herover) var resultatet af, at Jeg gerne ville bruge alle de sten jeg havde købt. Resultatet taler vist for sig selv. Da jeg havde fået sat mig ud over trangen til at have alle stenene i akvariet, fjernede jeg ca. 25%, og arragerede resten lidt om, så det kom til at se ud som herunder. Det V som deler akvariet i to, ligger lige i det gyldne snit (en klassisk kompositionsregel, som siger, at et center for opmærksomhed, ikke bør ligge i midten, men hellere dele billedet 1/3 inde fra en af siderne). Det giver øjet nogle linjer at følge, og en god dybdevirkning i forhold til den massive væg man ser foroven. En bonus er, at den nederste version giver meget større muligheder for at placere fastsiddende dyr på en naturlig måde. Farvemæssigt er det selvfølgelig noget rod, især fordi der er brugt både naturlige og kunstige dekorationsmaterialer, men det vil tiden råde bod på.


 
Det ovenfor viste eksempel, forudsætter naturligvis, at der kun skal ses ind ad forruden. Mange akvarier er opstillede, så der også skal kunne ses ind gennem en eller begge sideruder, og så kan man naturligvis ikke tillade sig at dække disse med sten! Herunder se et eksempel, hvor det har været nødvendigt at tage højde for, at der også skal være indkik fra højre side. Heraf følger, at jo flere sider der skal tages hensyn til, jo færre muligheder for alternative kompositioner har man...


Foto af Kim Wander
 
Så kører det ?
Ja, det gør det faktisk! Med dekorationen på plads og teknikken tændt, begynder det hele at vågne. Noget af det første der sker, er at skummeren, som ellers ikke rigtigt har givet noget og derfor sikkert er justeret ret højt, nærmest går amok, især hvis der er tale om nye sten, og ofte skummer over, inden man får set sig om! Det er naturligvis alle de døde organismer i stenene der er ved at gå i opløsning, og nu bliver sorteret fra. Det er jo kun godt, og der skal egentlig heller ikke gøres andet, end at tømme koppen så ofte som det er nødvendigt for at den ikke løber over, men det kan blive nødvendigt at justere skummeren, så det ikke går hurtigere, end man kan nå at følge med. Efter et par dage, plejer det at falde til ro, og man kan justere skummeren ind til det den skal køre på i et godt stykke ud i fremtiden.

Man er nu i den periode, der for nogen er ren tortur og for andre en kilde til dyb fascination, nemlig indkøringsfasen, hvor der ikke rigtig er andet at foretage sig, end at rengøre forruden, så man kan se hvad der sker derinde. Faktisk begynder der ret hurtigt at ske det, at dekorationen (og ruderne) bliver dækket af det ene lag
alger efter det andet, efterhånden som vandet modnes, og bakteriefloraen kommer i gang.

I perioder er akvariet næsten for grimt til at man kan holde ud at se på det, men gør det nu alligevel; der er nemlig også et hastigt stigende aktivitetsniveau på de tilsyneladende døde sten, som man med lidt tålmodighed kan se pible frem, eller bevæge sig rundt. Det er helt fantastisk hvad der kan dukke op af krabber, rejer, børstorme, slangestjerner, og sidst i indkøringsfasen, små anemoner og endda koraller. Nå ja, og så flere alger! Man kan ikke være sikker på, at alle akvarier udvikles i samme takt og rækkefølge, men almindeligvis er den første bølge af alger et brunt lag der hurtigt dækker alt (sammenlign med billedet et par afsnit oppe).

Akvariet herunder, som er dekoreret med levende sten der har ligget hos en forhandler i flere måneder, slap meget let henover de forskellige faser, og nogle akvarier slipper næsten helt. Andre kan være helt op til to måneder, om at komme frem til et stade, hvor man kan sige at det værste er overstået. Undervejs bør man foretage jævnlige målinger af NO2 og NO3, og før disse målinger ligger stabilt (NO2 skal være 0, NO3 under 10, helst lavere) er akvariet ikke egnet til at sætte flere dyr i, og slet ikke dyr der kræver fodring!
 
10 dage efter start. Akvariet er dækket af en tynd belægning af brune og grønne alger (de hedder brunalger, uanset farve). De danner en film som er glat at røre ved, og ikke ligefrem lugter af roser...

Prøver man at fjerne dem med em børste eller lignende, løsner de sig i bløde flager.

Det er dog ikke nogen god ide at gøre noget i den stil på dette tidspunkt. Der er ikke bundlag i akvariet endnu, da det bare bliver snavset til.
24 dage efter start. Efter en usædvanlig kort periode med brunalgerne, er det nu grønne trådalger der dominerer.

Knap så ulækre som brunalgerne, er de dog ikke ligefrem kønne. Heldigvis er der allerede nu tegn på andet liv i akvariet, selv om det i forhold til tidligere akvarier jeg har sat op, må siges at være beskedent.

Det har sikkert noget at gøre med stenenes lange opbevaring hos forhandleren (nogle af stenene har tilsyneladende være brugt før).

Bundlaget er nu lagt i.
37 dage efter start.
Algevæksten er på retur, men sidder  dog stædigt fast enkelte steder.

På dette stadie, kan man med fordel fjerne de alger man kan få tag i manuelt.

Der har på intet tidspunkt været nogle målinger som påviste nitrit eller nitrat, så der er indkøbt forskellige skiveanemoner og et "clean-up crew" bestående af 10 eremitkrebs, 10 nerita snegle og 6 turbo snegle, som forhåbentlig vil gøre det af med de sidste alger. Ingen af dyrene skal fodres.

Akvariet må herefter betragtes som indkørt. Det betyder dog ikke, at der nu er frit valg på alle hylder, eller at man bare kan gå ned og anskaffe en hel fiskebesætning. Akvariet undergår stadig store ændringer, og er man uheldig, kan tilførselen af af dyr som kræver fodring, resultere i at algerne blomstrer op igen. Derfor er det bedst at sætte et enkelt eller få dyr ned ad gangen, især i starten. Dyr som ikke kræver fodring, og helst bidrager med reduktion af algerne, kan man derimod godt anskaffe en del af nu. Det drejer sig i første række om en række små eremitkrebs, og snegle.
Oplagte medlemmer af "The clean-up crew"


Astraea sp.
Dette eksemplar er selv blevet ramt af algeplagen, uden at det dog generer den. Det er ikke de mest hårdføre dyr, så man bør være nogenlunde sikker på, at vandet er OK, før man sætter dem i. De er til gengæld meget effektive!
Nerita sp.
Disse meget diskrete snegle, er yderst hårdføre, og egner sig som de allerførste dyr i akvariet. Der skal dog temmelig mange af dem i akvariet, hvis det skal gøre end væsentlig forskel.
Rød eremitkrebs.
Der er en del arter som ligner hinanden til forveksling, men alle er ret harmløse. Man bør dog sørge for at supplere med nogle tomme sneglehuse i passende størrelse, da krebsene ellers ikke går af vejen for at trække en levende snegl ud af huset, for at overtage dette.
 
I næste artikel, ser vi nærmere på driftsrutiner og de dyr og fisk, som egner sig til at være med i det videre forløb.